ARTIKLER


Nationalismen i Ungarn er mest udpræget blandt Jobbik-vælgere.

Flere artikler
Gå til forside

Kategorier:

For et større Ungarn

Nationalistiske klistermærker, sortskjorter og sigøjner-frygt. På både det folkelige og politiske plan har nationalismen forplantet sig i Ungarn. Jeg tog derned for at finde ud af, hvad der egentligt foregår.


Af Anders Højberg Kamp
1. oktober 2014

Tung og muskuløs rock bankede ud af højttalerne på en scene, der var sat op mindre end 100 meter fra parlamentsbygningen i Budapest. Omtrent 100 sortklædte i læderstøvler stod rank i geledder foran scenen. Omkring dem stod tusinder med bannere og flag med ungarske nationalsymboler.

En ældre mand i jakkesæt stillede sig op på talerstolen.

»Gud giver os,« råbte han, og fik straks respons fra masserne: »En bedre fremtid!«.

Jeg befandt mig midt i en demonstration med Jobbik, Ungarns nationalistiske højrefløjsparti, der markerede årets nationaldag i Budapest. En parti-tilhænger forsøgte sig:

»Jobbik vil investere i landbruget og fremme den private sektor med lavere skatter. Og så er vores fængsler fyldt med romaer. Problemet er, at de ikke ser fængslet som en straf. For mange er det næsten en ferie. Så vi skal have dårligere forhold i fængslerne.«

Bag mig stod en ung mand med en pisk, han svingede ned over asfalten efter behag. Længere nede stod ældre damer i kø foran souvenirbutikkerne.

Et af salgsobjekterne var et klistermærke af et kæmpe land, hvor der stod ”For et større Ungarn”. Min ungarske veninde fortalte mig, at omtrent hver tiende bil, hun så, havde klistermærket siddende i bagruden. Ønsket er at få de gamle ungarske landområder tilbage, hvor der stadig lever ungarske mindretal. Det drejer sig blandt andet om Rumænien, Slovakiet og Serbien. Storhedsvanviddet gælder ikke bare Jobbik-vælgere, men også tilhængere af regeringspartiet Fidesz.

I slutningen af juli holdt premierminister Victor Orban en tale for det ungarske mindretal i Rumænien, som vakte genlyd i hele Europa. Her gik han til angreb på vestlige, åndløse demokratier og forsøgte at sælge sin egen politik:

»Vi forsøger at skabe en ungarsk stat, som kan konkurrere globalt. Et arbejder-baseret samfund med en ikke-liberal natur.«

Han udtrykte sin foragt for den liberale ”EU-kolonialisme”, hvor ungarske supermarkeder og apoteker er ejet af østrigere eller tyskere.

Paszkál Kiss, forsker i nationalisme, fortalte mig, at hvor Jobbik med racistisk retorik går efter romaer og jøder - da folk i de fattige regioner ser kriminalitet som et stort problem i hverdagen og beskylder mindretal som årsagen hertil – leverer Fidesz mere brede løsninger og har i stedet udråbt EU til fjende, så de undgår at diskriminere.

Men det er mere tvetydigt end som sådan, fik jeg fortalt, for de slås om vælgerne. Det politiske analyseinstitut Policy Solutions har identificeret intet mindre end 12 politiske tiltag fra regeringen, som kan føres direkte tilbage til Jobbiks valgprogram fra 2010.

For eksempel er både kristendommen og nationalsymbolet ”Den Hellige Krone” skrevet ind i den nye forfatning, og ungarske skolebørn får nu penge for at rejse til tidligere ungarske territorier i nabolandene.

Professoren fortalte, at han var meget overrasket over den ”pludselige” nationalisme, som strømmede ind over samfundet i 00erne. Han mente, at politikerne har haft held med at tale nationalismen positivt op, fordi folk har set ungarske virksomheder gå konkurs og erstattet af vestlige firmaer, mens kriminaliteten blandt særligt romaer er blevet stærkt overdrevet. 

Artiklen blev første gang bragt i NOTAT nr. 1276 som udkom 1. oktober 2014.