Fagbevægelsen har ryggen mod muren

»Vi står med ryggen op ad muren, vi har ikke mere at ofre for at blive lyttet til«, siger Bente Sorgenfrey, formand for danske FTF og med i ledelsen for den europæiske fagbevægelse.
Af Staffan Dahllöf
17. januar 2013

Det er godt, at Kommissionen har trukket forordningen om strejkeret tilbage. Men så er der heller ikke særlig mange andre lysglimt at pege på, som Bente Sorgenfrey ser det:

»Jeg synes, man kan sige, at krisepolitikken i Europa er slået fejl. Jeg kan godt sige, at man forsøger med forskellige tiltag, men de analyser, Verdensbanken har lavet, siger tydeligt, at det ikke har virket.

Finanspagten har bidraget til nedturen. Det er helt afgørende for os, at en finanspagt, som er med til at begrænse de enkelte landes investeringer og vækst, ikke står alene. Vi er nødt til at have en social pagt koblet på Finanspagten. Europa er nødt til at have et socialt ansigt, og det er meget svært at få øje på.«

Pagten

Den sociale pagt, Bente Sorgenfrey taler om, blev vedtaget af ledelsen for Den Europæiske Faglige Sammenslutning i juni i år. (Se side 10).

Det er et dokument på to sider baseret på den sociale protokol, som fagbevægelsen forgæves forsøgte at få med i Lissabon-traktaten, men ønsket om den sociale pagt er mere åbent formuleret end kravet om en social protokol.

Den sociale dialog sat ud af kraft

Problemet med den ønskede dialog er, at fagbevægelsen ikke mener, man selv har mere at tilbyde for at få etableret dialogen. Krisen og krisepolitikken har skabt en ny ubalance.

»Desværre må jeg sige, at fagbevægelsen står så at sige med ryggen mod muren. Nogle vil så sige, at vi ikke har kendt vores besøgelsestid, men jeg oplever, at man har sat den sociale dialog – det at arbejdsmarkedets parter kan tale sig tilrette – ud af kraft. Vi kan se det i Grækenland, hvor man helt har fjernet muligheden for dialog. Der er det trojkaen (Centralbanken ECB, Kommissionen og Valutafonden IMF), som fører og kører. Det skaber megen frustration, og det gør, at fagbevægelsen reagerer meget konfrontatorisk. Det er en reaktion, fordi man føler sig trampet på.«

Hvad er så den faglige strategi og taktik?

»Vi må prøve nye midler som strukturfondene og projektobligationer, så landene ikke bliver fanget i gældsfælder og for at sikre, at der bliver lavet investeringer. Men jeg synes, vi taler lidt for døve ører«.

Gælder det også i Danmark?

»Jeg synes, regeringen dækker sig lidt for meget ind under det, at vi skal overholde EU's konvergenskrav. Man kunne for eksempel løfte loftet for, hvad kommunerne må investere. Man kan godt give sig selv noget råderum og handle nu og her«.

Siger du, at regeringen bevidst skal bryde med EU-kravet om max. 3 procent budget-underskud, fordi der er andre ting, som er vigtigere?

»Jeg synes, man skal se på at droppe kommunernes anlægsloft.«

Den danske tradition

I europæisk sammenhæng har man fra tid til anden kunnet høre en murren i krogene over den danske fagbevægelse. Man siger, at I trækker jer ud og laver en eller anden aftale med jeres regering, og så ser vi ikke mere til jer. Genkender du den beskrivelse?

»Ja, men det er længe siden, jeg har hørt den, for jeg sidder jo også i ledelsen for den europæiske fagbevægelse. Og vi har prøvet at udvise stor solidaritet og forståelse med de øvrige landes situation.

Vi bakker op om forskellige kampagner, selv når de ikke svarer til den måde, vi ville bruge kræfter på herhjemme.

Men det er klart, at vi har en anden tradition i Danmark for at sætte os ned i trepartsforhandlinger – selv om det ikke lykkedes for os nu her – og det har nogle af de andre svært ved at forstå. De synes jo, vi sælger ud af velerhvervede rettigheder.

Vores svar lyder, at hvis vi vil påvirke udviklingen, må vi også være parat til at ofre noget.

Det kan koste noget at få indflydelse, og den pris er vi nogle gange villige at betale, andre gange ikke«.

Working poor

Hvad er det for standpunkter, som I må give køb på for at være en del i det fælles? Kan det være diskussionen om mindsteløn?

»Vi er jo smadder bekymrede for, at en europæisk mindsteløn vil sænke vores niveau, men der er jo også kolleger, som håber, at en fælles mindsteløn vil kunne løfte dem op«.

Hvad står der på din internationale dagsorden nu?

»Kriseløsning. Det er jo forfærdeligt at se på, hvordan vores kolleger ikke har arbejde, og vi får et arbejdsmarked med »working poor». Det er ikke rimeligt, derfor er det helt afgørende for os, at vi får nogle fælles indsatser«.

Så bliver det en forsvarskamp mere end..

»Ja det gør det desværre, og det er jo svært for os at komme med nogle helt konkrete løsninger. Jo, en social pagt vil vi gerne have, men det er svært at sige, hvad vi vil ofre for at få den. Jeg synes, at vores kolleger i Spanien, Portugal og Grækenland har ofret rigtigt meget. De har brug for nogle signaler om, at den sociale dimension er der, hvis vi skal kunne holde sammen«.