Kampen om grupperne

ANALYSE. Det nye er, at der aldrig før i Parlamentet har været så mange udtalte kritikere af EU’s måde at virke på og af den førte politik. Af de i alt 751 medlemmer kan 282 (31 pct.) regnes som EU-kritikere, hvis man maler med den meget brede pensel.

Det gammelkendte er, at de traditionelt EU-venlige partigrupper – socialdemokrater (S&D), liberale (ALDE) og konservative (EPP) – har alle muligheder for fortsat at dominere den førte politik. Det har de gjort siden det første direkte valg til Parlamentet i 1979.

Hvis man regner den Grønne gruppe med i ”EU-etablissementet”, og det er der flere argumenter for end imod, så vokser den brede EU-midte efter alt at dømme til at omfatte 521 medlemmer (69,4 pct.).

Hugger fra hinanden

Usikkerheden om, hvad valgresultatet vil kunne føre til, hænger sammen med dannelsen af partigrupper i Parlamentet. Det kræver mindst 25 medlemmer fra syv forskellige lande at danne en ny gruppe.

For det enkelte medlem er gruppetilhørsforhold en forudsætning for at få poster og indflydelse, for eksempel som rapportør, hvilket er en slags ordfører.For grupperne indebærer hvert nyt medlem ikke kun en ny politisk makker og stemme, men også en kilde til lønnede medarbejdere, flere poster og mere taletid i Parlamentet.

Grupperne har derfor en naturlig interesse i at hugge medlemmer fra hinanden, og i at holde på dem, de har. Det kan ødelægge en hel gruppe, hvis et enkelt medlem fra det afgørende syvende medlemsland pludselig skifter gruppe.

Turunens assistenter

Gruppedannelserne vil i store træk være kendte op til det første møde med de nyvalgte parlamentarikere i juli. Men det vil være en uafsluttet proces, fordi medlemmer har det med at skifte gruppe mellem valgene.

Det sker enten fordi medlemmerne bliver politisk uenige med deres oprindelige gruppe, eller fordi de lokkes af medlemmer fra andre grupper.

Da Emilie Turunen i efteråret 2013 fandt ud af, at hun egentlig var socialdemokrat og ikke SF’er, var det ikke kun en politisk gevinst for den socialdemokratiske gruppe (S&D) og et tilsvarende tab for SF’s gruppe, De Grønne. S&D-gruppen fik også tilført ressourcer i kraft af Turunens lønnede medarbejdere, og penge til et kontorhold, som fulgte med hendes mandat.

Hvis man forestillede sig, at alle de nyvalgte EU-kritikere af forskellig observans gik sammen i en ny gruppe, så ville de blive en magtfaktor i Parlamentet.

Men det kan man ikke. Der er politikken til forskel.

Racisterne, de stuerene - og de andre

På højrefløjen er tre gruppedannelser i spil.

For det første: Partier som er udtalt racistiske, eller som betegnes som sådan af andre. Til dem kan regnes franske Front National, hollandske Frihedspartiet, østrigske FPÖ, ungarske Jobbik, italienske Lega Nord, græske Gyldent Daggry, tyske Nationaldemokrater, Sverigedemokraterne, litauiske Orden og Retfærdighed, og slovakiske Nationalistpartiet.

For det andet: Partier, som ikke vil være sammen med de højre-nationale, men for hvem indvandring og flygtninge er et ofte brugt argument imod EU. Til dem har man hidtil kunnet regne medlemmerne af det, der indtil nu har heddet EFD (Europæisk Frihed og Demokrati med 31 medlemmer før valget, måske 32 efter) med britiske UKIP som drivkraft, og med italienske Lega Nord, og andre. Før valget sad også Dansk Folkeparti her.

For det tredie: Partier som er klart EU-kritiske, men som ikke er mere udlændingeforskrækkede end at nogle af dem kan acceptere Tyrkiet som EU-medlem. Til dem hører de britiske konservative, tjekkiske ODS, polske PiS og andre i den gruppe, der indtil nu har heddet EKR (Europæiske Konservative og Reformister med 57 medlemmer før valget, måske 63 efter). Her vil de syv nyvalgte medlemmer fra tyske Alternative für Deutschland politisk føle sig mest hjemme. Også Dansk Folkeparti ser ud til at lande her.

Og så de uberegnelige

Tendensen i spillet om gruppedannelser er en bevægelse hen imod midten. Dansk Folkeparti og Perussuomalaiset (De Sande Finner) søger væk fra tidligere allierede i retning mod den konservative gruppe EKR. Sverigedemokraterne vil gerne være i et mere ”stuerent” selskab end Front Nationals, men bliver selv afvist af britiske UKIP.

Gruppedannelserne i midten og til venstre er til gengæld noget mindre komplicerede. Her er spørgsmålet, hvem der må nyde godt af nye miljø- og venstrefløjspartier fra Portugal, Spanien og Italien – og af det svenske Feministisk Initiativ.

Det bliver enten De Grønne (57 medlemmer før valget, 54 efter), eller venstrefløjsgruppen GUE/NGL med danske Folkebevægelsen mod EU (35 medlemmer før valget, 52 efter).

Og så er der de meget uberegnelige, som den italienske Beppo Grillos Bevægelsen 5 stjerner (17 helt nye mandater), og tjekkiske ANO (4 nye medlemmer).

ANO ender efter alt at dømme i den liberale gruppe (ALDE), men er som euromodstandere mere på linje med danske Liberal Alliance.

Valget er overstået, resultatet er kendt. Fortsættelse følger om grupperne.

Bragt i magasinet NOTAT 24. juni 2014.

Teksten tager udgangspunkt i de gamle grupper i Parlamentet. Samtidig skal det tages i betragtning, at der før valget var 766 gældende mandater i Parlamentet, mens tallet efter valget er 751.