Hvad vil tyskerne med Europa?

I løbet af de sidste uger har de danske og europæiske medier kigget mod Tyskland og ventet i spænding på resultatet af valget til forbundsdagen. I søndags gik tyskerne så til stemmeurnerne, og spørgsmålet er om spændingen blev forløst.

Merkels parti CDU og det bayerske søsterparti CSU opnåede en markant fremgang, der befæstede partiets status som folkeparti og Merkel som Europas stærkeste leder. Hvor andre regeringer i Europa har tabt valg, er opbakningen til den tyske kansler kun vokset siden 2010, hvor Eurokrisen for alvor brød ud. Merkels sejr var ventet, men valget markerede på anden måde et stort skifte i tysk politik. Af afgørende betydning for Merkels Tyskland er, at det liberale parti FDP for første gang i Tysklands historie røg ud af forbundsdagen. Partiet var et af de fire partier, der formede demokratiet i Vesttyskland, da staten blev oprettet i 1949, og det parti, der sammenlagt har været længst tid i regering siden 1949.

Med FDP's exit fra forbundsdagen er Tyskland rykket mere til venstre. En kendsgerning som fokusset på CDU/CSU's fremgang overskygger noget for. Baggrunden for CDU's valgfremgang har været at overtage mange af venstrefløjspartiernes mærkesager, som mindsteløn og afvikling af atomkraft. Partiet fremstår med Merkel i spidsen ikke som et typisk konservativt parti. Venstrefløjspartiet Die Linke er trods en tilbagegang nu landets tredjestørste parti.

Kigger man på fordelingen af stemmerne vil de tre partier Socialdemokratiet SPD, Die Linke og Die Grüne kunne opnå et flertal. Partierne har en del til fælles hvad angår spørgsmål om mindsteløn og socialpolitik. Men muligheden er kun teoretisk, da de tyske socialdemokratier hidtil har afvist et regeringssamarbejde på forbundsniveau pga. Die Linkes Europa- og NATO politik.

Derfor er alles øjne vendt mod Merkel. Som SPD's spidskandidat Peer Steinbrück udtrykte på valgaftenen, er bolden nu på Merkels banehalvdel. Selvom Merkels parti vandt en overbevisende sejr, sikrede de sig ikke et absolut flertal, der ville have givet CDU/CSU mulighed for at regere alene. Merkel og de tyske konservative er derfor nødt til at finde en koalitionspartner. Her er der to muligheder. Enten SPD eller Die Grüne. Det er dog mest sandsynligt, at Merkel i de næste fire år kommer til at stå i spidsen for en såkaldt stor koalition sammen med SPD. Et flertal af tyskerne ønsker ifølge meningsmålinger en sådan koalition, men SPD har deres betænkeligheder, da partiet efter at have siddet i en tilsvarende regering mellem 2005-2009 gik kraftigt tilbage ved valg i 2009.

Et valg uden Europa
Det væsentlige spørgsmål i Europa er, om valget forandrer Tysklands opfattelse af Euro-samarbejdet, krisepolitikken og den videre integration i Europa. Centrale spørgsmål har været i bero siden vinter, fordi man ville afvente resultatet af valget. Efteråret kommer derfor til at byde på diskussioner af bankunion og krisehjælp til Euro-lande. Disse temaer har dog fyldt meget lidt i den tyske valgkamp.

Tyskerne har ikke gengældt den store interesse, som de europæiske lande har givet valget, der aldrig blev dét europæiske valg, flere kommentatorer forudså for et år siden. Overordnet peger de fleste analyser på, at valgkampen har været temmelig indholdsløs og uden større ideologiske diskussioner. Det står i kontrast til de kommentatorer, der beskriver Tysklands situation som ved en korsvej, hvor landet skal vælge mellem en styrkelse af det Europæiske samarbejde eller en mere national kurs.

De udeblevne diskussioner har givet næring til betegnelserne postpolitik eller sågar postdemokrati om situationen i tysk politik, hvor færre og færre borgere benytter sig af deres stemme. Valgdeltagelsen blev højere end sidste gang, men endte på 71,5 %, hvilket gør de to sidste valg til de valg med lavest stemmeprocent siden den vesttyske forbundsdags første valg i 1949. Den manglende debat har passet Merkel godt og ligger i forlængelse af hendes Europapolitik, der ikke har budt på konkrete planer for udvikling af den europæiske union.

Den tyske linje har hidtil koncentreret sig om at styrke overvågningen af Euro-landenes økonomier samtidig med, at Merkels regering har været skeptisk over for tiltag, der udfordrer den tyske suverænitet. Det skyldes ikke kun Merkels påpasselighed, men også at en integration i Euro-samarbejdet kan kræve en tysk forfatningsændring og en folkeafstemning. Diskussionen om hvorvidt Tyskland forandrer politik i forhold til EU er ikke kun er bundet af, hvad den kommende regering vælger, men også afhængig af den magtfulde forfatningsdomstol. Den tyske forfatningsdomstol kan blokere fremtidige hjælpepakker eller yderligere europæisk integration, og for atskabe en større integration i Euroen må tyskerne derfor diskutere, om de er villige til at ændre deres forfatning. Den diskussion var ikke en del af valgkampen, men ligger utvivlsomt og lurer i fremtiden.

Merkels sejr?
Skal man så fortolke de tyske konservatives triumf som en sejr for den politik, Tyskland har ført i EU? Dvs. opbakning til krav til de andre Euro-lande om strukturelle reformer og stramning af offentlige budgetter. Merkel gjorde det allerede i mandags klart, at hun ikke ønsker at ændre Tysklands kurs. Men spørgsmålet er, om ikke en forandring af Europapolitikken kan blive en konsekvens af valget. Merkels store valgsejr kom jo i stand på bekostning af FDP, der havde et mere distanceret forhold til EU end eksempelvis Die Grüne eller SPD, der begge ønsker en bankunion. Hvis et af de to partiet kommer med i regeringen, kan Europapolitikken derfor dreje til venstre. Spørgsmålet om hjælpepakker til de sydeuropæiske lande var ikke FDP's kop te, ligeså lidt som en bankunion var det. Når hverken FDP eller det eurokritiske parti AFD blev repræsenteret i forbundsdagen, kan det tolkes som, at tyskerne ønsker en mere midt- og kompromissøgende regering i spørgsmål om bankunion og krisepakker.

På den anden side findes der et andet og ligeledes sandsynligt scenarie, der siger, at Tyskland næppe ændrer meget i forhold til deres kurs i Europa. Der har jo i forvejen været bred enighed om europapolitikken, da både SPD og Die Grüne har stemt for Merkels Europapolitik indtil nu. Valget viser jo, at tyskerne kun i ringe grad ønsker et mere føderalt EU og en styrkelse af magten i Bruxelles. Det eneste parti, der har haft det som mål, var Die Grüne, der gik markant tilbage.

Spændingen er derfor langt fra forløst med valghandlingen i søndags, og de europæiske medier har god grund til fortsat at vende blikket mod Tyskland og den nye tyske regering.