ARTIKLER


Kun den ene vej, mod mere liberalisering, skal staterne have lov at bevæge sig, ifølge de nye dogmer i de store frihandelsaftaler

Flere artikler
Gå til forside

Kategorier:

Skraldenøgleklausul for liberalisering

To centrale principper - en "stilstandsklausul", og en "skraldenøgle-klausul" - skal sørge for, at udvikling mod øget liberalisering ikke kan skrues tilbage.


Af Staffan Dahllöf
17. september 2014

Det kunne minde om et valgprogram for Liberal Alliance, men foreløbigt har både regeringen og samtlige folketingspartier nikket ja til oplægget til en aftale om tjenesteydelser mellem EU og 23 lande, TiSA (Trade in Services Agreement), hvori indgår en såkaldt stilstandsklausul og en skraldenøgle-klausul.

De to principper er også en del af oplægget til forhandlingerne mellem EU og USA om TTIP (Transatlantic Trade and Investment Partnership).

I et notat til Folketingets Europaudvalg fra marts 2013 forklarede Erhvervs- og Vækstministeriet, hvad principperne går ud på:

”Formålet er således at opnå en så høj binding af det nuværende liberaliseringsniveau som muligt samt gennem forhandlinger at skabe mulighed for en ny markedsadgang og øget national behandling.”

National behandling betyder her, at udenlandske virksomheder skal behandles på samme måde som de danske.

Pia Olsen Dyhr (SF), som på det tidspunkt var handelsminister, sagde i Europaudvalget:

»Regeringen ser positivt på Kommissionens oplæg. Det er vigtigt, at den nuværende liberalisering fastholdes.«

Ikke tilbage til kommunerne

I et skriftligt oplæg til udvalget blev det præciseret:

”I RGF-gruppen (Real Good Friends of services – som de deltagende lande kalder sig) drøftes endvidere indførslen af mekanismer, der binder eksisterende liberalisering (standstill klausul) og opsamler fremtidige liberaliseringstiltag (ratchet klausul).”

Standstill kan nærmest oversættes til stilstand mens ratchet er det engelske ord for skraldenøgle, et værktøj, som indstilles til kun at tage fat den ene vej; til at spænde, eller til at løsne en møtrik eller bolt.

Stilstandsklausulen og skraldenøgleklausulen går i denne sammenhæng ud på udelukkende at løsne op for liberalisering: Gennemførte privatiseringer skal fastholdes, og må ikke laves om. Fremtidige beslutninger om tjenesteydelser må udelukkende føre til øget markedsadgang, ikke det modsatte. ”Remunicipalisation” – genkommunalisering på dansk – af for eksempel tidligere privatiseret energiforsyning, som det er set i Tyskland, skal ikke være muligt.

På udvalgsmødet, da oplægget blev fremlagt, var der ingen diskussion om de to liberaliseringsklausuler. De blev heller ikke nævnt af Pia Olsen Dyhr i hendes mundtlige oplæg.

Kun for de udvalgte

TiSA-forhandlingerne finder sted i Geneve, hvor der er planlagt ti sessioner i år. TTIP-forhandlingerne foregår skiftevis i Washington og i Bruxelles, hvor den seneste runde blev afviklet i midten af juli.

Kommissionen har offentliggjort sine åbningsbud i de to forhandlinger. Men de forhandlingsdirektiver, som er vedtaget i Ministerrådet, er ikke offentlige, om end de er lækkede og – viser det sig – meget generelle.

EU-ombudsmanden Emily O´Reilly har på den baggrund spurgt i påfaldende direkte formuleringer, om ikke Kommissionen og Ministerrådet kunne åbne en smule op for, hvad der sker.

I en dom sidste år fik Kommissionen medhold i, at man godt måtte give erhvervsorganisationen Business Europe og indiske erhvervsinteressenter adgang til dokumenter, som hverken den kritiske organisation Corporate Europe Observatory, eller andre, måtte se.

Rettens dom, ved hvad der svarer til første instans, er anket til den højeste instans ved EU-Domstolen.

Som NOTAT kunne fortælle i december sidste år er dokumenter, som viser modpartens positioner, og som indeholder konsoliderede tekster – hvad man foreløbigt er blevet enige om – kun tilgængelige i en aflåst læsesal for EU-parlamentarikere og for repræsentanter for medlemslandene. Herfra må de ikke fjernes eller kopieres.

Kina på vej mod handelsaftale         Resultaterne bliver mindre end forventet

Canada-aftale klar

Sydafrika utilfreds med handelsaftale