ARTIKLER


5 skarpe til Czesław Siekierski

Czesław Siekierski, medlem af EU-Parlamentets centrum-højregruppe (EPP), formand for landbrugsudvalget.


Af Tine Toft Jørgensen
16. april 2015

Hvad bør EU gøre for at tackle landbrugets problemer, og involverer det landbrugsstøtte?

Landbruget er en særlig del af økonomien, hvor produktionen hurtigt kan ændre sig på grund af skiftende klimaforhold. For at fastholde et stabilt marked, bliver vi derfor nødt til at fastholde et vist niveau af landbrugsstøtte.

Ønsker du, at Vesteuropa eksporterer den konventionelle landbrugsmodel til Østeuropa?

Vi er stolte af vores ”europæiske model”, der har kulturel værdi, og som har høje standarder for miljøet. Det er svært at stoppe den udvikling, der er forbundet med koncentrationen af produktion for effektivitetens skyld. Vi kan systematisk observere, hvordan landbrug bukker under, fordi de ikke kan fastholde deres position på markedet.

Du støtter bedre lånemuligheder for unge landmænd, men der er samtidig store gældsproblemer i industrien. Hvorfor skal landmænd låne mere?

I EU støtter vi unge landmænd, fordi vi har for få. Kun otte procent er under 45 år. Vi vil gerne genoplive økonomisk levedygtighed for så mange landbrug som muligt, netop for at sænke farten på koncentrationen hen imod større og større landbrug.

Støtter du frihandelsaftalen med USA?

Ja, men jeg er ikke dens største støtte. I USA er energipriserne lavere og stordrifterne større. Det vil være svært for os i Europa at konkurrere på et marked uden restriktioner, og derfor kan det her ikke være et fuldstændigt frit handelsområde. Og så er der en sandhed i, at vi bør være bekymrede for, at de amerikanske lobbyister kan presse EU.

Et medlem af landbrugsudvalget er her i bladet citeret for at sige, at landbrugets antibiotikaforbrug fungerer som en paraply for en unaturlig og skadelig dyreproduktion. Er du enig?

Jeg deler ikke det synspunkt. Landmænd er meget ansvarlige personer. De bruger hverken antibiotika som forebyggelse eller som vækstfremmer. De bruger det, når der er brug for det.

Artiklen blev først bragt i NOTAT 1283 Hvad er fremtiden for EU's landbrug?, der udkom 1. april 2015.