NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Hvorfor er bankerne blevet så store?
Klumme. I kølvandet på finanskrisen debatteres bankernes størrelse. Sporene fra lande som Island og Cypern, der er gået i knæ på grund af en alt for stor banksektor, skræmmer. Også Danmark har en bank, der er næsten dobbelt så stor som landets økonomi, og dermed relativt større end f.eks. de største banker i USA.
Af LARS PEHRSON
2. oktober 2013
Men hvorfor er bankerne blevet så store? Vi skal tilbage til 1980’erne, da politikerne begyndte af afskaffe og ændre de regler, der skulle styre pengesektoren. Dereguleringen har siden muliggjort såkaldte ”finansielle supermarkeder”, dvs. banker med aktiviteter, som før blev drevet i adskilte virksomheder. Banker sælger nu også realkreditlån og forsikringer, og realkredit-institutterne sælger banklån. Dertil kommer, at det har været attraktivt for bankerne at ekspandere kraftigt i udlandet.
Fusioner
De største amerikanske banker blev til gennem en lang række store sammenlægninger, og det samme er sket i Danmark.
Sammenlægninger af to eller flere banker har været et effektivt middel til at øge markedets forventninger til en bank og dermed få dens aktiekurs til at stige. Netop dét blev ledelsernes vigtigste succeskriterium.
Og så er det blevet en udbredt og sejlivet opfattelse, at stort er godt. Tilsynsmyndigheder verden over har mere eller mindre eksplicit foretrukket færre og større banker. Selv Forbrugerrådet mener, at færre banker vil være godt for konkurrencen og forbrugerne. Der er tydeligvis behov for en debat om, hvad der giver reel konkurrence.
Stor eller mega-stor
Et samfund har brug for en mangfoldig banksektor med både små og store - og forskellige - banker for at kunne dække forskellige behov. En banksektor med få og store banker vil have en tendens til, at forskellene mellem bankerne udviskes.
Mega-banker er der derimod ikke brug for, selv om fortalere for store banker ofte henviser til behovet for at kunne matche de største virksomheders lånebehov. Det er en overdrivelse. De betjener sig alligevel af flere banker og rejser ofte deres lån uden om bankerne via obligationsudstedelser.
Kommer banker over en vis størrelse, kan man ikke længere føre bevis for, at driften bliver mere effektiv. Behovet for de største banker kan næppe begrundes på samfundsniveau, men bunder snarere i personlige ambitioner og magtkonstellationer.
”Systemiske” banker
Oven på finanskrisen har man introduceret begrebet ”systemiske banker” eller SIFI (Systemically Important Financial Institutions). Det er en finere måde at omtale banker, der er ”too big to fail”. Danske politikere forhandler i skrivende stund om skrappere krav til egenkapital i systemiske banker. Særlige SIFI krav er et politisk greb for at undgå den ubehagelige diskussion om opdeling af de største banker.
Tanken er, at de systemiske banker skal være så solide, at de ikke kan gå ned. Men det er en illusion, for egenkapitalens størrelse er slet ikke pointen her. Vi ved fra finanskrisen, at kombinationen af reelle problemer og mere eller mindre rationel frygt, der spreder sig i hele systemet, vil kunne true den finansielle stabilitet og dermed et helt lands økonomi – berettiget eller ej.
Opstår en sådan situation omkring et lands banksektor eller en systemisk bank, er der kun ét at gøre: Staten eller centralbanken må på banen med omfattende garantier.
Der kan være gode grunde til flere krav til egenkapital – men det løser ikke problemet her. Vurderer man, at en bank er for stor for sit hjemland, er den eneste løsning at gøre den mindre.