NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Østeuropæisk tungsind
Fra Central- til Østeuropa findes et tungsind, jeg jævnligt støder på. Senest oplevede jeg det på Cinematekets østeuropæiske filmfestival.
Af Anders Højberg Kamp
1. december 2014
For tredje år i træk afholdt Cinemateket i oktober og november filmfestivalen East by Southeast. En festival, som har til formål at udbrede kendskabet til livet og kulturen i Østeuropa. Denne gang med 10 film fra Estland, Georgien, Litauen, Polen, Rumænien, Slovenien og Tjekkiet. Jeg så dem alle, hilste på ambassadører og smagte estisk ost og georgisk vin. Det var kvalitet, og det samme var filmene. Men én ting slog mig.
Fælles for filmene var, at de genskabte en mørk og tilbagestående stereotyp om Østeuropa. En stereotyp, som man – i en mere firkantet og overdrevet udgave – kan finde i Hollywoodfilm som Eurotrip (2004) og Hostel (2005).
Et er, at ældre film på festivalen, som den rumænske Valley of Sights om romaer og spionfilmen Jack Strong, begge skildrer historiske rædsler. Et andet er, at de nutidige film virker lige så deprimerende.
Tag den georgiske film Blind Dates. En 40-årig desillusioneret skolelærer dater kvinder i et gråt univers, inden han ender som chauffør for en kriminel stodder. I litauiske The Gambler leger et ludomanisk sygeplejepersonale om liv og død. De spiller om, hvilke patienter, der først kradser af, og snart har de gang i et omfattende pyramidespil, der selvfølgelig ender tragisk.
Nu skal East by Southeast ikke gøres repræsentativ for den østeuropæiske filmscene. Kunstfilm er kunstfilm, ofte mørke i deres natur, og man kan naturligvis også se muntre film fra øst. Når det er sagt, møder jeg jævnligt det østeuropæiske tungsind. Ikke bare når jeg ser film, læser Dostojevskij eller Imre Kertész.
Sortsynet møder jeg også, når jeg snakker med østeuropæere i Danmark eller rejser østpå. Så sent som i sidste uge faldt jeg i snak med en bulgarer på bodegaen Det Rene Glas. Han fortalte længe om, hvor slemt det var at være i Bulgarien. »It’s shitty in my country. Lucky you are from Denmark,« sagde han, og det er langt fra første gang, jeg får den bemærkning. I Rumænien fik jeg fortalt af en professor, at rumænere føler sig mindreværdige:
»Vi rumænere joker ofte med, at da kommunisterne kom til Ungarn, sagde ungarerne »fuck off«, men her i landet bukkede og nejede vi bare,« sagde professoren, Calin Goina.
I Ungarn, hvor jeg ellers oplever et stærkt nationalistisk sindelag, overnattede jeg hos en pige, som bare ville mod vest, og mange unge mennesker fortalte mig om apatien i forhold til at ændre tingenes tilstand. I Kroatien mødte jeg en opgivende attitude, som da en hostelejer fortalte om statsstøttede motorveje, som førte til små landsbyer. I Polen er Østeuropa nærmest et skældsord. Man skal i hvert fald nødigt kalde polakker for østeuropæere. De er centraleuropæere. Det er så i orden.
At sige, østeuropæerne bare skal lette sindet, er jo nemt for den vestlige forbruger. Ligesom det er let at fremhæve solstrålehistorier om, at landene, som kom med i EU ved den store udvidelse i 2004, har haft en gennemsnitlig vækst på omtrent seks procent om året, at muren er faldet og mangen grå sprække renoveret siden da. Så let at sige, at vi havde det sjovt i 80’erne og 90’erne, hvor Danmark havde det velstandsniveau, som mange af østlandene befinder sig på nu.
Alligevel siger jeg det. Det er i øst, at solen stiger op, så nyd dog solskinnet i stedet.
Artiklen blev første gang bragt i NOTAT nr. 1278 1. december 2014