NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Man kan ikke have et folkestyre uden et folk, der aktivt tager stilling og deltager i politik. Så vidt vil de fleste nok være enige med David Cameron. Men udsigten til folkeafstemninger om EU-forhold er ikke noget, der vækker jubel hverken i EU eller hos størstedelen af de europæiske ledere.
Der er til en vis grad tale om, at sporene skræmmer. Nederlaget for Forfatnings-traktaten ved folkeafstemninger i to af EU’s kernelande – Holland og Frankrig i 2005 – kom som et chok for mange i EU-systemet. Det har lagt en dæmper på lysten til nye folkeafstemninger.
Men der er også tale om, at EU har bygget sin demokratiske legitimitet på at levere den rigtige løsning for Europa. Og hvis man sidder inde med den rigtige løsning, er det naturligvis ikke oplagt at give befolkningerne en alternativ valgmulighed. Men den ”rigtige løsning” med en stærk politisk union, en fælles euro, og hvad der deraf følger, ser i manges øjne ikke så rigtig ud længere. Så måske er tiden alligevel ikke løbet helt fra folkeafstemninger.
FOLKEAFSTEMNINGER har den indlysende fordel, at de giver et direkte folkeligt mandat til politiske beslutninger. Og tænk, hvis der havde været et folkeligt mandat til europrojektet eller Finanspagten. Så ville det måske være nemmere at overtale tyskere til at bidrage til grækere – og overbevise grækerne om, at de må betale prisen for at redde den euro de selv havde valgt.
Derudover er der en oplagt mulighed for at inddrage befolkningen. Der er ingen, der vil deltage i et demokrati, hvor de ikke kan få indflydelse. Men ved folkeafstemninger fornemmer man tydeligt, at der er noget på spil. Typisk ved, at der er noget at tabe for magthaverne. Det kan gå helt galt, hvis folket ender med at stemme forkert. Så almindelige mennesker har en grund til at sætte sig ind i tingene – magten forpligter.
ULEMPEN ER, at et vanskeligt politisk spørgsmål skal koges ned til to alternativer. I Danmark kender vi kun al for godt til ulemperne ved, at EU-politikken gemmer sig i skyttegravene med en ja-lejr på den ene side og en nej-lejr på den anden.
Det giver måske ikke mening at afholde folkeafstemninger nationalt, hvis det er et europæisk spørgsmål man skal tage stilling til. Det kommer hurtigt til at være en afstemning, der forholder sig til en række indenrigspolitiske spørgsmål og forhold – og mindre til det, man egentlig gerne ville have et svar på.
Det kan muligvis ændres, hvis man gennemfører afstemningen på europæisk plan. Her vil det give en fornemmelse af, at vi handler og agerer som europæere – og ikke nødvendigvis under en træls dansk regering i krise.