EU støtter diktaturer for egen vindings skyld

Op til det arabiske forår sendte EU anseelige beløb til Gadaffi. Det er slut nu, men EU’s medlemslande støtter stadig diktaturstater.
Af Ida Zidore
12. april 2013

Den internationale menneskerettighedsorganisation Amnesty Internationals talsmand for EU-udenrigspolitik, David Nichols, har undersøgt og sammenholdt EU’s forskellige politikker over for Mellemøsten og Nordafrika. Han fremhæver, at EU gennem flere kanaler har sendt anseelige beløb til diktaturer, der ikke overholder menneskerettighederne, og som undertrykker sine egne – ofte nødstedte - befolkninger.

Støtte til Gaddafi

Meget af skaden er sket inden for EU’s såkaldte naboskabspolitik, European Neighbourhood Policy (ENP), der skal skabe forbindelse til EU’s naboer i Østeuropa, i Mellemøsten og omkring Middelhavet.

Gennem ENP har EU i flere år ydet bistand til diktaturer uden at stille betingelser om, at landene skal overholde menneskerettigheder eller gennemføre politiske reformer.

»Pengene er blevet givet, fordi EU ser en interesse i at kontrollere immigrationen fra de lande. Det er symptomatisk, at ENP-støtten er baseret på migrationskontrol«, konstaterer David Nichols.

Et eksempel, som Amnesty International har rettet skarp kritik mod, er Libyen. Op til revolution i 2011 forsøgte EU at komme tættere på Gaddafi for at forebygge immigration fra Nordafrika. EU vendte det blinde øje til krænkelse af menneskerettigheder for at hyppe sine egne kartofler. Det samme skete i flere andre arabiske lande.

Relancering af ENP

Det arabiske forår i 2011 tydeliggjorde EU’s modsætningsfyldte politik over for Mellemøsten og Nordafrika. I maj 2011 lancerede EU en reform af naboskabspolitikken, hvor EU forpligtede sig til at sikre lokale menneskerettighedsstrategier i hvert enkelt land.

Princippet i reformen er ”more for more”. Det betyder, at landene kan få flere penge fra EU, hvis de reformerer sig mere politisk. Men det betyder også ”less for less”: Lever landene ikke op til kravene, så svinder beløbet.

Bilaterale våbenaftaler

Men mens EU følger ét princip, følger medlemslandene et andet. De indgår, tilsyneladende uden at blinke bilaterale aftaler om våbenhandel med flere af de lande, der under det arabiske forår undertrykte og forfulgte deres eget folk. Også dét er en klar måde at signalere støtte på, mener David Nichols.

»Flere EU-lande forhandler bilaterale

kontrakter om våbensalg til autoritære re-- gimer. Det hænger ikke sammen med menneskerettighedsforpligtelserne«, siger han.

Således blev Storbritanniens premierminister David Cameron kritiseret for at sælge våben til bl.a. Bahrain under det arabiske forår. Og så sent som i november rejste han til Den Arabiske Golf for at forhandle våbenaftaler med lande som De Forenede Arabiske Emirater og Saudi-Arabien, der ifølge Amnesty International i den grad krænker menneskerettighederne.

Menneskerettighedsorganisationen kalder Camerons våbenaftaler ”dybt foruroligende”. De mener, Storbritannien sender et klart budskab om støtte til autoritære regimer, og EU sender et indirekte: Ved at tillade våbensalg til diktaturer, bliver alle EU’s hensigter om at beskytte menneskerettigheder til tomme ord.

Umulig koordination?

Men bilaterale aftaler mellem enkelte EU-lande på den ene side og diktaturstater på den anden er langt sværere for EU at kontrollere, end et udenrigspolitisk instrument som ENP. De illustrerer, hvor svært det er at sikre en fælles, koordineret EU-politik over for Mellemøsten og Nordafrika, mener David Nichols.

»Problemet er, at der er så mange aktører involveret og så mange interesser på spil. Kommissionen gør ét, mens medlemslandene gør noget andet og EU’s øvrige instanser noget tredje, fjerde og femte. Det er svært at pege på én ansvarlig part. Så det handler i høj grad om koordination«, siger han og fastslår, at det i sidste ende er EU’s udenrigsrepræsentant

Catherine Ashtons ansvar at samle trådene og skabe sammenhæng i EU’s politikker over for den øvrige verden.