ARTIKLER


Handlede kvinder gjorde rent blandt humanister

Gæld for at blive smuglet til Danmark: 225.000 danske kroner. Leje af dansk sygesikringsbevis: 3.000 kroner pr. måned.
Af Staffan Dahllöf
17. januar 2013

Ni rengøringsassistenter blev anholdt på universitet ved en politiaktion i marts i år. Fire af dem blev sigtet for falsk identitet, ulovligt ophold i Danmark og ulovligt arbejde.

To af de sigtede fik efterfølgende status som ofre for menneskehandel, fortæller 3F’s Fagbladet, som har dækket sagen i en prisbelønnet artikelserie, ”Den beskidte rengøring”.

For kvinderne blev deres officielle status som offer på ingen måde en entrebillet til det danske samfund. Men de fik en ret til at blive i Danmark i 100 dage med tilbud om krisehjælp og juridisk bistand.

Sagen illustrerer, hvordan grænserne mellem forskellige former for udnyttelse flyder sammen.

Sårbar situation

»De to kvinder var i en meget sårbar situation både i hjemlandet og her i Danmark, hvor de var handlet til prostitution.

De anså et arbejde i rengøringsbranchen for at være en mere værdig måde at betale deres gæld af til bagmændene og var derfor lette at udnytte«, siger konsulent ved Center Mod Menneskehandel Martine Grassov til Fagbladet 3F. Den ene af kvinderne betalte 3.000 kroner om måneden for at leje en anden persons sygesikringsbevis for at få rengøringsarbejdet. Den anden kvinde oplyste, at hun betalte halvdelen af sin løn – plus feriepenge – for leje af sit sygesikringsbevis.

De to arbejdede for firmaet Forenede Service, som universitet har udliciteret rengøringsarbejdet til på – af alle steder – det humanistiske fakultet.

Stigende tvangsarbejde

Antallet af personer, der handles til tvangsarbejde i Danmark, er stigende. Mindst 196 voksne og 6 børn er blevet handlet i eller til Danmark siden 2009. Alene i år er 19 handlet til husarbejde, rengøring m.v. i Danmark.

I Danmark har Socialstyrelsens Center mod Menneskehandel noteret i alt 201 ofre for menneskehandel siden 2009, med en svag øgning for hvert år.

Af de 201 var 182 udnyttede til prostitution, og 19 til tvangsarbejde og af dem 8 til rengøring og 7 til husarbejde. Alene i år er 16 personer vurderet handlet til tvangsarbejde (til og med den 5. november). Dele af øgningen kan, i følge Center mod Menneskehandel forklares med øget opmærksomhed og indrapportering.

Af de 201 handlede til Danmark siden 2009 kom 69 fra Nigeria, 30 fra Thailand, 18 fra Rumænien og 12 fra Uganda. De resterende kom fra 35 forskellige lande.

Millioner handlet på verdensplan

Menneskehandel eller moderne slaveri er en forbrydelse, hvor kun de opdagede tilfælde er helt sikre. Der er også en stor usikkerhed om, hvor grænsen går mellem for eksempel grov udnyttelse, tvangsarbejde og slaveri. Men i følge UNODC, FN’s narkotika og kriminalitetskontor, handles 2,5 millioner mennesker om året, og halvdelen af dem er børn.

I alt arbejder tæt på 21 millioner mennesker under tvang, fremgår det af en vurdering i juni i år fra en anden FN-organisation, Den internationale arbejdsorganisation ILO. Af dem arbejder 68 procent i landbrug, byggeri, produktion og husholdningsarbejde, og 22 procent i tvunget prostitution.

De forskellige former for udnyttelse kan overlappe hinanden.

Situationen i Europa

Der findes endnu ikke nogen samlet og sammenlignelig europæisk statistik. Men ifølge EU-Kommissionen er prostitution den altdominerende faktor bag menneskehandlen i Europa:

74 procent af de registrerede er handlet med henblik på seksuel udnyttelse. 79 procent af de handlede er kvinder, hvoraf 12 procent piger under 18 år. De fleste ofre kommer fra andre EU-lande, primært Rumænien, Bulgarien, Polen og Ungarn.

Blandt lande uden for EU dominerer handlede fra Nigeria, Vietnam, Ukraine, Rusland og Kina.