Palæstina - en menneskeskabt humanitær krise

Palæstinenserne er det folk i verden, der modtager mest bistand pr. indbygger. Men uden en løsning på konflikten er pengene praktisk taget spildt.

Af Signe Fischer Smidt
1. juli 2013

Analyse: Det Palæstinensiske Selvstyre modtager årligt over 600 mio. euro i økonomisk støtte fra internationale donorer. De penge går både til statsopbygning, udvikling og nødhjælp.

Typisk kanaliseres midler til statsopbygning direkte til det palæstinensiske selvstyre fra de store bilaterale donorer som USA, Storbritannien, Tyskland m.fl. og EU. Men en stor del af nødhjælps- og udviklingsmidler kanaliseres via internationale og lokale NGOer, heriblandt Folkekirkens Nødhjælp.

Gennem 25 lokale partnere arbejder vi i de palæstinensiske områder inden for tre områder; beskyttelse af palæstinensernes levevilkår, menneskerettigheder og fortalerarbejde.

Dette arbejde implementeres med støtte fra Danida, et par internationale donorer og primært for EU’s udviklings- og humanitære midler. 

Da Folkekirkens Nødhjælp arbejder med de mest udsatte befolkningsområder, er vores nødhjælp og udviklingsarbejde fokuseret i Område C, Østjerusalem og Gaza. Menneskerettighedsarbejdet, som især fokuserer på kvinders rettigheder, henvender sig til gengæld til samtlige områder.

At operere i Område C, Østjerusalem og Gaza er ekstremt problematisk. Globalt set oplever humanitære organisationer i disse år restriktioner på vores handlerum, det såkaldte ”humanitarian space”, og selvom humanitære organisationer under Folkeretten sikres adgang til civile, er situationen på jorden en helt anden.

 

Område C, Vestbredden

I Område C, som udgør 61 % af Vestbredden, har den israelske hær fuld kontrol og ansvar for både sikkerhed og serviceydelser.

Det betyder, at hvis man vil bygge en brønd, en klinik eller en skole, skal man have israelske tilladelser, som praktisk talt er umulige at få. For palæstinensere vel og mærke, for det er netop i Område C at 350-400.000 af de 550-600.000 israelske bosættere bor og disse har fuld adgang til vand, land, veje, hospitaler, skoler og endda universiteter.

 

Østjerusalem

I Østjerusalem bor de palæstinensere, som har fået opholdstilladelse i Jerusalem, som vel og mærke ifølge international lov skal være Palæstinas fremtidige hovedstad.

Bydelen er fuldt annekteret af Israel, og palæstinensere fra Vestbredden kan ikke rejse hertil uden tilladelse. De adskilles fra deres landsmænd af den kontroversielle mur med dertilhørende check-points.

Igen kan palæstinensere her ikke få byggetilladelser og er ikke repræsenteret politisk. Selvom de betaler den samme skat som de israelske borgere og udgør 1/3 af Jerusalems befolkning, modtager de kun omkring 13 % i ydelser.

Eftersom palæstinenserne ikke får byggetilladelser, bygger de tilbygninger og ekstra etager ulovligt, og derfor er der ugentlige nedrivninger af palæstinensisk ejendom.

Til tider bliver palæstinensiske familier endda smidt på gaden, og israelske familier flytter ind i stedet.

 

Gaza

I Gaza, som i 6 år har været under blokade, er der ugentlige skyderier og raketaffyringer pga. konflikten med Hamas. Israel har implementeret en såkaldt buffer zone omkring grænsen på land og i vand, de såkaldte Access Restricted Areas (Områder med begrænset adgang), som udgør 35 % af landbrugsjorden og en stor del af det hav, hvor fiskerne før hentede føde og indtjening.

Pga. blokaden er byggematerialer en mangelvare, ligesom meget palæstinensisk infrastruktur inklusiv nødhjælps- og udviklingsprojekter er blevet beskadiget og ødelagt under forskellige bombardementer.

Med andre ord er det kun palæstinenserne i Område A, der kan bygge frit.

De andre fratages derfor retten til udvikling, men konsekvenserne er større end det: For at overleve tvinges de til at forlade deres

jord. Den slags kategoriseres som tvangs-forflytning, ”forcible transfer”, og det er en af de groveste overtrædelser af Folkeretten.

 

EU’s officielle strategi

Den gode nyhed er, at dette anerkendes af de fleste donorer, herunder EU, og det både på politisk og operationelt plan.

I EU’s humanitære strategi står der:

 Blokaden af Gaza, tvangsforflytning af palæstinensere i Område C og selvstyrets finansielle krise udgør en risiko for to-statsløsningen. De 4,2 millioner palæstinensere der bor i de besatte palæstinensiske områder bærer byrden for den kontinuerlige konflikt og israelske besættelse. En manglende respekt for Folkeret og Menneskerettigheder har resulteret i en seriøs krise med humanitære konsekvenser.

 

Den dårlige nyhed er, at der gøres overraskende lidt for at forhindre tvangsforflytningerne og forbedre situationen for palæstinenserne. Mens verdenssamfundet snakker om en to-statsløsning, som virkeligheden taget i betragtning virker fuldstændig uopnåelig, så betaler civile palæstinensere regningen:

 

Regningen

I Gaza lever 1,6 mio. mennesker indespærret under blokade. 34% er arbejdsløse og 44% er fødevareusikre, hvilket betyder, at de sulter eller kan sulte, idet de enten ikke har midler til at købe fødevarer, eller der ikke er de rigtige fødevarer at købe.

Derfor distribuerer FN mad til 1,1 million mennesker i Gaza, hvor 80 % af den samlede befolkning er afhængig af nødhjælp.

Vand og sanitetssystemer er ved at kollapse, og sundhedssektoren mangler både medicin og udstyr. Der mangler flere hundrede skoler, hvorfor de nuværende arbejder på dobbelt skift.

Afhængigheden af tunneløkonomien gør bæredygtig udvikling umulig.

På Vestbredden har palæstinenserne mistet 40 % af deres landbrugsjord, 82 % af deres vandressourcer og 2/3 af græsningsarealerne.

I Område C ville der bo flere millioner palæstinensere, hvis ikke de var blevet tvunget derfra, og i dag er der kun 150.000 tilbage. 24 % af dem er fødevareusikre, og de mest udsatte har mindre end 20 liter vand pr. dag og altså langt under de 100 liter WHO anbefaler.

I Østjerusalem er borgerne blevet adskilt fra hinanden og fra deres jord, blandt andet pga. den ulovlige mur, der adskiller palæstinensere fra palæstinensere og altså ikke israelere fra palæstinensere.

De 300.000 palæstinensiske borgere har mistet 35 % af deres jord til de 200.000 bosættere, der nu bor i det, der skulle være Palæstinas ”hovedstad”. Der mangler over 1000 klasselokaler, og omkring 1/3 af palæstinensisk ejendom er truet med nedrivning.

 

Adgang nægtet

Ligesom palæstinensere ikke må bygge, må humanitære organisationer heller ikke. Vi kan altså heller ikke bygge den nødvendige infrastruktur i Område C, i Østjerusalem eller i Gaza.

Faktisk er det besættelsesmagten, der skal imødekomme den besatte befolknings behov under humanitær lov. Hvis de ikke kan løfte den opgave, skal de som minimum tillade humanitære organisationer adgang, hvilket heller ikke respekteres.

Som nødhjælpsorganisation skal vi have adgang til civile, og derfor bygger vi brønde og leverer vand uanset. Men det er ikke uden risiko. To vandcisterner, vi har rehabiliteret for europæiske og danske midler, er blevet destrueret, ligesom de familier, vi arbejder med, gentagne gange har fået revet deres hjem ned, destrueret deres vandtanke og konfiskeret den lastbil, de hentede vand med.

Samme og lignende historier gælder for en lang række andre humanitære organisationer.

Palæstinenserne værdsætter vores arbejde, men de minder os også om, at når situationen har været den samme i 45 år, kunne det være, man skulle overveje at skifte strategi. De har ret. Nødhjælp er akut og leveres når krisen rammer. Når krisen bliver permanent og varer et halvt århundrede, så er det vel ikke længere en undtagelsestilstand men normen?

Hvis vi skal imødekomme behovet for vand, skal vi ikke bygge og rehabilitere antikke vandcisterner, som det nu er tilfældet. I stedet skal vi bore brønde og opbygge en vandinfrastruktur, og da et sådan projekt er dyrt og omfattende, skal det beskyttes diplomatisk.

Israelerne borer sådanne brønde i Område C til de israelske bosættere og til vandingsarealer til bosætterlandbrug, som dyrker frugt og grønt til eksport i Europa. Det bedste, vi kan gøre, er at rehabilitere en 400 år gammel brønd, som giver palæstinenserne vand et par måneder om året.

 

To-statsløsningens logik

Ved ikke at påtale lovovertrædelser, ved stiltiende at godtage Israels diskriminerede politik og ved at vente på den to-statsløsning, EU stadig tror kommer, så går vi imod vores egne principper. Vi retfærdiggør vores handlen, fordi vi trods alt køber palæstinenserne lidt tid. Med vand og adgang til basale levevilkår, kan de blive på deres land lidt endnu.

Uden politiske forandringer, kommer vi ikke til at se resultater af de millioner, der hvert år sendes til de palæstinensiske områder.

At øge støtten til selvstyret hjælper ikke. De råder hverken over deres egne territorier, grænser eller hovedstad – ligesom de heller ikke er valgt demokratisk. Støtten til civilsamfundet gennem NGOer er vigtig for at imødekomme de humanitære behov, men igen, uden politisk forandring eller opbakning, vil den ikke have en effekt. Tværtimod er de palæstinensiske områder blevet dybt afhængige af støtte udefra. Man kan ikke lave en statsopbygning i 5 adskilte zoner uden adgang til landbrugsarealer, økonomi og grænser.

 

Løsning?

Hvad er så løsningen? Desværre kompliceres situationen her af 1000 års historie, religion og en årelang konflikt.

Efter tre år i regionen som nødhjælpsarbejder foreslår jeg, som så mange andre, en mere simpel tilgang: Overholdelse af humanitær folkeret og menneskerettigheder.

Når humanitær folkeret ikke overhol-des, har samtlige stater et ansvar for at påtale det og aktivt arbejde for, at den respekteres. Det er det juridiske argument for handling.

Det økonomiske er, at selvom forskellige regeringer gerne vil betale sig fra deres dårlige samvittighed, er det altså en virkelig dårlig investering, som potentielt gør mere skade end gavn.

Det politiske argument må være, at hvis to-statsløsningen stadig er den officielle politik i Europa, så er det tid til at beskytte de forsvindende områder, som et fremtidigt Palæstina skal placeres i