”Det vil tage generationer at komme højreekstremismen til livs”

Tyskernes værste frygt vokser frem til højre for Angela Merkels konservative parti. Det sker i form af højreekstreme holdninger og angreb på asylcentre, og er særligt et østtysk fænomen, vurderer ekspert. 

Af Tine Toft Jørgensen
22. oktober 2015

Selvom Angela Merkel er blevet nomineret til Nobels fredspris for hendes flygtningepolitik, møder hun nu skarp kritik fra en befolkningsgruppe, der støtter partier eller grupperinger til højre for det kristenkonservative CDU. Bevægelsen Pegida og partiet Alternative Für Deutschland er to af de tydeligste manifestationer af en tiltagende højredrejet holdning, der sætter sig skarpt op imod indvandring, og alt hvad der ligner en ”wilkommenskultur”.

Senest blev Henriette Reker, partipolitisk uafhængig kandidat til borgmesterposten i Köln, angrebet med en kniv af en formodet højreekstremist. Reker stiller op for et flygtningevenligt valgforbund.

 »Vi ser en højreorienteret ekstremistisk bevægelse i Tyskland. I 2015 har der været 500 angreb på asylcentre, og vi har demonstrationer imod asylcentre over hele landet. Mest i Østtyskland, men også i Vesttyskland,« siger sociolog Johannes Kiess, der sammen med Oliver Decker og Elmar Brähler står bag bogen ”Die Mitte im Umbruch” – Midten i opbrud.

De har siden 2002 undersøgt udviklingen i højreekstremisme, og bogens titel er valgt, fordi deres resultater punkterer den tyske myte om, at den slags kun florerer i de absolutte yderkanter af samfundet. Det spreder sig, mest i de nye delstater, det tidligere DDR, men også i resten af Tyskland.

»Vi har længe advaret imod det. Når det kommer til indvandring har vi kunne se, at 30 procent af tyskerne er imod, mens 30 procent er i tvivl. Det er med andre ord en frugtbar jord, hvori de her bevægelser gror i bedste velgående.«

Ifølge Johannes Kiess er både Pegida, det højreekstreme nationalistparti NPD (Nationaldemokratische Partei Deutschlands) og Alternative für Deutschland en del af den bevægelse.

»Alle grupper til højre for CDU forsøger at vinde på flygtningekrisen. Det, vi ser, er selve mobiliseringen af de højreekstreme holdninger, som vi har undersøgt i over 10 år.«

Her er den seneste graf over udviklingen i fjendtlighed overfor udlændinge. Som det ses, er den form for holdning vokset markant mere i Østtyskland end i Vesttyskland, og ifølge Johannes Kiess er tendensen den samme i de tallende fra 2014 (se link i bunden af artiklen).

Pegida: neofascister eller højreekstremister?

Mens nogle kalder Pegida (Patriotiske europæere mod islamiseringen af Vesten) for neofascister og nynazister, er Johannes Kiess mere tilbageholdende. I sin forskning i politiske bevægelser, partier og holdninger holder han sig til begrebet ”højrefløjsekstremisme”.

»Vi definerer højreekstremisme som en ideologi, hvor alle mennesker ikke er lige meget værd. Det er antidemokratisk og racistisk, og denne her bevægelse kommer med begge former for udtalelser. Og det er kun blevet mere tydeligt, i deres symboler, deres taler og den organisationsstruktur, de bygger på,« siger Johannes Kiess på hans kontor i Leipzig i Sachsen – den delstat, hvor Pegida er allerstørst.

Billede fra Pegida demonstration i Dresden mandag den 16. oktober.

Når Johannes Kiess og hans kollegaer undersøger højreekstremistiske holdninger, sammenholder de seks forskellige parametre, herunder stærk nationalisme, socialdarwinisme og fjendtlighed imod udlændinge (Ausländerfeindlichkeit). De tre andre variabler er særligt vigtige i en tysk kontekst, og ville være anderledes, hvis undersøgelsen var foretaget i Frankrig. I Tyskland ser de for eksempel særligt på antisemitisme, og om man måske hellere ville have en stærk Führer end det demokratiske system. 

Det betyder ikke, at man nødvendigvis er højreekstrem, fordi man drømmer sig hen til et mere autoritært styre, men hvis flere af elementerne er til stede i én persons holdninger på samme tid, kan man ifølge Johannes Kiess begynde at tale om en ideologi, der historisk er blevet kaldt højreekstremisme.

Grænsen til fascisme

Forfatteren og bloggeren Michael Bittner er en af dem, der går endnu længere i beskrivelsen af Pegida. I hans seneste indlæg sammenligner han udtalelser fra Pegidas frontpersoner, stifteren Lutz Bachmann og forkæmper Tatjana Festerling, med et indflydelsesrigt propagandaskrift af Joseph Goebells. Skriftet hedder ”Der Nazi-Sozi” (kort for National-Socialisten, red.), og Goebbels skrev det i årerne op til at nationalsocialisterne overtog magten i 1933.

»Når jeg beskriver Pegida som en fascistisk bevægelse, betyder det ikke, at alle, der møder op til deres demonstrationer, har en hærdet, fascistisk ideologi. Men gruppens dynamik og karakter er ikke kun bestemt af tilhængerne, den er også bestemt af lederne, som de ukritisk følger, for det er lederne, der bestemmer, hvor de bevæger sig hen. Og her et år efter stiftelsen kan der ikke længere være nogen tvivl,« skriver Bittner på sin blog.

Han påpeger, at de karakteristiske træk nu som dengang er, at Pegida holder sig uden for ”systemet”, som de kritiserer som værende ”ude af trit” med en ofte selvvalgt definition af ”folket”. ”Vi – og kun vi er folket” og alle andre er blot forblændede af de folkefjerne politikere og den løgnagtige presse. Netop ”Lügenpresse” (løgnerpresse) er et af Pegidas mest gentagede slagråb ved de faste mandagsdemonstrationer. De føler sig sat i bås af en presse, der underspiller de problemer, som flygtninge ifølge dem skaber i deres lokalområder.

Her er eksempel på den Goebbels-lighed, Bittner hiver frem:

”Vi er hverken højre eller ventstreorienterede, vi er kun med rette bekymrede, det er alt!” (Pegida Leipzigs Facebook side 18. marts.)

”Vi er hverken borgerlige eller proletarer.” (Joseph Goebbels, 1932).

Billede fra Legidas mandagsdemonstrationer i Leipzig.

Michael Bittners indlæg gennemgår en lang række udtalelser, hvor han argumenterer for, at Pegidas lukkethed over for pressen, deres udemokratiske struktur og deres udtalelser demonstrerer en form for lukkethed, der i sin egen overbevisning om at repræsentere et undertrykt folk mod et udemokratisk system lægger sig lige op af Goebbels forestilling om NSDAP (Det Nationalsocialistiske Tyske Arbejderparti).

Hos Goebbels lyder det: »Alle partier har bedraget folket. Ingen har gjort i praksis, hvad de havde lovet. De kendte kun folket under valget. Men skal de tyske partier og skuffelsen over deres bedrag fortvivle vores fremtid? Er partierne elendige, så ud med partierne og ind med folket!« (Goebbels, 1932). Citatet her sammenligner Bittner med Pegidas titulering af Merkel og vicekansler Sigmar Gabriel som en ”folkeforrædere”.

Derfor ser Goebbels kun én mulighed – at tage sagen i egne hænder, uden om det demokratiske system, som har svigtet folket:

»Vi ønsker at sikre det tyske folks ret. Da man ikke med det gode vil give os denne ret, kræver vi det med knytnævens brutalitet.«

Tilsvarende har Pegida-stifter Lutz Bachmann på lignende vis forkyndt, at ingen ”folkeforrædere” skal gå fri, at alle får en ”kvittering for deres fædrelandsforræderi”, og til mandagsdemonstrationer i Dresden er der på det seneste blevet brugt symbolske galger til Merkel og Sigmar Gabriel. Alt sammen udtryk, man ifølge Michael Bittner skal tage dybt alvorligt, og i kommentarsporet til Bittners indlæg underbygger den tilsyneladende Pegida-tilhænger, Andreas Kämmerer, Bittners pointe i et forsvar for Pegida:

»Vi har ingen chef! Det tyske folk (hvad der er tilbage af det) har fået nok af de politikere, der laver ravage i toppen af Tyskland. Vi ønsker et FOLKE-parti, der bekymrer sig om sine borgere!«

Højreekstremister er kommet for at blive

Selvom Johannes Kiess – imodsætning til Bittner – ikke vil kalde Pegida fascister, opfordrer han også til at tage situationen dybt alvorligt. For selvom de bevægelserne på højrefløjen måske kun kan samles omkring seks procent til Alternative für Deutschland, er der andre måder at yde indflydelse på.

»Hvis vi ser på hele forbundsstaten, er indflydelsen måske ikke så stor, men se på alle angrebene på flygtningehjem- og flygtningecentre, Alternative für Deutschland’s succes og medvinden for hele bevægelsen til højre for CDU og helt ud til højre for Pegida. Så er problemet stort.«

Den lokale Pegida-fraktion - Legida - er her flankeret af politiet ved deres mandagsdemonstration i Leipzig.

Han påpeger, at det særligt i de små tyske byer er dybt forankret.

»Hvis vi ser på det lokalt, altså de små østtyske byer, er det steder, hvor du ikke med et udenlandsk udseende kan være tryg. Du bliver som minimum kaldt noget, og du møder en fremmedfjendsk, antidemokratisk kultur med lukkede holdninger, der har påvirket hele lokalsamfund. Og der har vi et problem, der er enormt. Det er en ideologi, og den tager flere generationer at ændre.«

Indflydelsen på de etablerede partier

Udover lokale byer i Sachsen, hvor angreb på asylcentre har fundet sted, har bevægelsen og holdningerne indflydelse på de etablerede partier. Tysklands politiske landskab er præget af store samarbejder henover midten mellem de konservative og socialdemokraterne, men også de er pressede. ”Wir schaffen das” har været Merkels svar på al tvivl: vi klarer den. Men tvivlen på Merkels slogan har for første gang i flere år givet hende skrammer i meningsmålingerne, og det har samtidig skabt internt splid i koalitionen med socialdemokraterne, men også internt i CSU og CDU. Med historier om masseaslagsmål i flygtningecentre føler de kristne tyskere sig ikke længere helt så sikre.

Eksempelvis har Horst Seehofer, ministerpræsident i Bayern og formand for CSU (CDU’s regionale søsterpati), anlagt en endnu strammere politik og retorik, samtidig med at det politiske lederskab i CSU prøver at presse Merkel til at ”sende et endnu klarere signal og indrømme, at Tysklands kapacitet har en grænse."

»Det bliver mere og mere tydeligt. Selvfølgelig er der en krise, men når man som Seehofer og CSU følger højrefløjens narrativer, får de indflydelse den vej, ved at presse de andre. Vi ved fra Skandinavien, at det ikke er en god ide. Man må i stedet etablere andre narrativer, hvis målet er at holde de her bevægelser uden for indflydelse,« forklarer Kiess.

Med det henviser han til, hvordan det kan styrke højrefløjspartier eller grupperinger, hvis det etablerede system først anerkender, at de her grupper gør noget rigtigt, og derefter forsøger at føre det ud i livet selv med en strengere retorik eller stramninger i politikken.

»Folk vil altid være overbeviste om, at dem, der indledte diskussionen og startede den stramme linje over for integration, er de bedste til det. Det er deres narrativ, og du kan ikke vinde ved at spille med de højrenationale partiers spilleregler på deres banehalvdel. Og det er ved at ske i Tyskland. På grund af historien har vi aldrig haft en højrefløjsparti i Tyskland, men nu har de fået en organisatorisk struktur og et mobiliseringspotentiale på grund af flygningekrisen. Og de ved, at de kan udnytte det strategisk.«

I det meste af efterkrigstiden har Tyskland været foruden et højrepopulistisk parti. Men Alternative für Deutschland var med 4.7 procent ved sidste føderale valg i 2013 meget tæt på spærregrænsen på fem procent til den tyske Bundestag, og i de seneste meningsmålinger står de til at få helt op til seks procent. AfD har derudover syv pladser i EU-Parlamentet og er valgt ind i fem tyske delstater. Typisk for Tyskland forsøger medier og politikere at fortælle befolkningen, at bevægelser som Pegida er ”utyske” eller umoralske, og finansminister Wolfgang Schäuble fra CDU har som et eksempel kaldt Alternativ für Deutschland for en "skamplet for Tyskland", fordi han mener, at AfD puster til fordomme mod udlændinge. Men den strategi virker ifølge Johannes Kiess ikke – længere.

»Indtil nu var de konservative altid være succesfulde med den strategi. Men vi er ikke i 80’erne mere. Vi har et mere normaliseret politisk system i forhold til ideologi. Man kan ikke skræmme folk med fortiden.«

Ude af øje, ude af sind?

Selvom mange kalder Tyskland for ”et normaliseret land” er højrefløjens karakteristika stadig formet af fortiden. Det ses særligt i bevægelsernes struktur, særligt i Østtyskland, hvor strukturerne er meget løst definerede. Ifølge Johannes Kiess startede den yderste højrefløj i Tyskland allerede den fragmenterede organisation i 80’erne. Det handlede både dengang og i dag om at organisere sig så lidt gennemskueligt som muligt, så det er sværere at få fat i dem. Lidt ligesom Winston og det forestillede hemmelige broderskab i George Orwells 1984. Og grunden til det er særligt udbredt i Tyskland, er der en god forklaring på: organisationer i Tyskland kan nemlig forbydes med henvisning til ”konspiration imod forfatningen”, og det bliver de. Lige nu er der eksempelvis igen en diskussion i gang om, hvorvidt det højreekstreme nationalistparti NPD (Nationaldemokratische Partei Deutschlands) skal forbydes.

»Det er et instrument, den tyske stat bruger til at bekæmpe ekstremisme – både på venstrefløjen og højrefløjen. Hvis du laver en gruppe af skinheads i en lille by, og staten eller politiet kan bevise, at du ”konspirerer mod forfatningen” eller selvfølgelig planlægger kriminalitet, så kan de dømme det som en ekstremistisk terrororganisationen. Det har man gjort meget. .«

»Vi har særligt set det det i de sidste 10-15 år, at de her højreekstreme grupper overtager venstrefløjens organisatoriske form for at være i stand til at skjule sig og også for at være mere mobile og kunne agere mod deres politiske fjender.«

Mange tyskere støtter den nuværende strategi imod dem: At man forbyder, stigmatiserer, laver antidemonstrationer og gør alt, hvad man kan, for at minimere højreekstreme og nationalistiske udbrud. Problemet er, at de mest ekstreme grupper i bevægelsen ikke bare gemmer sig. De angriber asylcentre, får folk på gaden og opbygger partier. Derfor får den tyske ”ude af øje, ude af sind”-strategi ifølge Johannes Kiess alvorlige følger:

»Det får politikerne til at undervurdere en yderst sprængfarlig situation: Når bevægelsen og grupperne er så vagt definerede, er det svært at overbevise magthaverne og befolkningen om at gøre noget ved det.«

Du kan læse hele Johannes Kiess seneste forskning fra 2014 her: "Die stabilisierte Mitte. Rechtsextreme Einstellung in Deutschland 2014." Tine Toft Jørgensen bor og studerer i Leipzig.