Det forbudte spil om skatten

GENNEMBRUD. Algirdas Šemeta, den litauiske kommissær med ansvar for skatter og afgifter, har altid kunnet bevæge sig ganske ubemærket i gadebilledet, ikke kun i København, men også i Bruxelles. Det kan han ikke helt længere – i hvert fald ikke i Bruxelles.

Šemeta har i de seneste måneder markeret sig som en af de flittigst citerede personer i EU, i takt med at hans stofområder er kommet højere op på den politiske dagsorden.

Selv har han beskrevet det som en ”perfekt storm” af begivenheder:

Udgangspunktet var den økonomiske krise og landenes mangel på indtægter. Så kom Obama-administrationens lov om at tvinge udenlandske banker til at opgive oplysninger om amerikanske kontoindehavere, FATCA (Foreign Account Tax Compliance Act). Og så var der den franske budget- og finansminister Jérôme Cahuzac som – viste det sig – havde haft en hemmelig bankkonto i Schweiz.

Som dråben i bægeret, eller kronen på værket, kom ”Offshore Leaks”, en gigantisk datafil over skatteunddragelser, lækket til det journalistiske netværk ICIJ (International Consortium of Investigative Journalists).

De lækkede oplysninger er blevet behandlet af en lang række toneangivende medier, og er siden hen gjort søgbare for alle og enhver, der måtte have en interesse. Der er dog foreløbig intet at finde om danske personer eller virksomheder, fordi DR har fået en klausuleret eneret til det danske materiale indtil udsendelsen af en kommende dokumentar.

De store og de små

Kommissionsformand José Manuel Barroso, som sjældent forsømmer en lejlighed til at høste, hvor andre har sået, udtalte sin tilfredshed med at G8 (otte af verdens økonomisk førende nationer) efter et topmøde i Nordirland i juni blev enige, i princippet, om at gribe ind overfor skattely.

Op til det kommende topmøde med den større kreds, G20, i Sankt Petersburg den 5.-6. september skriver Barroso og EU’s topmødes formand Herman Van Rompuy om de forslag, som organisationen OECD er kommet med (se også artiklen side 4-5):

”Forslagene støtter fuldt ud vores fælles mål om at sikre, at alle betaler deres rimelige andel af skat – uanset om der er tale om store multinationale virksomheder eller den lille forretning på gadehjørnet – og at beskatningen afspejler, hvor den økonomiske aktivitet finder sted.”

Det med de multinationale og forretningen nede på hjørnet var i øvrigt en formulering som kommissæren Šemeta havde brugt tre dage inden.

Bundlinjen fra EU-ledelsen er i hvert fald klar: Nu skal der sparkes bold! Det er blevet tid til at gå fra ord til handling.

Hvis det nu ikke var for det kritiske spørgsmål: Må EU egentlig det?

Svaret er nej.

Uden mandat

Bag de forholdsvis dramatiske udtalelser gemmer sig den kendsgerning, at EU som sådan slet ikke har kompetence – det vil sige mandat fra medlemslandene – til at lovgive om skatter. Og hvis man alligevel gør det, for eksempel ved samordning af skatteoplysninger, så skal beslutningerne træffes med enstemmighed.

Allerede i den første sætning på Kommissionens hjemmeside om skattesnyd bliver det slået fast:

”Både det at opkræve skatter og bekæmpe skattesvig og skatteunddragelse er medlemsstaternes kompetencer.”

Algirdas Šemetas ambitioner til trods er det altså begrænset, hvad EU har gjort og kan gøre på området (se boks).

I den forstand er EU i samme båd som de andre bogstavskombinationer G8, G20 og OECD: Man kan foreslå, anbefale og samordne og udveksle erfaringer.

Hvorvidt det er en styrke for den demokratiske legitimitet, en svaghed for mulighederne for forandring eller af underordnet betydning, er så en anden diskussion.