Et ‘ja’ giver Folketinget frihed til at vælge fra og til

MAGT. Hvem kommer til at bestemme, hvis vi stemmer ja til at afskaffe retsforbeholdet? Og hvad kommer der til at ske, hvis vi stemmer nej. Det har NOTAT spurgt to forskere om. Henning Bang Fuglsang Madsen Sørensen, adjunkt på Syddansk Universitet og Rebecca Adler Nissen, lektor på Københavns Universitet. Begge har udgivet bøger om retsforbeholdet.

Ifølge Henning Bang Sørensen handler afstemningen særligt om den magtstruktur, som potentielt bliver ændret.

»Det grundlæggende er, at vi ændrer spillereglerne i forholdet mellem Danmark og EU. Med et ja giver vi EU en slags fuldmagt til at lovgive på det retslige område, og dermed taber vi suverænitet på retsområdet,« forklarer han.

Grunden til, at vi skal stemme nu, er, at mere og mere af EU’s retspolitik efterhånden foregår overstatsligt, hvilket vores retsforbehold forhindrer os i at tage del i.

»Det overstatslige betyder, at EU-Domstolen får kompetence, at EU-Parlamentet deltager i lovgivning, og at der kan træffes beslutninger ved flertal frem for enstemmighed – i modsætning til mellemstatsligt, hvor alt vedtages enstemmigt,« forklarer Henning Bang Sørensen.

Sådan tilslutter vi os fremtidige retsakter

Med et ja afskaffer vi retsforbeholdet og erstatter det med en såkaldt tilvalgsordning. Det betyder, at Folketinget skal tilvælge de enkelte retsakter, Danmark ønsker at være en del af. Folketinget behøver derfor ikke spørge befolkningen til råds om fremtidige retsakter. Men Folketinget har stadig noget at skulle have sagt i forhold til, hvad EU beslutter.

»Når EU har lovgivet, har vi tid til at beslutte os om den konkrete lovgivning skal gælde i Danmark. Det bestemmer Folketinget. Og så længe ja-partierne har et flertal i Folketinget, er det jo dem, der bestemmer det. Man kan kalde det en slags sikkerhedsventil. Det er kun den lovgivning, de fem partier mener skal gælde i Danmark, som kommer til at gælde i Danmark,« siger Henning Bang Sørensen.

Konkret kan vi tilslutte os fremtidige retsakter på to måder. Enten kan vi tilslutte os på forslagsstadiet, eller også kan vi vente, indtil loven er endeligt besluttet af de andre lande i EU. Der er fordele og ulemper ved begge modeller.

Går vi med på en retsakt allerede på forslagsstadiet, tager vi del i forhandlingerne om, hvordan lovgivningen skal se ud, og vi stemmer også om, hvorvidt den overhovedet skal vedtages i EU. Omvendt er vi bundet til at gå med i retsakten, hvis vi har været med til at forhandle den, og den bliver vedtaget.

Når lovforslaget er fremlagt af Kommissionen, har Folketinget tre måneder til at beslutte, hvorvidt vi vil være med til forhandlingen, eller om vi hellere vil vente og se, om den endelige udformning er noget for os. Ulempen ved at vente er, at vi ikke har nogen indflydelse i forhandlingerne om retsakten. Fordelen er, at vi kan tilslutte os retsakten på ethvert givent tidspunkt, efter det øvrige EU har vedtaget den. Det giver bedre tid og mulighed for at vurdere, hvorvidt det er en retsakt, vi vil være med i.

Det er dog ikke nødvendigvis alle retsakter, Folketinget vil gå med i, forklarer Rebecca Adler Nissen.

»Irland og Storbritannien har allerede en tilvalgsordning. Hvis Danmark anvender ordningen på samme måde som de to lande, må vi forvente, at Danmark fortsætter aktivt i det politi- og strafferetlige samarbejde, men står uden for det samarbejde, der koster, er politisk følsomt eller er tungt administrativt,« forklarer hun.

For Henning Bang Sørensen handler valget om, hvorvidt danskerne mener, at det er godt eller skidt, at de fem ja-partier kan beslutte, om vi skal tilvælge fremtidige retsakter eller ej.

»Er det for farligt at satse på, at vi kan stole på de fem ja-partier? Eller er alternativet, at vi ryger ud af Europol, for farligt? Det er spørgsmålet,« siger han.

Ja-partierne kan dog sagtens spørge befolkningen til råds i form af vejledende folkeafstemninger. For eksempel hvis de skal tage stilling til en meget principiel retsakt. Men dels er en vejledende folkeafstemning kun vejledende, da politikerne kan vælge at ignorere resultatet, og dels har vi til dato kun haft én vejledende folkeafstemning i Danmark. Det skete i forbindelse med EF-pakken i 1986. Den skulle oprette et indre marked i EU, hvilket et flertal udenom regeringen var imod. Derfor fik vi afstemningen, som endte med et ja.

Hvad sker der med asylpolitikken?

Dermed er vi henne ved det spørgsmål, som afstemningen formelt set ikke handler om, men alligevel kredser om – asyl og indvandring.

Stemmer vi ja, står vi fortsat udenfor de retsakter, der handler om asyl og indvandring. Men nej-partierne mener ikke, at vi kan stole på ja-partierne og give dem ’carte blanche’ til at beslutte, hvad Danmark skal tage del i.

Et ja til tilvalgsordningen bliver en ’glidebane’, hvor vi hurtigt takker ja til det meste EU-lovgivning, også inden for asyl og indvandring, lyder argumentet. Omvendt har Venstres formand Lars Løkke Rasmussen lovet at spørge befolkningen, hvis Danmark skal tilslutte sig ny lovgivning om asyl- og migration (læs om det nyeste løfte her). Det er ikke usandsynligt, da Kommissionen har fremlagt et forslag til nye regler på asylområdet, som indebærer en automatisk kvoteordning. Det kan komme til at betyde, at den samlede gruppe asylansøgere i EU fordeles mellem EU-landene efter en fastlagt kvote.

Europol kommer ikke gratis

Nej-partierne er ikke imod at deltage i Europol-samarbejdet. De har derfor foreslået, at Danmark laver en parallelaftale med EU om kun at deltage i Europol og derfor ikke afskaffer retsforbeholdet. Det er også blevet foreslået, at vi kun stemmer om én retsakt, som handler om Europol. Hvis vi gør det, vil retsforbeholdet gå over til at blive en tilvalgsordning, ligesom den tilvalgsordning med de 22 retsakter, vi stemmer om den 3. december. Dermed bliver Schengen-samarbejdet, altså den frie bevægelighed over grænserne mellem Schengen-landene, overstatsligt frem for mellemstatsligt for Danmark.

»Så hvis man argumenterer for øget grænsekontrol og samtidig vil sige ja tak til lige præcis Europol-retsakterne, som i afstemningsloven er koblet til hele Schengen, har man grundlæggende et logisk problem,« siger Henning Bang Sørensen.

Generelt betyder retsforbeholdet, at vi står uden for alt, hvad der besluttes overstatsligt. Og det er der mere og mere EU-lovgivning, der bliver.

»Konsekvensen ved et nej vil blive, at vi lige så stille glider mere og mere ud af retssamarbejdet og også forlader det politi- og strafferetslige samarbejde. Det er en naturlig konsekvens af, at forbeholdet går på formen for samarbejdet, ikke indholdet. Danmark deltager fuldt og helt, når samarbejdet er mellemstatsligt, men ikke når det er overstatsligt,« siger Rebecca Adler Nissen.

Henning Bang Sørensen mener, at et nej langsomt vil spole tiden tilbage til før Maastricht-traktaten i 1992.

»Man kan mene, at det er meget godt, fordi vi får den danske retsorden på tingene, og man kan mene, det er meget skidt, fordi Danmark og verden er noget andet, end de var i 1992.«