EU’s Ukrainepolitik i ruiner

OPRØR. I Ukraine er politifolk og demonstranter blevet dræbt i de værste gadekampe i landets historie. Men EU har indtil nu ikke villet slå hånden af præsident Janukovitj. Først nu ser det ud til, at sanktioner kommer på tale. Danmarks udenrigsminister Martin Lidegaard ville ved redaktionens slutning støtte målrettede sanktioner mod topfolk i styret. Men hvorfor så sent? Først da volden eksploderede for anden gang og 26 blev dræbt, trådte EU i karakter.

Vent og se

”Vent og se” har været mottoet for EU’s tøvende politik overfor Ukraine. Siden 2010 har EU givet præsident Janukovitj nye frister for at opfylde kravene for underskrivelse af en omfattende frihandelsaftale, uden at regimet rettede kursen op. Til sidst regnede Janukovitj med, at bare han trak tiden længe nok, kunne han presse flere penge ud af EU. Da det ikke lykkedes, gik han i 11. time til Rusland. Putins tilbud var mere tillokkende, fordi det ikke indeholdt krav om reformer eller løsladelse af Julia Timosjenko og samtidig bød på en kontant økonomisk indsprøjtning til Ukraines trængte økonomi. EU’s politik stod forpjusket tilbage. Man havde ikke de rette incitamenter til at få Janukovitj med på vognen.

Den svenske økonom Anders Åslund, der er ekspert i Ukraines økonomi, vurderer, at præsident Janukovitj’ netværk årligt kanaliserer mellem 44 og 54 mia. kroner fra statskassen til egne lommer. Det er en væsentlig forklaring på landets økonomiske krise. Ukraines økonomi er nu i recession, og statsbudgettet har for tredje år i træk et underskud på ca. 5 procent af BNP. Politikere, der på den måde kører deres lande i sænk, er svære at imponere med EU’s demokratiske værdier og tilbud om frihandelsaftaler.

EU’s dilemma

Nu ser det endelig ud til, at EU skrider til handling overfor regimet i Kiev, der med volden mod demonstranter, har sat sin demokratiske legitimitet over styr. Udenrigsministrene i EU er indkaldt til krisemøde om situationen, og der koordineres med USA, hvilke embedsmænd der sortlistes.

Sanktionsvejen er en erkendelse af, at den naboskabspolitik med Ukraine, man har støttet i så mange år, ligger i ruiner. Sanktioner mod embedsfolk fører dog ikke nødvendigvis til politiske forandringer. Janukovitj selv ser ikke ud til at blive ramt af sanktionerne. Man ønsker stadig ikke at overlade scenen helt til Rusland. Men hvis EU ikke går efter manden selv, burde man kigge nærmere på de hundredvis af milliarder, Janukovitj familiemedlemmer, for eksempel hans søn Oleksander, har gemt væk i europæiske banker.

Samtidig åbner sanktioner mod Ukraine et nyt kapitel i EU’s forhold til Rusland. EU ønsker sig ikke en ny geopolitisk konflikt med Rusland om Ukraine, men det er den situation, man befinder sig i nu.

Peter Zacho Søgaard er øst-redaktør på netmagasinet rØst med særligt fokus på Ukraine