ARTIKLER


Opbakning til mærkning af israelske bosætterprodukter

Initiativ fra 13 EU-lande - bl.a. Danmark - til mærkning af varer fra israelske bosættere i de palæstinensiske områder får nu opbakning fra Frankrig og Holland. Talsmand for den israelske udenrigsminister kalder kampagnen unfair.


Af Arthur Wierema
23. april 2013

Ifølge EUobserver.com har Frankrig og Holland tilsluttet sig et initiativ fra 13 EU-lande til at mærke israelske produkter, der stammer fra de israelske bosættere i de palæstinensiske områder.

Sammen med deres kolleger fra Belgien, Danmark, Finland, Irland, Luxembourg, Malta, Portugal, Slovenien, Spanien, Storbritannien og Østrig har udenrigsministrene fra Frankrig og Holland sendt et brev til EU's udenrigsminister Catherine Ashton den 11. april.

I brevet opfordrer gruppen Ashton til at arbejde for EU-retningslinjer for mærkning af produkter, der stammer fra israelske bosættere. Brevet konstaterer »at korrekt mærkning af produkter er nødvendigt for at sikre, at vores forbrugere ikke bliver vildledt af falske oplysninger«.

Ministrene ønsker »en effektiv implementering« af den eksisterende EU-lovgivning på området - vedtaget inden for de sidste 12 år.

Støtte til Ashton

Gruppen erklærer også sin støtte til Ashtons interne notat til alle EU-medlemsstater fra den 22. februar, hvori hun presser på for en 'fuldstændig og effektiv' håndhævelse af EU-lovgivningen med hensyn til mærkning af varer fra israelske bosættere i de besatte områder.

Medarbejdere fra Kommissionen har før oplyst til EUobserver, at der vil ligge et regelsæt for fødevarer nu til sommer. Derudover vil der komme et regelsæt for al eksport fra disse områder, men det vil sandsynligvis tage en del mere tid.

Kursskifte
Storbritannien og Danmark har allerede en politik med hensyn til mærkning af varer produceret af israelske bosættere i de palæstinensiske områder. Også de andre lande i gruppen er kendt for at føre en hårdere kurs overfor Israel.

Frankrigs og Hollands kursskifte er dog en ny udvikling. Holland har været en af Israels allierede i Bruxelles. Men med tiltrædelsen af en ny regering i Holland sidste efterår har den nye hollandske socialdemokratiske udenrigsminister Frans Timmermans vist en forholdsvis kritisk holdning over for Israel.

I en tale for det hollandske parlament - de Tweede Kamer - den 27. februar sagde Timmermans blandt andet: »bosættelserne er illegale og står i vejen for freden«.

Udtalelserne blev kritiseret af den israelske indenrigsminister. Han undrede sig over, »at Holland ikke tager skridt til fuldt ud at kompensere de jøder, som tabte alt i 40'erne i sidste århundrede, i stedet for at forsyne jødiske produkter med et stempel«.

Endnu et brev

I sidste uge har franske og hollandske forhenværende politikere skrevet et andet brev til EU-udenrigsminister Ashton. I brevet klager de over stagnationen i fredsprocessen mellem Israel og Palæstinenserne.

De skriver, at Israels støtte til bosætterne viser »en konstant tendens hen imod en total obstruktion af palæstinensernes territoriale rettigheder«.

I deres appel for »en tydelig og fælles indsats for at imødegå udviskningen af grænserne fra 1967« sagde de videre, at »senere generationer vil se det som utilgiveligt, at vi europæere ... ikke reagerede for at ændre på den kontinuerlige ødelæggelse af det palæstinensiske folks ret til selvbestemmelse«.

Blandt underskriverne findes navne som den forhenværende franske statsminister Lionel Jospin og den hollandske ditto Andries van Agt. Også Ashtons forgængere Javier Solana og Benita Ferrero-Waldner har skrevet under.

En talsmand for det israelske udenrigsministerium - Yigal Palmor - kaldte kampagnen i fredags for 'unfair og diskriminerende', idet den kun var rettet mod Israel og ikke mod alle mulige andre 'kontroversielle' områder i verden.