Sådan vedtages en lov i EU

En lov kan blive vedtaget på flere måder i EU. På de fleste af EU’s politikområder anvendes den såkaldte ”almindelige beslutningsprocedure”. Det er bl.a. på områderne miljø, forbrugerbeskyttelse, indre marked og transport. Her skal EU-Parlamentet og Ministerrådet være enige, før en lov kan vedtages. Det vil sige, at der skal være flertal bag loven i begge institutioner.

En simpel beskrivelse er, at Kommissionen fremsætter et forslag, som så diskuteres, eventuelt ændres og til sidst vedtages af Ministerrådet og Parlamentet i fællesskab. Den egentlige proces er mere kompliceret, idet lovforslaget kan gå igennem i alt tre behandlinger, før det vedtages.

Førstebehandlingen starter med, at Parlamentet vedtager en ”udtalelse” om Kommissionens lovforslag med forslag til eventuelle ændringer. Denne udtalelse skal Ministerrådet forholde sig til. Hvis de ikke er enige med Parlamentets udtalelse, vedtager Ministerrådet en såkaldt ”fælles holdning” med ændringsforslag til Parlamentets ændringsforslag. Det skal så tilbage til Parlamentet igen. Parlamentet kan enten godkende eller forkaste Ministerrådets fælles holdning, eller de kan foreslå nye ændringer, som så skal til tredjebehandling i den såkaldte forligsprocedure.

Den kringlede proces skal sikre, at både medlemslande og EU-Parlamentet bliver hørt, men den betyder også, at et lovforslag kan være flere år om at komme gennem EU-systemet. I 2008 lykkedes det dog institutionerne at blive enige om lovgivning under førstebehandlingen i 80 procent af sagerne. Det skyldes især forhandlinger på de trilogmøder, man kan læse mere om i boksen til højre.

Den næstmest anvendte beslutningsprocedure er høringsproceduren. Her er det kun Ministerrådet, der vedtager Kommissionens lovforslag. Parlamentet deltager i vejledende høringer, men har her kun svag indflydelse på lovgivningen.

I modellen til højre kan du se en forenklet fremstilling af den almindelige beslutningsprocedure. Når man læser den, er det vigtigt at huske på, at al EU-lovgivning foregår indenfor nogle faste rammer. Kommissionens lovforslag holder sig altid indenfor rammerne af den overordnede kurs, der er udstukket af Det Europæiske Råd på EU’s topmøder.

Derudover skal al EU-lovgivning holde sig indenfor rammerne af EU’s traktater – EU’s grundlov. Lovene må aldrig være i strid med EU’s traktater, som EU-Domstolen fortolker lovene i forhold til. Centralt i EU’s traktater er, at varer, personer, tjenesteydelser og kapital skal kunne bevæge sig frit mellem EU-landene, de såkaldte fire friheder, der skal understøtte et velsmurt fælles marked.