NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
På Grønland bor tusindvis af fangere, der blandt andet lever af at sælge sælskind. Men 90 procent af salget er forsvundet siden 2006. Det er sket, fordi EU har indført et importforbud af sæl, efter dyrevenner har ført kampagne med billeder af babysæler, der bankes med køller.
Billederne er dog fra Canada, og EU har da også en undtagelse for grønlandske fangere, der bruger net og geværer. Men det dårlige ry smitter af alligevel.
Derfor vil grønlænderne enten have forbuddet afskaffet igen eller have EU til at gøre en stor indsats for at få borgerne til at forstå, at de roligt kan købe grønlandske sælskind.
»Vores 2000 fangere bor i 60 små bygder rundt om i det meget, meget store land. Det vil sige, at selve organisationens medlemmer er meget langt fra hinanden. Når de så vil gøre opmærksom på deres sag, skal de nå Bruxelles, der er endnu længere væk«, siger Ole Ørum. Han arbejder for organisationen KNAPK, der samler cirka 2000 grønlandske fangere og fiskere og er projektleder i fangernes kampagne ”Støt fangerne”.
Ole Ørum har bl.a. arrangeret en demonstration foran Magasin, der ikke vil sælge sæl, og for nylig havde fangerne en bod i Tivoli, hvor forbipasserende kunne købe støttearmbånd af sælskind.
Det er så svært at påvirke EU, at fangerne nu satser på at overbevise danske politikere – i håb om at de kan tage sagen til Bruxelles.
Hvad vil du helt konkret anbefale andre, der gerne vil meningspåvirke EU?
»Hvis jeg skal give et godt råd, så vil jeg sige: Prøv at påvirke dem, der er inden for rækkevidde – politikere eller presse. Vær realistisk. Og læg en strategi, der er langvarig. Der er ingen nemme løsninger. Selvfølgelig er det fint at protestere over for EU-systemet, men personligt tror jeg ikke på, det forvandler noget«.
Ole Ørum fortæller, at inuitterne overvejer at søsætte et borgerinitiativ og indsamle én million underskrifter i mindst syv lande på et år.
»Det er svært, når emnet ikke har mere nærhed eller bevågenhed i Europa. De grønlandske fangere er meget langt væk. Men formelt set er det den eneste vej, jeg kan se, at vi kan komme igennem til EU. For en lille organisation uden penge, som vores, er det som at slå i en dyne«.