ARTIKLER


NICK HÆKKERUP (FOTO: UDENRIGSMINISTERIET)

Flere artikler
Gå til forside

Kategorier:

POLITIKERE OG PRESSEN MÅ IKKE FORPURRE EN EU-USA-AFTALE

De folkevalgte politikere skal holdes udenfor forhandlingerne om en handels- og investeringsaftale mellem EU og USA. Mediernes dækning skal overvåges og styres af en særlig kommunikationsstrategi. Men den lader handels- og europaminister Nick Hækkerup sig ikke påvirke af, udtaler han til NOTAT.


Af Staffan Dahllöf
19. december 2013

På et møde mellem EU-landenes handelsrepræsentanter den 15. november var et at punkterne på dagsordenen, hvordan man kan holde folkevalgte politikere udenfor forhandlingerne om en handels- og investeringsaftale mellem EU og USA.

Blandt andet har man sikret, at Kongressen i USA og Parlamentet i EU ikke må læse modpartens centrale dokumenter om forhandlingerne.

Read English version of this article: ELECTED POLITICIANS EXCLUDED FROM EU-US NEGOTIATIONS

Kommissionen, som forhandler på alle de 28 EU-landes vegne, kunne på mødet fortælle, at den amerikanske kongres ikke havde fået EU's udspil at se. Kongresmedlemmernes adgang til deres egen regerings dokumenter om forhandlingerne er også sparsom: de må kun læse papirerne i et aflukket "læseværelse".

To typer hemmeligholdelse

For ikke at genere den amerikanske regering, og for at forhindre lækager, skal der også lægges bånd på EU-landenes regeringer. De skal fremover kun have adgang til de dokumenter, der afslører konkrete udspil fra USA, på den ene af to måder, ifølge oplysninger til NOTAT:

* Dokumenterne udleveres med individuelle markeringer, så eventuelle lækager til hver en tid vil kunne spores tilbage til den enkelte modtager. 

* Repræsentanter for EU-landenes regeringer må kun læse de amerikanske dokumenter i et "læseværelse", hvorfra dokumenterne ikke må fjernes eller kopieres.

Men de folkevalgte politikere i Folketinget og de andre nationale parlamenter i EU forbliver lige så uvidende om amerikanernes udspil, som Kongressen i Washington bliver om europæernes.

Hvad Folketinget må se
Handels- og europaminister Nick Hækkerup pointerer i en kommentar til NOTAT, at han ønsker mest mulig åbenhed om forhandlingerne:

»Derfor har jeg også sørget for, at Folketingets Europaudvalg har fået adgang til at læse de fortrolige forhandlingsdirektiver, som udgør rammen for Kommissionens forhandlinger med USA. Derudover orienterer vi i regeringen løbende Folketingets Europaudvalg om status for forhandlingerne, ligesom jeg har deltaget i samråd og besvaret adskillige spørgsmål fra Folketinget.«

Ministerens svar modsiger ikke oplysningen om, at danske folkevalgte ikke må kende de amerikanske udspil.

Overvåge medier
Det er ikke kun de folkevalgte, som skal holdes på afstand af forhandlingerne om et handels- og investeringspartnerskab over Atlanten, TTIP - Transatlantic Trade and Investment Partnership.
I et internt dokument fra Kommissionen, som NOTAT tidligere har gjort rede for, bliver der peget på to centrale behov:

* Behovet for tidligt at få defineret betingelserne for debatten ved at kommunikere positivt om, hvad aftalen handler om - i stedet for at reagere defensivt på, hvad aftalen ikke går ud på.

* Behovet for at reagere hurtigt og "proaktivt" ved at overvåge den offentlige debat, og producere målrettet kommunikationsmateriale spredt gennem "alle tilgængelige kanaler", herunder online-tjenester og sociale medier.

Mediestrategien blev på Kommissionens initiativ diskuteret på et særligt møde den 22. november med deltagelse af kommunikationsansvarlige embedsmænd fra medlemslandene.

Klodset mødeoplæg

En af mødedeltagerne, Martina Smedberg, som er presseansvarlig for den svenske EU-repræsentation i Bruxelles, kalder strategidokumentet fra Kommissionen for klodset:

»Overvågning af den offentlige debat er ikke noget, vi skal beskæftige os med. Dokumentet blev uddelt på selve mødet, jeg tror ikke nogen af deltagerne havde læst det på forhånd. Det kom ikke til at ligge til grund for nogen beslutninger,« siger hun.

De danske mødedeltagere vil slet ikke udtale sig til citat. Det må kun den ansvarlige minister gøre, og han var ikke været informeret om mødet. Det er han så blevet efterfølgende.

Handels- og europaministeren kommenterer Kommissionens oplæg til en mediestrategi til NOTAT:

»Jeg lader mig ikke påvirke af, hvad Kommissionen måtte mene om kommunikation. Jeg deltager åbent og aktivt i debatten, både i forhold til pressen og interesserede organisationer og virksomheder. Der er ikke noget at skjule. Samlet set er en frihandelsaftale med USA en rigtig god forretning for os danskere. Det vil være med til at sikre vores velstand og velfærd fremover - og styrke vores globale konkurrencekraft over for blandt andre Kina.«

Danske advarsler
Ifølge NOTAT's oplysninger havde danske embedsmænd allerede den 15. november udtrykt bekymring over den offentlige debat om ISDS - forhandlingernes omdiskuterede element, der drejer sig om, at private selskaber skal have mulighed for at sagsøge stater for politiske beslutninger, der generer selskabernes investeringer (Investor-State Dispute Settlement).

Men debatten var på det tidpunkt ikke særligt udbredt. Den 15. november havde dagbladet Information endnu ikke sat fokus på investorbeskyttelse i bladets artikelserie om EU-USA aftalen. Og NOTAT's temanummer om aftalen var ikke udkommet.

Hverken ministeren, eller hans embedsmænd ønsker at svare på, hvad det var for en debat man havde noteret, og på hvilken måde den var bekymrende:

»Vi svarer i princip ikke på, hvad der bliver sagt på embedsmændsmøder.«

Kommissæren svarer igen
Dele af den mediestrategi, som blev drøftet i november, er nu begyndt at sætte sine spor.

Den svenske handelsminister Ewa Björkling (konservativ) skrev den 16. december et debatindlæg i det svenske erhvervsavis Dagens Industri, hvor hun fortalte, at myndigheden Kommerskollegium skal fungere som informationscenter om aftalen, og at regeringen nu vil invitere brancheorganisationer, arbejdsgivere og fagforeninger til samtale om Sveriges specifikke interesser.

I artiklen kaldte ministeren det for "dybt ulykkeligt", at Vänsterpartiet (svarer til Enhedslisten/SF) og Miljöpartiet har udtalt sig kritisk om en EU-USA-aftale. Det risikerer at svække den svenske frihandelslinje, skrev hun.

Den handelsansvarlige EU-kommissær Karel De Grucht er gået endnu mere offensivt til værks.

I et indlæg i den britiske avis The Guardian kritiserer De Grucht skribenten George Monbiot for hans "ekstreme" og "overdrevne" udsagn om at investorbeskyttelse skulle være en "giftig" del af forhandlingerne.

Ifølge De Grucht er der heller intet "isnende" ved Kommissionens mediestrategi, som Monbiot havde skrevet. Mediestrategien skal tværtimod ses som et udslag af et ønske om at deltage i en åben debat.

Læs også:
KOMMISSIONENS MEDIESTRATEGI
NOTAT om investorbeskyttelsen: PRIVATE DOMSTOLE GØR PROFIT TIL EN MENNESKERET
Den svenske minister i Dagens Industri: DEBATT VAR NYCKELROLL FOR FRIHANDELSAVTALET
Kommissær De Grucht i The Guardian: YOU'RE WRONG, GEORGE MONBIOT - THERE IS NOTHING SECRET ABOUT THIS EU TRADE DEAL