Klimakonference i kullets land

KUL. »Polens energifremtid ligger i brunkul og stenkul – og i skifergas«.

Så kort kan det sammenfattes. Og det gjorde Polens borgerlige premierminister Donald Tusk, da han 11. september i år åbnede en messe for mine-, energi-, og metaludvindingsindustrien i den polske industriby Katowice.

»Polen vil fortsætte med at støtte kul og investere i kulmine-industrien« forsikrede han den kulglade forsamling. Han hævdede dog samtidig, at afbrændingen af kul vil foregå på en mere energieffektiv måde end hidtil. Regeringen satser nemlig på at benytte sig af, hvad industrien betegner som ”rent kul”-teknologi, for at nedbringe Polens udledning af CO2, som landet er forpligtet på gennem sit EU-medlemskab.

Den ”rene” kulteknologi – en fiks betegnelse opfundet af regeringen – skal ifølge regeringens planer suppleres af skifergas, som findes i den polske undergrund, men på sigt sandsynligvis også af atomkraft. Ikke løsninger, der tiljubles af klima-entusiaster.

Industrien indenfor

Planerne rimer ikke på grøn omstilling. Alligevel er det Polen, der 11.-12. november er vært for COP 19, FN’s 19. klimakonference. Landet var i 2012 eneste ansøger om værtskabet, og ved tildelingen af værtskabet udtrykte lederen af FN’s klimasekretariat Christiana Figueres et håb om, at hele verdens opmærksomhed kunne opmuntre værtslandet til at gøre mere for klimaet. Det tyder intet dog på, at opmærksomheden har gjort.

Polen har indgået officielt partnerskab om klimakonferencen med 11 virksomheder, hvoraf de ni repræsenterer fossil industri. Nemlig den multinationale energi- og transportvirksomhed Alstom, verdens største stålproducent ArcellorMittal, bilproducenten BMW, flyselskabet Emirates, bilproducenten Opel, det polske olieselskab Lotos, verdens største papirproducent International Paper, det polske energiselskab PGE og det multinationale bil-leasingfirma Lease Plan.

I den sidste uge af COP 19 åbner det polske økonomiministerium desuden dørene for en international kul- og klimakonference om ”rene kulteknologier”. Denne parallelle konference afholdes af den globale kulindustri, World Coal Association, og bliver indledt af blandt andet Polens viceøkonomiminister Janusz Piechociński og den konservative polske tidligere EU-Parlamentsformand Jerzy Buzek.

Ikke bange for enegang

Landets håndtering af klimakonferencen burde ikke overraske. Det var Polen, der ene land i marts 2012 nedlagde veto imod, at EU forpligtede sig på en forhøjet CO2-reduktion i 2020. Og det var Polen, der i juni 2011 stod alene med et veto mod CO2-nedskæringer. Til trods for, at det begge gange kostede anseelse.

EU-Kommissionen indledte i 2011 en overtrædelsesprocedure mod Polen med krav om dagsbøder på omkring en million kroner, fordi landet som det eneste i EU ikke har implementeret et direktiv om vedvarende energi. En sag, der ikke har rokket Polens beslutning om at opføre to nye megaenheder ved et eksisterende kulkraftværk uden at leve op til samme direktivs krav om at forberede anlægget til CO2-lagring.

Et spørgsmål om økonomi og geopolitik

Polens kontante modstand mod CO2-forpligtelser bunder i, at landets økonomi er bundet op på kul: ifølge det polske økonomi-ministerium er 59 procent af landets elektricitet baseret på stenkul, 34 procent på det mere beskidte brunkul.

Polakkerne kan selv producere en stor del af det kul, de forbruger, hvorimod mere CO2-venlig naturgas skal importeres – og det koster. Med Polens nuværende energiopkoblinger skal det købes fra Rusland, der historisk har vist sig villige til at benytte energipolitikken som politisk pressionsmiddel.

Økonomisk vækst og forsyningssikkerhed er vigtigere end økologiske hensyn for Polen, hvis indtjening pr. indbygger stadig ligger godt under EU’s gennemsnit.