Er der arbejde til alle i EU?

Der er i øjeblikket mere end 26 mio. arbejdsløse i Europa. Det svarer til rekordhøje 10,7 % af den samlede arbejdsstyrke. Endnu værre er det, at knap halvdelen af de arbejdsløse EU-borgere er langtidsledige. Det er det højeste antal siden 1990’erne. De bekymrende tal skyldes i høj grad den økonomiske krise, men også måden krisen er blevet håndteret på politisk.

Selvom økonomien i mange europæiske lande nu ser ud til at være i bedring, er det ikke noget, der automatisk løser den alvorlige sociale krise. Nemlig, at der bag de alarmerende arbejdsløshedstal gemmer sig en stadig stigende risiko for fattigdom.

Den sociale krise kan navnligt mærkes i de 18 euro-lande. Ifølge en fælleseuropæisk prognose udarbejdet af de tre tænketanke AE-rådet, OFCE og IMK vil knap 9 millioner ud af 11,5 mio. forventede langtidsledige i 2015 være fra euro-landene.

Den største stigning i antallet af langtidsledige findes i Spanien, Grækenland, Italien, Irland og Portugal. Dette skyldes, at finanskrisen har haft særligt hårde konsekvenser for økonomien i disse lande. Men også at EU's krav om besparelser på de offentlige budgetter har begrænset landenes mulighed for at sætte gang i økonomien og bekæmpe arbejdsløsheden gennem offentlige investeringer. Konsekvensen er et rekordhøjt antal husstande, der er ramt af arbejdsløshed, øget fattigdom, hjemløshed og social eksklusion.

Unge og ufaglærte hårdest ramt

Nogle af de helt store tabere i krisen er de ufaglærte. Som det fremgår af Figur 2, var ledigheden blandt ufaglærte tre gange så høj som ledigheden for højtuddannede i 2012. Hele 16,8 % af ufaglærte var ledige, det samme gjaldt 8,2 % af faglærte og folk med mellemlange uddannelser, mens kun 5,6 % af de højtuddannede var ramt af arbejdsløshed.

Mens beskæftigelsen i vidensbaserede sektorer som sundhed, uddannelse og IT er fortsat med at vokse under krisen, er antallet af jobs i lav- og mellemindkomstgrupperne dalet drastisk. Det ser altså ud til, at det først og fremmest er de ufaglærte, der betaler krisens pris.

Men krisen har også været hård ved de unge europæere. Ungdomsledigheden blandt de 15-24 årige nåede i 2012 helt op på 23 % og var dermed mere end dobbelt så høj som for arbejdsdygtige voksne. Det vil altså sige, at mere end hver femte unge europæer står uden arbejde i dag. Og det er både uddannede og ikke-uddannede unge, der har svært ved at finde fodfæste på arbejdsmarkedet og ofte ender i midlertidige ansættelser eller arbejdsløshed.

Desværre er der ikke udsigt til forbedring for hverken de ufaglærte eller de unge i de kommende år. Derfor er der ingen tvivl om, at den næste helt store udfordring for EU’s ledere er at bekæmpe arbejdsløsheden.

Utilstrækkelig handling

EU-Kommissionen er ikke blind for udviklingen. Formanden José Barroso har udnævnt beskæftigelse som en topprioritet for Kommissionens arbejdsprogram for 2014. Og det skorter da heller ikke på fine hensigter og ambitiøse fælles europæiske mål, såsom EU2020 målene om, at 75 % af de 20-64-årige skal være i beskæftigelse frem mod 2020.

Senest har Kommissionen introduceret et europæisk arbejdsformidlingsnet, der skal gøre det lettere at finde arbejde på tværs af grænserne i unionen. Problemet er bare, at selvom man øger mobiliteten internt i EU, så er der stadig en grundlæggende mangel på arbejdspladser. Der er derfor brug for mere ambitiøse initiativer, der er i stand til at skabe holdbare jobs for de 26 mio. arbejdsløse europæere.

Selvom man i EU kan blive enige om nogle overordnede mål, som medlemsstaterne bør følge, så rækker det ikke med det. Faktum er, at EU består af 28 forskellige medlemsstater med 28 forskellige arbejdsmarkeder – og forskellige arbejdsmarkedsmodeller. På trods af at vi har et fælles arbejdsmarked i EU med fri bevægelighed af arbejdskraft, tjenester, varer og kapital, så findes der ikke én fælles nøgle, vi kan skrue på, når krisen kradser. I sidste ende er det i medlemsstaternes værktøjskasser, løsningerne skal findes, og derfor kan EU’s mål for beskæftigelsen ikke stå alene.

Behov for langsigtede investeringer

Et første skridt på vejen må være at indse, at vi ikke kan spare os ud af krisen. Der er behov for vækstskabende initiativer og opkvalificering, som også kommer de svageste grupper til gode. Det kræver, at de stærke økonomier går forrest. Der nytter det ikke noget, at velfungerende nordeuropæiske økonomier som Tyskland og Danmark hopper på sparevognen, og at Kommissionen samtidig pålægger de sydeuropæiske økonomier at spare.

Det er nu, der er behov for arbejdspladser, det er nu, vi er ved at sende halvdelen af vores arbejdsløse ud i langtidsledighed. Derfor er det også nu, vi skal handle og foretage de langsigtede investeringer i skoler og sygehuse, som er nødvendige, hvis de europæiske økonomier skal være velfungerende i fremtiden.

Undgå social dumping

Men der er også behov for at fokusere på jobkvaliteten, for at opnå en bæredygtig genopretning. Tysklands voksende underklasse af arbejdende fattige, er ikke en attraktiv model for resten af EU. Det er helt afgørende, at det ikke bliver laveste fællesnævner, der bestemmer løn og arbejdsvilkår på det europæiske arbejdsmarked.

Arbejdsmarkedet må reguleres, så faglært og ufaglært arbejdskraft på tværs af EU-landene ikke ender med at underbyde hinanden på løn og arbejdsvilkår i et ræs mod bunden. Derfor bør EU’s ledere vægte arbejdstageres rettigheder lige så højt som arbejdstageres frie bevægelighed i reguleringen af det europæiske arbejdsmarked.

Hvis ikke Europa handler nu, risikerer endnu flere millioner europæere at ende i permanent langtidsledighed eller som arbejdende fattige, hvilket vil have uoverskuelige konsekvenser både for den enkelte EU-borger og for de nationale økonomier. 

Nadja Lundholm Olsen har en dobbelt kandidatgrad i EU-politik med speciale i europæisk social- og arbejdsmarkedspolitik. Hun arbejder i centraladministrationen og har erfaring fra den europæiske fagbevægelse og Folketingets Europaudvalg.