ARTIKLER


5 skarpe til Rina Ronja Kari


Af IDA ZIDORE
1. august 2014

Hvad mener du, at østudvidelsen i 2004 har haft af betydning for Danmark?
Den har blandt andet understreget det, jeg ser som hele problemet med EU som konstellation, nemlig at det indre marked står i centrum. Det har ført til en øget tilstrømning af udenlandsk arbejdskraft, hvilket har skabt store problemer med social dumping i lande som Danmark.

Hvad tror du, at udvidelsen har betydet for østlandene selv?
Både gode og dårlige ting. Der er selvfølgelig nogle fordele ved at komme med i en handelsaftale og kunne rejse frit. Men jeg ser også en masse negative konsekvenser. For eksempel "brain drain" i lande som Rumænien, hvor vi ser en masse kvalificeret arbejdskraft forlade landet til fordel for lande, hvor der er bedre lønninger og levevilkår i det hele taget.

Folkebevægelsen mod EU havde oprindelig som anke mod østudvidelsen, at de økonomiske modsætninger ville øges. Hvad siger det dig, at østlandene har haft mere vækst end vestlandene 2004-14?
En ting er landene imellem. En anden ting er internt i befolkningen. Der er ingen tvivl om, at hvis du kigger på borgerne, er der en kæmpe gruppe som i dag lever i fattigdom. Der er skabt nogle kæmpe skel mellem befolkningsgrupperne.

Men hvad tyder på, at de interne modsætninger i befolkningen er øget i perioden?
Jeg har ikke nogle tal på det lige her. Men jeg synes det er tydeligt, at den økonomiske sammenkøring af politikken har slået hårdt ned på velfærdssamfundene. Det gør det sværere for landene at mindske skellene.

Mener du, at der er for mange lande med i EU?
Det er et svært spørgsmål. I mine øjne er Danmark jo et land for meget, for jeg bryder mig
ikke om konstruktionen, EU. Men hvis et lands borgere ønsker at blive optaget i EU, vil jeg ikke stille mig i vejen. Jeg synes ikke, det giver mening at snakke om, hvem og hvor mange der må komme med.