NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Hvis ”velfærdsturisme” er et problem, så er det selvforskyldt. Og et lille problem – indtil videre.
Afgørelser fra EU-Domstolen og ændringer af EU-lovgivningen indebærer, at Danmark har tabt, eller er på vej til at tabe, kontrollen med tildeling af:
• SU (Statens Uddannelsesstøtte). Tilrejsende EU-borgere kan have ret til SU i Danmark, hvis de også arbejder ved siden af studierne.
• Børnepenge. Regeringen har afskaffet det tidligere krav om bopæl eller arbejde i Danmark i mindst to år. Nu kan børnepenge udbetales til alle EU-borgere efter tre måneder i landet.
• Dagpenge. I dag en rettighed for alle EU-borgere efter tre måneders arbejde i Danmark. Dagpenge kan også tages med til hjemlandet i op til tre måneder.
Men kravet om tre måneders optjening i Danmark er muligvis i strid med EU-retten. Det kigger Kommissionen nærmere på nu.
»Hvis vi ikke kan opretholde 3-månedersreglen, må vi være meget opmærksomme på, hvilken anciennitet der skal være for at få dagpenge,« siger Verner Sand Kirk, direktør for AK-Samvirke, brancheorganisationen for de danske A-kasser.
Arbejdstagere et vidt begreb
Allerede i 1968 vedtog de dengang ni medlemslande i det daværende EF en forordning (lov med direkte retsvirkning) om arbejdskraftens frie bevægelighed, og i 1971 en lov om samordning af sociale ydelser.
De love er blevet udvidet siden hen, og fortolket af EU-Domstolen.
Begrebet arbejdstagere er stadig ikke krystalklart, men det omfatter i hvert fald også en arbejdstagers familie, selvstændige og studerende, som arbejder ved siden af studierne. Muligvis omfattes også enhver EU-borger, som opholder sig mere end tre måneder i et andet EU-land, en ret til kontanthjælp (se artikel på side 3).
Kirsten Ketscher, professor dr. Jur. ved Københavns Universitet, betegner den tyske sag, som er sendt til EU-Domstolen til vurdering, som interessant, men vil ikke udtale sig alene på baggrund af, at sagen er forelagt EU-Domstolen.
”Overveje justeringer”
En rapport fra Beskæftigelsesministeriet i marts 2011 på ikke færre end 514 sider, omtalte 120 forskellige ydelser, som i større eller mindre grad udnyttes af udlændinge i Danmark, hvilket man i varierende grad anså for et problem.
Rapporten konkluderede, at den skattefinansierede danske model udfordres af flere vandrende arbejdstagere, fordi sammenhængen mellem at betale skat og at modtage ydelser udviskes eller forsvinder.
Rapporten, som var igangsat af VK-regeringen, afrundede i en nøglesætning:
”Det er derfor naturligt at overveje justeringer i den danske velfærdsmodel, der i højere grad sikrer koblingen mellem skattebetaling og brug af velfærdsydelser.”
Hidtil en gevinst
Der er tre grunde til, at de overvejelser foreløbigt ikke har ført nogen steder hen, på trods af Danmarks 41 år i EF/EU.
• Bordet fanger. Danske regeringer har med enkelte undtagelser været med til at vedtage de EU-love, som fremmer den frie bevægelighed. En af grundpillerne i EU-samarbejdet.
• Politisk har det hidtil ikke delt vandene mellem de partier, som i øvrigt er enige om EU-politikken. Det mønster er begyndt at krakelere efter udmeldinger fra Venstre og de Konservative.
• Problemet er lille, på grænsen til det ikke eksisterende. Ifølge Finansministeriet modtog ”Øst-indvandrerne” i årene 2009-2011 i alt 600 millioner kroner i forskellige overførselsindkomster, men bidrog med 1.700 millioner i skat. Kort sagt, en ren gevinst for den danske statskasse.
En rapport, udgivet af EU-Kommissionen i oktober 2013, giver det samme billede: Kun mellem 0,7 og 1,0 procent af befolkningen er ”ikke aktive” EU-borgere fra andre lande, men af dem bor 79 procent sammen med nogen i arbejde.
Man flytter altså i praksis, fordi man har fået eller vil søge arbejde i andre lande. Der er ingen tegn på, at det er adgangen til bidrag, sygepleje eller andre velfærdsydelser, som trækker folk over grænserne.
Lige for alle
Verner Sand Kirk, direktør i AK-Samvirke, siger om de danske forhold:
»Mange kom jo hertil op til finanskrisen i 2008, hvor der også var behov for håndværkere. Langt de fleste har jo været flittige og dygtige folk. Og mennesker, som er midlertidigt ledige og søger arbejde, er ikke noget problem. Indtil videre har vi ikke set noget, som giver anledning til bekymring.«
Men, hvis Danmark ikke kan opretholde kravet om 3-måneders optjening i Danmark, begynder en usikkerhed at melde sig. Vil EU-borgere kunne få dagpenge fra første dag på dansk jord? Er der alternativer til 3-måneders kravet?
»Det tør jeg ikke svare på«, siger Verner Sand Kirk. »Det handler dels om, hvor meget beskæftigelse man har haft, dels om hvilken indkomst dagpengene skal fastsættes ud fra. Et års indtjening i Rumænien vil jo kun udløse en beskeden dansk dagpengesats. Men krav om et års optjening indebærer en kraftig forringelse af forholdene i Danmark.«
For, som juraprofessor Kirsten Ketscher, slår fast:
»Vandrende EU-arbejdstagere har ret til arbejdsløshedsdagpenge på samme betingelser som danskere. Man kan ikke konstruere en særlig optjeningsregel for vandrende EU-arbejdstagere.«