ARTIKLER


En grænseløs kamp for skatten

Det internationale samfund har rettet kikkerten mod de mange milliarder, der hvert år forsvinder i skattely. Og det er et stort fremskridt. Ikke kun fordi skatteunddragelse er synd for u-landene, men fordi det er uretfærdigt for de fleste af os, mener politisk leder i IBIS Lars Koch.


Af IDA ZIDORE
2. oktober 2013

 

Skattely. Lars Koch er en ivrig mand. Når han taler, kommer der cirka 170 ord ud af hans mund i minuttet. Jeg ved det, for jeg har selv talt efter på min optagelse af interviewet. Men det er der måske heller ikke så meget at sige til, når man tænker på, at han – lederen af politik og kampagner i IBIS - er én af de eneste i Danmark, der bruger stort set al sin tid på kampen mod skattely. Og det er en kamp, der kræver engagement.

NOTAT kunne i sidste måned berette, at EU’s medlemslande årligt går glip af omkring 7.500 milliarder kroner i skatteindtægter, fordi virksomheder eller privatpersoner ikke betaler skat. Et astronomisk beløb, der – hvis man kom problemet til livs – kunne løse mange af de vanskeligheder, Europa står overfor.

Lars Koch er en ”u-lands-mand”, men det, der driver ham, er en solidaritet og retfærdighed, som ikke kender landegrænser. Den er global.

»Kampen mod skattely handler grundlæggende om retfærdighed. Det er ikke retfærdigt, at store selskaber og super rige mennesker kan snyde små selskaber og almindelige mennesker i skat. Hverken i Danmark, Zambia eller Bolivia«, siger han til NOTAT.

Stop tyven!

Traditionel bistand handler om at give penge til de fattige. Skattedagsordenen er anderledes, fordi den handler om at hjælpe u-landene til at indkræve deres egne penge. Det er interessant, synes Lars Koch.

»Det handler ikke så meget om, at det er synd for u-landene. De ville jo faktisk have råd til at bygge skoler og veje, hvis vi ikke stjal deres penge!« siger han.

Hvorfor i alverden er den politiske leder i IBIS interesseret i at fremhæve, at det ikke er synd for u-landene?

»Fordi det er den samme dagsorden i Danmark og Zambia. Efter krisen har man jo set de her Uncut Movements i bl.a. England og USA, der stiller spørgsmålstegn ved, at man skærer i velfærden samtidig med, at man lader de rige slippe for regningen. Det er i virkeligheden det samme, der sker alle vegne. Vi har brug for fælles løs-ninger. Det ville Holger K. blive lige så glad for som finansministeren i Mozambique.«

Øget forståelse

Hvor længe har u-landene haft fokus på skattedagsordenen?

»Dagsordenen er på vej frem i u-landene. Der er en stigende opmærksomhed omkring, at de bliver snydt, så vandet driver. Det er i høj grad drevet af internationale organisationers arbejde, men man har også i Den Afrikanske Union etableret det, der hedder High Level Panel on Illicit Financial Flows (Højniveau-panel om illegal kapitalflugt, red.), som opererer på regeringsniveau i Afrika. Jeg føler også selv, at der er en stigende forståelse, når jeg for eksempel snakker med Ghanas mineminister. Når jeg præsenterer tallene for ham, kan han udmærket se, at der er et problem.«

At afhjælpe problemet er straks meget sværere. De færreste afrikanske lande kan stille op mod de store mine- og olieselskaber, der har råd til at hyre nogle af verdens dygtigste skatterådgivere.

Fra højre til venstre

Derfor er det også internationale regler,

der skal til, mener Lars Koch. Og der er heldigvis politisk vilje fra højre til venstre i det meste af Europa. Dog med visse forbehold:

»Søren Pind (tidligere udviklingsminister, red.) sagde i sin tid, at han anerkender problematikken, men at det ikke må ende med, at vi hamrer selskaberne i hovedet, for multinationale selskaber kan sagtens spille en vigtig rolle i forhold til udvikling. Men stort set alle politikere er enige om, at det aldrig er i orden, når selskaberne snyder i skat. På den måde er der en stor vilje, som jeg tror er skubbet frem af finanskrisen.«

I sidste måneds NOTAT kunne vi ikke få en kommentar fra Holger K. Nielsen. Hvad er dit indtryk af hans indstilling – går regeringen helhjertet ind i kampen?

»Den tidligere og nuværende regering har faktisk ryddet op i Danmark som skattely. Holger K. kom i april – bl.a. hjulpet af vores underskriftindsamling – ud med et stærkt udspil i Børsen om, at Danmark går ind for blandt andet sortlistning af skattely og land-for-land-rapportering (standard for store selskabers regnskaber, red.). Det, jeg savner, er at han – og Danmark i det hele taget – stiller sig aktivt frem i EU og siger: Vi er imod det her! Det er der andre lande, der gør. EU fungerer jo på den måde, at hvis der er flere lande, der presser på, så flytter det mere.«

Tror du den globale, kollektive indignation over skatteunddragelse – som der trods alt har været de seneste par år – har nået sit klimaks?

»Jeg er rigtig bekymret for, at den har nået sit klimaks. Vi har fået sat en meget stor dagsorden i starten af 2013 og krisen har været en anledning til at genvinde mulighederne for at regulere. Efterhånden som krisen løsnes er jeg bange for, at fokus på skattely svinder. For selvom vi har nået meget, er vi ikke i mål endnu.«