Bortførsel, overvågning og konkurs – det skal vi stemme om

VALG. En dansk mand sidder i en lejlighed i Aarhus og snakker med sine venner. Han ved ikke, at han bliver overvåget af dansk politi. Det er der som sådan ikke noget mystisk ved. En ting er dog ikke, som det plejer. Det er nemlig ikke en dansk dommer, der har besluttet, at manden skal overvåges. Det er derimod en italiensk dommer – som tilmed får overvågningen sendt direkte til Italien.

Scenariet er fiktivt, men det kan nemt blive til virkelighed, hvis danskerne vælger at stemme ja til afskaffelsen af retsforholdet. Afstemningen handler nemlig ikke kun om, hvorvidt Danmark fortsat skal deltage i Europol. Den handler også om en lang række andre retsakter.

En af disse retsakter hedder den europæiske efterforskningskendelse, og den handler netop om, at dommere fra andre EU-lande kan bede dansk politi om at indsamle beviser til deres retssager. Andre akter sætter regler for det internationale samarbejde i forhold til konkurser og børnebortførelser. NOTAT har derfor interviewet tre eksperter om disse tre akter.

Nye regler for efterforskning

Den europæiske efterforskningskendelse er en af de retsakter, der får størst indflydelse på dansk ret. Men hvad betyder det i praksis? Det har NOTAT spurgt professor i strafferet ved Københavns Universitet Jørn Vestergaard om.

Vil en tilslutning til den europæiske efterforskningskendelse betyde, at der ikke er nogen dansk dommer eller danske advokater, der skal tage stilling til, om eksempelvis overvågning af en dansker skal finde sted, hvis det allerede er blevet gjort af en dommer i Italien?

”Helt rigtigt! Men hvis overvågningen foregår på en måde, så den kræver en dommerkendelse i Danmark, skal dommeren tjekke, om forbrydelsen, som danskeren er mistænkt for, er med på positivlisten (liste over forbrydelser, som efterforskningskendelsen dækker, red.). Samtidig skal forbrydelsen enten have en strafferamme på mindst tre års fængsel i Italien, eller også skal forbrydelsen være strafbar i både Italien og Danmark. Hvis anmodningen drejer sig om en bestemt form for efterforskning, som man anvender i Italien, men som vi ikke bruger i Danmark, kan anmodningen afvises.”

Hvad så med forbrydelser, som er ulovlige i nogle lande og lovlige i andre lande. Eksempelvis, hvis en dansk læge har været i Polen, hvor aborter er ulovlige, og har hjulpet en kvinde til at få én. Kan en polsk dommer så anmode dansk politi om at overvåge lægen for at indsamle beviser?

”Abort står ikke på positivlisten. Det betyder, at en efterforskningskendelse hverken skal eller kan efterkommes her i landet, hvis den vedrører en læge, der i Polen eller andetsteds har udført abort i overensstemmelse med de danske regler. Når et tilfælde som dette ikke er omfattet af positivlisten, indtræder reglerne om, at handlingen skal være strafbar i begge lande, hvis der skal samarbejdes om efterforskning, og det er den ikke. Det gælder dog ikke for de mindre indgribende efterforskningsmetoder. Her skal en kendelse altid imødekommes. Det kan eksempelvis være at identificere personer bag bestemte telefon-numre eller IP-adresser.”

Strid om barnets bedste

Danskerne skal også tage stilling til akter, der dækker det familieretlige område. Her er det særligt Bruxelles IIa-forordningen, der får indflydelse på dansk ret. Den fastlægger hvilket land, der skal behandle sager om skilsmisse og forældremyndighed, når et par kommer fra forskellige lande eller bor i et andet land. Det er dog særligt ved børnebortførelser, at der sker ændringer. Det forklarer docent i familieret Annette Kronborg fra Københavns Universitet.

Det skyldes, at forordningen bestemmer, at et barn i bortførelsessager altid skal sendes tilbage til det land, hvor barnet tidligere har boet, hvis dette besluttes i det pågældende land. Dernæst skal myndighederne i dette land beslutte, hvem der skal have forældremyndigheden.

”Det kan umiddelbart virke uproblematisk, men billedet bliver kompliceret af, at de fleste bortførere er enlige mødre, der som regel er den primære omsorgsgiver for barnet. Det vi oftest ser er, at de tager barnet med tilbage til deres hjemland, hvor de har et netværk. Det kan derfor være urimeligt over for barnet at skulle sendes tilbage,” forklarer Annette Kronborg.

Danmark har indtil nu anvendt reglerne i Haagerkonventionen, som er en international lov fra 1980. Den har 64 lande tilsluttet, og principperne er de samme, som i Bruxelles IIa- forordningen.

Men der er den forskel, at et land ikke nødvendigvis skal sende barnet tilbage, hvis man vurderer, at barnet kan lide psykisk skade. I 2013 var der eksempelvis 43 verserende sager i Danmark. I tre sager nægtede Danmark at sende barnet retur. Annette Kronborg mener, at man med Bruxelles IIa-forordningen fokuserer mere på at anderkende andre landes afgørelser end på barnets bedste.

”Det grundlæggende spørgsmål er, om vi både kan skabe retslig integration i EU og samtidig sikre det enkelte barns bedste. Og det kan man jo stille alvorligt spørgsmålstegn ved, om man kan – om det enkelte barn bliver ofret til fordel for et stærkere Europa. Forordningen siger, at man uden videre skal anerkende retsafgørelser fra andre lande, hvilket EU-Domstolen har bakket op om. Det betyder, at de danske myndigheders velfærdsvurdering af barnet bliver mindre relevant.”

Hjælp til danske virksomheder

Meget af den lovgivning, vi stemmer om, er allerede skrevet ind i dansk ret. Vi kan dog ikke skrive princippet om gensidig anderkendelse ind – altså at de andre skal acceptere vores afgørelser, og at vi skal acceptere deres. Vi stemmer for eksempel om konkursforordningen og betalingspåkravsforordningen, hvor gensidig anderkendelse spiller en stor rolle for danske virksomheder.

Konkursforordningen medfører, at en dansk domstol kan beslutte, at en dansk virksomhed har ret til værdier i eksempelvis en fransk virksomhed, der er gået konkurs. På den måde undgår danske virksomheder at føre sagen i Frankrig. Det forklarer Lars Holm Nielsen, der er chefkonsulent i Dansk Industri.

”Nej, det har jo bare været dyrere. Der har været mange sager, hvor det har været enormt dyrt og besværligt for danske virksomheder at inddrive gæld i forbindelse virksomheders konkurser i andre lande. 60 procent af den danske eksport går til EU, så akterne betyder rigtig meget.”

Det lyder som om, at det har været helt håbløst at være dansk virksomhed, mens vi har haft retsforbeholdet?

”Hvis vi stemmer ja, vil vi få nogle mere fair konkurrencevilkår, fordi det bliver nemmere at inddrive gæld i andre EU-lande. Vi får også mere klarhed over, hvilke regler der gælder, når man indgår aftaler. Vi stemmer også om en akt, der giver mulighed for at sikre løn til medarbejderne i Danmark, som er ansat i et udenlandsk firma, hvis firmaet forlader Danmark uden at betale løn.”