NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Det store problem for handlede personer, der kommer til Danmark, er, at de ikke altid vil kunne nyde godt af de ordninger, der er stillet op til støtte for dem.
Hvis de bliver taget uden at have papirerne i orden, bliver de ofte smidt ud af landet uden videre tjek, for det kræver lidt af en sjette sans at kunne se, at en person på falske papirer ikke bare er illegal, men også handlet. Men inden for prostitutionsmiljøerne er det nu sådan, at de, der bliver taget, skal til en samtale hos Center mod Menneskehandel.
Man kan sige, at Udlændingestyrelsen er ”overbygningen”. Hvis man bliver identificeret som handlet, kommer man ind under reglerne om bekæmpelse af menneskehandel. Det betyder i første omgang, at man får en udsættelse af sin hjemrejsefrist på 30 + 70 dage.
De første 30 dage er en ”refleksionsperiode”, så man kan hvile sig og komme til hægterne. Hvis man samarbejder, så myndighederne kan fremskaffe de nødvendige rejsedokumenter og sætte en såkaldt forberedt hjemsendelse i gang, kan man få yderligere 70 dages ophold i Danmark. (Perioden vil nu blive forlænget til 120 dage i alt, jfr. Enhedslistens aftale med regeringen i forbindelse med finanslovsforhandlingerne, omtalt andetsteds i bladet).
Nogle er angst for at komme hjem. Det gælder ikke mindst nigerianske kvinder, der f.eks. kan være bange for trolddom – juju. Andre er angst for repressalier fra bagmænd, mod sig selv eller mod familien, men der er efterhånden flere, der tager imod tilbuddet, fortæller socialantropologen Gitte Tilia, koordinator på Center mod Menneskehandel under Socialstyrelsen.
Andre igen kan ikke se mulighederne. De har en helt anden dagsorden og vil ikke skuffe nogen derhjemme, betale deres bagmænd, tjene penge. Nogen har været af sted i 10-12 år. Nogen af dem, man træffer i Danmark, har haft et liv i Italien eller Spanien, hvor det er lettere at få opholdstilladelse, og nogle har børn dér.
Nogle får små kurser, mens de er her: I at lave regnskab, så de kan drive en bod, når de kommer hjem. Eller it. Engelsk. Eller kunsten at flette hår og lave negle.
Og så får de penge med hjem, så de har en chance for at klare sig, måske leje en generator eller et sted til en lille butik. »For nogen betyder det, at de kan få en smule forspring i forhold til andre, og det er ikke uvæsentligt«, siger Gitte Tilia. »Nogle af dem, vi har sendt til Nigeria, går det godt for – i hvert fald foreløbig«.
Det, de får – eller kan få – er flg.:
- 150 US-dollars (ca. 900 kr.) til lommepenge og daglige fornødenheder i tre måneder
- 900 $ (ca. 5.400 kr.) til at bo for
- Betalt lægehjælp
- 3.000 $ (ca. 18.000 kr.) til hjælp til uddannelse eller opstart af virksomhed.
Rumænerne har bagmændene med. De bor sammen med pigerne, og man ser dem i gadebilledet. Der er også albanere og serbere, der spiller rollen som bagmænd.
Og så er der et helt andet mønster: Der er mange østeuropæere, der arbejder rundt om i landet på massageklinikker. Dem er der ca. 700 af i Danmark i dag. Alene i Midt- og Nordjylland er der ca. 250, viser en opgørelse fra de pågældende regioner.
Centret har fået lavet en undersøgelse i Den grønne sektor og fandt et enkelt eksempel på egentlig ”menneskehandels-lignende forhold”, men til gengæld mange, der ligger i gråzonen, f.eks. i forbindelse med praktikordninger inden for landbruget eller sæsonarbejde i gartnerier.
»Der har været eksempler på, at man kan henvende sig til et rekrutteringsfirma og betale sig til at få papir på, at man er landsbrugsuddannet... så man får den adgang til Vesten, der er så eftertragtet«, siger Gitte Tilia.
»Det letter, at vi er i EU«, siger Gitte Tilia. »Vi arbejder rigtig meget sammen, både i uformelle netværk og i arbejdsgrupper under Kommissionen«.
Men i det praktiske er det især IOM, der er i sving. Det er IOM, der skaffer rejsedokumenter, sørger for transporten og laver aftaler med ngo’er og andre i hjemlandet.
Ifølge Center mod Menneskehandel blev spørgsmålet om menneskehandel aldrig undersøgt. Afghaneren valgte efter aktionen at søge om asyl. Derfor blev han sendt til Sandholmlejren, men han forsvandt undervejs, og myndighederne har ikke hørt fra ham siden.