ARTIKLER


Lobbyist skal kontrollere kommissærer

Udnævnelsen har ført til en klage til EU's ombudsmand.


Af Sven Skovmand
13. april 2013

Kort før jul blev advokaten Michel Petite udpege til EU's vigtige etiske komité om lobbyisme, som blandt andet har til opgave at vurdere, hvilke opgaver kommissærer må påtage sig, når de har forladt Kommissionen. Spørgsmålet er betændt, fordi kommissærer ved flere lejligheder har ladet sig ansætte af virksomheder, der udøver lobby-virksomhed.

Den tidligere industrikommissær Günther Verheugen, oprettede således sin egen lobbyvirksomhed blot to måneder efter, at han var gået af som kommissær. Og den tidligere kommissær for det indre marked fik en ledende stilling i det irske flyselskab Ryanair.

Derfor er det betænkeligt, at Petite er blevet udnævnt. For han arbejder rent faktisk selv som lobbyist for et firma, der har tilknytning til den amerikanske koncern Philip Morris. Det kan man læse i artiklen »Tobaksrådgiver skal overvåge EU-lobbyisme«, der står i Arbejderen for 8. januar 2013.

Ifølge bladet har den uafhængige organisation Corporate Europe Observatory klaget over udnævnelsen til EU's ombudsmand.

»Det er helt og aldelse uacceptabelt, at en tobakslobbyist bliver EU-kommissionens etiske toprådgiver. Der er tvivl om hans uafhængighed og troværdighed,« siger Olivier Hoedemann, der arbejder for organisationen.