ARTIKLER


Devaluering og prisnedslag

En devaluering kan sammenlignes med, at et land, sætter prisen ned, når varerne er blevet for dyre og ikke kan sælges.


Af Ole Aabenhus
1. juni 2013

En devaluering kan sammenlignes med, at et land, sætter prisen ned, når varerne er blevet for dyre og ikke kan sælges: Man nedskriver sin møntfod i forhold til f.eks. dollar eller euro, så en eksportvare pludselig koster f.eks. 25 pct. mindre i udlandet, end den gjorde før.

Omvendt handler en revaluering om, at man sætter kursen op på sin valuta, så man tjener mere på sine eksportvarer – hvis folk i udlandet, trods prisstigningen, fortsat vil købe.

Både devaluering og revaluering er instrumenter, et land kan bruge for at skabe balance i regnskabet med andre lande – altså betalingsbalancen.

I dette nummer af NOTAT argumenteres der for, at en række underskudslande i Sydeuropa skal devaluere.

Men der argumenteres også for, at lande med store overskud på betalingsbalancen f.eks. Tyskland skal revaluere, fordi deres eksportvarer ellers er for billige, og at de dermed reelt dumper deres varer for billigt og udkonkurrerer virksomheder i andre lande i stedet for at tjene noget mere på den enkelte vare.

Både devaluering og revaluering vil – rigtigt håndteret – kunne bidrage til at skabe balance i de enkelte landes og i Europas økonomi, herunder at skabe beskæftigelse i de kriseramte lande.