ARTIKLER


Én vælger, to stemmer. Kontrollen med stemmeafgivning i to lande fungerer ikke.

Flere artikler
Gå til forside

Kategorier:

EU-valget åbent for snyd: Tusindvis kan stemme i to lande

Tusindvis af vælgere kan stemme to gange til EU-valget. En gang i hjemlandet, og en gang i landet, hvor de bor. Hvis det sker, er det valgfusk.


Af Staffan Dahllöf
22. maj 2014

Den svenske Valgmyndigheten i Solna uden for Stockholm skulle senest den 28. april have modtaget en komplet datafil fra det danske Indenrigsministerium over svenske vælgere på den danske valgliste.

De oplysninger nåede ikke frem i tide.

»Vi er nødt til at have de data 30 dage før valgdagen, hvis vi skal kunne rense vores valgliste, og det har vi ikke fået, siger Hanns Lejsäter fra Valgmyndigheden til den svenske avis Göteborgs-Posten.

Ifølge datatekniker Lars Siljedahl fra Valgmyndigheten har man modtaget oplysninger fra Danmark i flere omgange. De sidste kom først den 15. maj - efter at de svenske valglister var gjort klar.

Nicoline Miller, valgkonsulent i Indenrigsministeriet, sagde i sidste uge til Göteborgs-Posten, at ministeriet sender oplysninger til de 27 andre EU-lande ”i disse dage”.

På spørgsmålet om hvorfor oplysningerne bliver udsendt for sent, henviser hun til ministeriets CPR-kontor.

Men Danmark er ikke den eneste synder.

Valgmyndigheden i Sverige mangler oplysninger fra i alt 10 EU-lande, hvoraf de fleste er nye EU-medlemmer, men Danmark og Storbritannien står altså også på listen.

»Briterne har ikke noget centralt valgsystem, så det de sender til os kan vi ikke rigtigt bruge til noget,« siger datatekniker Lars Siljedahl.

Af de oplysninger den svenske myndighed har modtaget, kan kun en tredjedel bruges – dem med de svenske statsborgeres CPR-nummer.

Siljedahl oplyser, at Valgmyndigheten har udsendt oplysninger om 49.000 EU-borgere i Sverige til de andre EU-lande efter at den svenske valgliste blev oprettet den 30. april.

»Men landene har jo forskellige regler og deadlines, så det kan godt være nogle af vore oplysninger kom for sent. Dette er vanskeligt at administrere og det føles ikke helt godt med den måde, det sker på nu,« siger Lars Siljedahl.

Så hvad sker med de svenskere eller andre EU-borgere i Danmark, som udnytter muligheden for at stemme i to lande?

Nicoline Miller fra Indenrigsministeriet svarer i en email:

”Til spørgsmålet om, hvad der vil ske, hvis du vil forsøge at stemme i to lande, har jeg ingen anden kommentar, end at du dengang du ansøgte om at blive optaget på valglisten i Danmark har skrevet under på tro og love på, at du kun vil udøve din valgret i Danmark. På samme ansøgningsskema er anført, at urigtig erklæring efter straffelovens § 163 kan straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder.”

Hanns Lejsäter fra den svenske Valgmyndigheten svarer på det samme spørgsmål:

»Der sker vel ikke rigtigt noget. Dobbelt stemmeafgivning er jo ikke tilladt, men ikke alt som er forbudt kan straffes. Det ville nok stille krav på en central valgmyndighed for hele EU.«

Også i andre EU-lande er der kommet fokus på den manglende stemmekontrol.

Den hollandske avis AG (Algemeen Dagblad) skrev i weekenden, at 157.000 vælgere både har fået hollandske valgkort og valgkort fra deres hjemlande.

Indenrigsminister Ronald Plasterk kommenterede på de oplysninger overfor TV-stationen NOS:

»Det er en underlig situation, at nogen kan stemme to gange selv om det er forbudt. Det kan straffes med fængsel eller 4.000 euro i bøder. Jeg har rejst sagen i EU, men har ikke fået gehør blandt kollegerne. Nu vil jeg rejse sagen igen. Men det er vanskeligt at afsløre, hvem der har stemt dobbelt, da det nu en gang er hemmeligt hvem som stemmer.«

Ifølge EU-kommissionen bor og arbejder cirka otte millioner EU-borgere i et andet EU-land end deres eget. EU-borgere har siden valget i 1994 haft stemmeret til EU-Parlamentet, hvis de har boet i mindst fem år i deres nye land.

Der er ingen sikre oplysninger om, hvor mange af dem, som har mulighed for at stemme to gange uden at blive opdaget.

Markus Bonekamp, chef for Europa-Parlamentets informationskontor i Stockholm, siger til Göteborgs-Posten, at han ikke har hørt om stemmer i to lande tidligere, men at han ikke tror det er et stort problem:

»Det store problem har jo været at få folk at stemme overhovedet, ikke at de stemmer to gange,« siger Bonekamp.