Klima-pioner: "Drop slagsmålet om kvoter og år"

PIONER. Det var en fejltagelse at klima i sin tid blev en sag for miljøfolkene alene - og ikke også for finansfolk og økonomer: 
»Man skulle have haft fat i transport, landbrug, turisme og hvad ved jeg, men det lykkedes ikke at få nogen fra de økonomiske sektorer med fra begyndelsen. Miljøsektoren satte sig for hårdt på klimaet« siger Jørgen Henningsen.

Det ved han, fordi han selv var med i 1980'erne, da klima gjorde sin entré på den politiske scene i Europa. Den tidligere vicedirektør i Miljøstyrelsen og kemiingeniør med erfaring fra oliebranchen var som direktør i EU-Kommissionens Generaldirektorat for miljø med til at lægge grunden for EU's klimapolitik.

»Jeg havde en medarbejder fra Sardinien, som udarbejdede et papir tilbage i 1988 om klimaforandringer ud fra nogle videnskabelige rapporter. Det interesserde folk i Generaldirektorat 12 (forskning). Det var starten. I næste fase kom politikerne til. Det var efter FN's klimapanel IPCC var etableret og kommet i gang med sit arbejde.«

Markedets velsignelser
Jørgen Henningsen blev Kommissionens chefforhandler op til Kyoto-aftalen, som i 1997 satte begrænsninger for industrilandenes udledning af drivhusgasser. 
Og så er resten, kunne man fristes til at sige, historie; en uafsluttet historie. EU fik andre prioriteter, som EU-østudvidelsen i 2004, og den økonomiske krise blev ikke udnyttet til at fremme en klimapolitik.

»Kriser er jo også muligheder for forandring, men det skete ikke. Fra 2000 og frem har troen på markedets velsignelser og liberalisering gjort klimaarbejdet vanskeligere,« siger Jørgen Henningsen. 
Han understreger, at han ikke er modstander af liberalisering som sådan, men at liberalisering blev en ideologi, som ikke tog hensyn til de faktiske omstændigheder.
»Jo mere der liberaliseres, jo større bliver spillerummet for de, der vil bremse politisk regulering. De, der taber på reguleringen, markerer sig kraftigt, mens man ikke hører så meget fra dem, der vinder.«

Sagt på en anden måde, så er der ikke meget lobbyisme for forslag, som gavner alle. Liberaliseringen af elmarkedet er et eksempel på, at virkeligheden ikke altid følger de økonomiske lærebøger. Resultatet er foreløbigt blevet dyrere el for forbrugerne (se boks).

En vrangforestilling
Godt 25 år efter det første EU-papir om truende klimaforandringer, bliver EU set på - og fremstillet - som den globale fører-hund.

Det kunne Jørgen Henningsen tage æren for, hvis han var enig. Det er han ikke:
»Klimapolitikken er blevet talt op, men i realiteten prioriteret ned. Det er en vrangforestilling at europæerne er progressive. Recessionen har gjort, at 2020-målet allerede blev nået i 2009, og faktisk har vi mulighed for i de kommende år at øge CO2-udslippet og samtidig opfylde målet!« siger han.

Hvad har Connie Hedegaard fået udrettet - som EU's første kommissær med klimaet som eneansvarsområde?
»Det er trist, at en af vores største politiske talenter reelt ikke har været i stand til at gennemføre noget af betydning i sin tid som kommissær, selv om det åbenlyst ikke er hendes skyld. Heller ikke globalt, hvor FN har givet sig selv fire års frikvarter. Der er jo ingen som helst grund til at tro, at man i 2015 vil kunne blive mere enige om en global aftale end i 2009, 10 eller 11.«

Og dog. Der findes dårlige og mindre dårlige alternativer.

Alle vandt - og alligevel ingen
Jørgen Henningsen opfordrer sin tidligere arbejdsgiver og miljøbevægelserne til at give slip på modellen med bindende og tidsbestemte reduktionsmål:
»Desværre er de to hovedkræfter - EU og de grønne organisationer - fikserede på Kyoto-arkitekturen. Man leder efter nøglen, hvor der er det bedste lys, ikke der hvor den er tabt. Det blokerer for fremskridt.«
»Klimaforkæmperne har vundet, fordi alle har accepteret, at temperaturstigninger med mere end 2 grader bør undgås. Klimamodstanderne har vundet, fordi der ingenting sker.«

Så hvad virker?
»Vi skal tilbage til klimakonventionen fra 1992 med forpligtelser på konkrete politikker i stedet for fremtidige reduktionsmål, som ingen kan blive enige om. Det kan være krav til energieffektivitet, eller til CO2-udslippet fra biler, eller stop for nye kulkraftværker uden kuldioxidlagring.«
»Der skal et fokus på strukturelle tiltag, mere end på tal. Vindenergi virker. Men den slags ting, som et skift til varmepumper for eksempel, tager tid. De er ikke politiske vindersager.«