Luk op for de fattige landes eksport

EU er verdens største bistandsdonor, men hvad der gives med den ene hånd tages tilbage med den anden
Af Olav Grøndal
12. april 2013

EU MÅ HURTIGST muligt nedbryde toldmure og sikre let adgang til EU’s markeder. I dag forhindrer EU’s handelsbarrierer mange fattige lande i at udvikle deres eksport, og det betyder, at de hundredvis af milliarder euro, som EU investerer i de fattigste lande, har en mindre effekt.

En ting er at give nødhjælp og udviklingsbistand til de fattigste lande, men man er samtidig nødt til at sikre, at de fattigste lande når et højere produktivitetsniveau og en mere stabil økonomisk situation. Her er handelsbetingelserne afgørende, fordi ingen lande kan blive mere velstående, hvis ikke de kan importere kapital og viden fra resten af verden.

Forudsætningen for at importere er, at man eksporterer, men de fattige lande kan kun eksportere på de områder, hvor de har komparative fordele – dvs. billigere ufaglært arbejdskraft end andre tilsvarende lande, bedre adgang til jord og råstoffer.

DET ERKENDER EU PÅ OVERFLADEN, og derfor har man lavet en særlig aftale for de mindst udviklede lande på kloden, defineret af FN som de såkaldte LDC’er eller Least Developed Countries. Aftalen kaldes ”alt andet end våben” (Everything But Arms (EBA)) og indebærer, at LDC-landene kan eksportere til EU uden hverken told eller kvoter.

Problemet er, at det stort set er gratis for EU at give de fattigste lande adgang, fordi de er så underudviklede, at de alligevel ikke har kapacitet til at eksportere specielt meget til EU. Der er 48 lande på LDC-listen – er bl.a. Eritrea, Burkina Faso og Senegal.

HVIS EU SKAL HJÆLPE den globale udvikling, skal man give meget bredere toldfri adgang til EU’s markeder – og også til udviklingslande, som faktisk er i stand til at eksportere meget til EU, fordi fattigdom og udviklingsbehovet i verden ikke kun findes i de allerfattigste lande.

Men den udvikling blokeres i dag af toldmure, som skyldes en kraftig organiseret lobby i EU, bestående af alt fra Italienske skoproducenter til franske og polske landmænd.

Dertil kommer et forhold, som er ren forhandlingstaktik: Hvis man fjerner toldmurene nu, kan man jo ikke bruge dem som forhandlingsbrikker i WTO forhandlingerne, som vi kommer til nu.

ET AF DE STORE PROBLEMER for udviklingslandene er, at de globale frihandelsforhandlinger i WTO, Verdenshandelsorganisationen, går så langsomt.

Udviklingslandene skal bruge et velfungerede internationalt system, fordi de ikke er i en position til at sikre gode bilaterale aftaler, ligesom det er for svært for deres myndigheder og producenter at overskue kludetæppet af bilaterale aftaler.

Antallet af bilaterale aftaler er eksploderet. I 1975 var der kun 50 bilaterale aftaler, og i dag er der næsten 300. Hvis EU kan sætte gang i WTO systemet ved at sænke sine toldmure, bliver det mindre relevant med bilaterale aftaler.

I DAG STÅR EU STEJLT i forhandlingerne, men eksperter i international økonomi taler om det fornuftige i ”Nike strategien” – just do it! For det første er lavere toldsatser godt for de europæiske forbrugere og for virksomheder, som bruger inputs fra resten af verden, som der i dag er told på.

Mange økonomiske studier har vist, at der kan være en positiv gevinst for begge parter, selvom handelsåbningen kun sker hos den ene part.

Historisk er de store multilaterale forhandlingsrunder i WTO ikke blevet gennemført medmindre USA sætter sig i førersædet og giver indrømmelser for at hjælpe processen. Meget tyder på at det ikke sker under Doha-runden.

Doha-runden, opkaldt efter hovedstaden i Qatar, er forhandlinger i Verdenshandelsorganisationen WTO.

Doha kaldes også udviklingsrunden, fordi den fra start har haft fokus på at få udviklingslandene mere med i den globale økonomi.

I stedet har EU en unik chance for at åbne sine markeder for mange flere lande, og bruge dette som smørelse i WTO til at få Doha-runden tilbage på sporet. Det skylder vi både de fattige lande og EU’s flertal af borgere.