"Så siger de, jeg skal prøve at se deres brandsår"

Foran en café i indre København står Matilde Kimer bøjet over sin cykel. Hun forsøger at låse den med højre hånd, mens hun skriver en SMS med venstre. Telefonen ringer. Nogen vil have hende i Radioavisen om en halv time.

Siden ukrainske demonstranter gik på gaden i vinters, har der været tryk på for DR’s 33-årige korrespondent. Med et ben i Ukraine og et i København har hun leveret adskillige reportager og analyser af den konflikt, som har forbitret forholdet mellem Rusland og Vesten. 

Og man forstår, hvorfor det lyse ansigt med de skarpe kindben har brændt sig fast på tv-skærme landet over. Matilde Kimers engagement i at viderebringe det, hun oplever, virker uudtømmeligt, og da hun fortæller, at hun skal til Ukraine igen i morgen, gnistrer øjnene.

 »Jeg glæder mig næsten altid til at komme tilbage. Ikke som man glæder sig til juleaften, men jeg glæder mig til at komme ud i det. Blive beskidt. Opleve det med egne øjne og ører. Det er jo enormt svært at slippe sådan en krigssituation, fordi der er så mange skæbner.«

En af vores

En gang om måneden er hun afsted på ture, der varer cirka en uge. Omtrent halvdelen af gangene er hun afsted alene som fotograf, lydtekniker, journalist og klipper samlet i én krop. Dog har hun en lokal ”fixer”, som hjælper med logistik og kontakt til kilder.

Med eller uden fixer, så kan det mærkes, at man er europæisk journalist.

»Der er helt klart et skel mellem vestlige og russiske journalister. Konkret militært kan russiske journalister stort set ikke komme ind i Ukraine. Som vestlig journalist bliver man derimod hilst velkommen som ”en af vores” ved de forskellige checkpoints. Omvendt kan man sige, at når jeg har forsøgt at komme tæt på for eksempel en (pro-russisk, red.) oprørsleder, så ryger jeg i bedste fald bagerst i køen. Der har russiske journalister bedre adgang.«

Også de pro-russiske civile kan være sværere at komme tæt på som vestlig journalist. Når de hører, hvor man er fra, opstår der straks en skepsis:

»Men så er du jo imod os, siger de. Så må jeg forklare, at jeg sådan set ikke er med eller imod nogen. Men du skal fortælle sandheden, siger de så. Jeg tror, at jeg er blevet bedt cirka 5.000 gange om at fortælle sandheden. Efterfulgt af deres udlægning af, hvad sandheden er.«

Hun har også oplevet adskillige gange, at separatister har kaldt hende ”presstitute”, som er en sammentrækning af ordene ”press” og ”prostitute”, presse og prostitueret. 

»Men det er helt i tråd med, hvordan russiske journalister bliver omtalt på den ukrainske side. Det hele er sådan set spejlvendt.«

Os mod dem

Hvordan undgår man så at falde i grøften, ”os mod dem”, når man befinder sig midt i en krigszone?

 »Hvis vi bakker helt tilbage til Maidan (Uafhængighedspladsen) i februar, så prøvede jeg at undgå at blive revet med af det, der faktisk var en meget overbevisende bølge af protester og et sociologisk set meget spændende miljø på pladsen. Der satte jeg mig for mindst én gang om dagen at gå over og snakke med politifolkene.«

Det resulterede i, at hun stod og snakkede med nogle urobetjente på den ”forkerte” side af barrikaderne, da det hele sprang i luften den 20. februar. Fordi ambitionen var at få snakket med dem, der gerne ville snakke med hende.

Hvem er det så, der typisk gerne vil snakke med dig?

 »Det er der mange, der gerne vil. Også politifolk. Især når de opdager, at det kan foregå på russisk. De vil gerne forklare, at de fandme ikke har lyst til at stå og skyde chokgranater over på demonstranterne, men ”prøv at se mit brandsår”, siger de så, ”de prøver jo at slå os ihjel”. De har jo også et behov for at fortælle deres side af sagen, og jeg har et behov for at høre den.«

Det vigtigste, synes Matilde Kimer, er konstant at prøve at forstå mennesket inde bagved og ikke putte parterne i de kasser, som de putter hinanden i. Når for eksempel den ene side bliver kaldt terrorister, og den anden fascister.

»Så er de jo dejligt frie for at anerkende, at den anden er et menneske. Jeg synes, det er det mest uhyggelige. Det prøver jeg at modarbejde.«

Vi beretter jo bare

Men det hårdeste har hverken været, at parterne dæmoniserer hinanden, eller at gaderne flyder med lig. Det har været mødet med de efterladte.

 »Når der står en far bøjet over sit barn, og ligner én, der selv kunne dø af sorg, så føler jeg, at der står nogen og sparker mig i brystkassen.«

Man hører ind imellem krigskorrespondenter fortælle, at netop tragedierne kan gøre det umuligt at holde fast i den journalistiske opgave. Får du sommetider lyst til at kaste, hvad du har i hænderne, og hjælpe nogen i stedet?

»Jeg tror, at mange har en trang til at gå ind i det og redde nogen. Hold kæft, hvor er det patetisk at være journalist. Vi gør jo ikke noget, vi beretter bare. Sådan kan man godt tænke. At man er lidt nytteløs. Nogle gange mere end andre.«

Og hun genkender billedet fra sine kollegaer. Adskillige journalister er bukket under for presset, nogle har fået hjertetilfælde og stress af al den ondskab. Ligesom der er tv-selskaber, som slet ikke tager til øst-Ukraine mere, fordi det er for farligt eller belastende.

»Selv forsøger jeg at holde fast i, at nu er det mig, der er her. Derfor er det min pligt at fortælle, hvad der sker. Hvis jeg ikke gør det, så er jeg jo væk fra mine børn til ingen nytte. Jeg har truffet en beslutning, fordi jeg synes, det er vigtigt. Det er jo også sådan en selvbekræftende ting, som jeg siger til mig selv, når jeg er ude. Og når jeg er hjemme. Så siger jeg det til min mand. Og til min mor. Og til mine børn.«

De ringer fra Radioavisen igen. Matilde Kimer skal lige straks i luften.

Artiklen blev første gang bragt i NOTAT nr. 1275 som udkom 1. september 2014