LEDER: ER DER ARBEJDE TIL ALLE I EUROPA?

SORTEPER. Helt centralt i EU’s traktater, står de fire friheder: Den frie bevægelighed for arbejdstagere, personer, varer og kapital. Den frie bevægelighed for arbejdstagere betyder i princippet, at der eksisterer et fælles, europæisk arbejdsmarked. Det giver en række problemer i en tid, hvor mere end 26 millioner EU-borgere står uden arbejde. 26 millioner svarer til hele Frankrigs arbejdsstyrke. Vi har et økonomisk og beskæftigelsespolitisk system, der i omfang har lukket Frankrig. Ikke én croissant eller espresso må langes over disken. Ikke én flaske rødvin eller ost må produceres. Ingen højhastigheds TGV-tog må bringe folk rundt i det store europæiske land.

En sådan situation virker naturligvis absurd. Og reelt er det jo ikke alle funktioner i ét land, der lukker ned. Men virkeligheden er ikke mindre absurd. Det er det samme spild af menneskelige ressourcer, det samme spild af gode kræfter, der kunne gøre en forskel.

Arbejdsløse uden grænser

En øget mobilitet kan sørge for, at arbejdskraften kommer derhen, hvor arbejdet er. Det skulle gerne sikre, at de rigtige mennesker kan tage de rigtige jobs. Uanset hvilket land arbejdspladserne findes i. Men i et EU, hvor der er enorm forskel på arbejdsmarkederne, hvor der er en enorm ulighed mellem landene og hvor der, uanset hvor meget folk flytter sig, mangler jobs til 26 millioner arbejdstagere, er det ikke altid det der sker.

Det fælles arbejdsmarked bliver i en situation med krise og arbejdsløshed til et spil sorteper. Hvor ender problemet med de manglende jobs? Hvordan undgår man, at de mange arbejdssøgende europæere skaber social dumping i lande med høje lønninger og gode forhold på arbejdspladserne? Hvordan skal velfærdsydelser til arbejdstagere fra andre EU-lande tildeles? Og hvem skal betale for dem?

Folk kan flytte sig af de ”forkerte grunde”. En højtuddannet bulgarer kan måske tjene flere penge ved at arbejde ufaglært i England end ved at bruge sin uddannelse i sit hjemland. Det er muligvis fint for den individuelle arbejdstager at tjene mere. Men for det europæiske samfund som helhed er det et tab af en investering i uddannelse. Et tab af kompetencer, der kunne være brugt meget bedre. Samtid presser bulgarerens lave lønforventninger de andre lønmodtagere i England. Vi risikerer både at få social dumping i England og ”hjerneflugt” i Bulgarien. Et sorteper-kort til både afsenderlande og modtagerlande.

Langtidsledigheden vokser

Langtidsledigheden er måske det mest skræmmende problem. Især for unge i Sydeuropa, der aldrig opnår en fast tilknytning til arbejdsmarkedet. De kommer til at få en lavere livsindkomst, en lavere pensionsopsparing og vil leve med en konstant risiko for at ryge ind og ud af arbejdsmarkedet. Det er en mare som vil ride EU i mange år fremover.

Det er særligt de ufaglærte og de unge, der er hårdt ramt. Krisen rammer skævt og skaber en stadig voksende risiko for fattigdom i de europæiske lande. Og med det massive tryk på lønningerne som de mange arbejdsløse giver, er et arbejde ikke længere en sikker billet til det gode liv. Tyskland har holdt sine lønninger nede i årevis, og det har gavnet konkurrenceevnen. Men det har også skabt en voksende gruppe af arbejdende fattige. Folk i arbejde, der ikke tjener nok til at holde sig fri af risikoen for fattigdom.

I NOTAT finder du denne gang en analyse af arbejdsløsheden og de mulige veje ud af den sociale krise, en undersøgelse af problemet med såkaldt ”velfærdsturisme” og et bud på fagforeningernes muligheder for at bekæmpe social dumping.