NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Er databeskyttelse en god ting?
NEJ. Ikke altid og ikke for enhver pris. Der er klart behov for at beskytte private og personlige data mod kommerciel udnyttelse og borgerne mod overvågningssamfundet.
Af Staffan Dahllöf og Rasmus Nørlem Sørensen
2. december 2014
Men vi har et problem, hvis databeskyttelse indebærer, at dine tweets og facebookopdateringer skal godkendes af dem, du omtaler. Hvis aktindsigt ikke må omfatte navne på modtagere af millioner af kroner i landbrugsstøtte, eller oplysninger om, hvorfra smitten med antibiotika-resistente bakterier spreder sig. Hvis fagforeninger ikke må holde styr på, hvem der er medlemmer og ikke er medlemmer på en arbejdsplads. Eller hvis mediearkiver og historiske arkiver – f.eks. det tyske Stasi-arkiv – skal renses for navne og person-oplysninger.
Men så galt kan det vel ikke gå? Er der overhovedet en rimelig grund til den slags sortsyn og skrækscenarier? Det er svært at forestille sig andet, end at de 611 medlemmer af EU-Parlamentet, som den 12. april i år stemte for det stadig foreløbige forslag til ny databeskyttelseslov, har vidst, hvad de gjorde.
Men man kan godt komme i tvivl. For ingen af problematikkerne ovenfor er endeligt afklaret endnu. Lovgivningsprocessen er kommet skævt i gang med et ensidigt fokus på beskyttelse af personlige data. Man har i processen nedtonet det dilemma, at databeskyttelse kan underminere ytringsfrihed, forskning og retten til aktindsigt.
Der forhandles for tiden i Ministerrådets arbejdsgrupper, hvor danske embedsmænd blandt andet skal kæmpe for at holde den omfattende danske registerforskning uden for de nye regler. Hvad ministrene kommer frem til, ved vi endnu ikke. Men når de er enige, skal der også forhandles med EU-Parlamentet om et endeligt kompromis.
Den usikkerhed er på en måde en god ting. Det indebærer, at der stadig er tid til at udrede konsekvenserne og at prøve at forstå, hvad en ensartet datalov for 28 lande med 28 forskellige forvaltningstraditioner og rettighedskulturer kan føre til.
Der er stadig tid og mulighed for at kræve en skelnen mellem offentlige og kommercielle interesser og mellem små og store virksomheder. Der er stadig tid til at overveje, om en forordning, hvor reglerne skal gælde for alle lande og borgere, er vejen frem. Eller om et direktiv, der kan tilpasses national lovgivning, er at foretrække.
Samfundet har også behov for at huske – ikke kun for at glemme. Det hensyn må ikke drukne i begejstringen for at give Google og Facebook et hak i tuden – eller glemmes i håbet om at bedre databeskyttelse kan sikre mere internethandel i Europa.
Der er stadig tid til at vride en noget forkrampet debat væk fra de spor, som blev udlagt af Kommissionen for to år siden, og som medier og NGO'er alt for ukritisk har fulgt siden hen. Overdrevet? Muligvis. Læs og døm selv. Om ikke så længe er det for sent.
Artiklen blev først bragt i magasinet NOTAT 1. december: Skal data beskyttes?