ARTIKLER


5 skarpe til Jakob Ellemann-Jensen


Af Ida Zidore
1. februar 2014

Hvorfor går du ind for en patentreform?

Jeg mener, vi skal tilslutte os enhedspatentet og den fælles patentdomstol for at give innovative virksomheder den kæmpe konkurrencemæssige fordel, det vil være.

Hvordan kan man vide, det vil være en fordel?

Det, man kan vide, er, at hvis vi vælger at stå udenfor den her patentdomstol, så vil det være billigere og nemmere at have et patenteret produkt i et andet land end Danmark. Incitament til at lægge en innovativ virksomhed i Danmark vil være ikke-eksisterende.

Men det er vel patenthaverne, der får den fordel – hvad med danske virksomheder, der bliver sagsøgt for krænkelser?

Mulighederne for danske virksomheder, som ikke krænker andres patenter, vil jo for så vidt være de samme som i dag. Men det er klart, at hvis man krænker andres patenter, så risikerer man at få en dom imod sig, det er jo sådan set også hele pointen.

Men der vil vel også være flere uretmæssige søgsmål, hvilket kan blive dyrt for små virksomheder. Hvad stiller man op med det?

Det skal man jo imødegå ved at dæmme op for grundløse patentsager.

Hvordan?

Hvis det handler om grundløse anklager om krænkelser, skal de fejes af banen af domstolen. Men hvis vi ønsker at have indvirkning på det, er vi jo nødt til at være med.