ARTIKLER


Flere resistente bakterier i tysk kød

Den danske antibiotikadebat er overdreven, mener flere eksperter. De peger på, at risikoen for at blive smittet af resistente bakterier er højere, når man spiser udenlandsk kød.


Af Astrid Ildor og Asger Nørkær Nielsen
1. august 2015

Med de store mængder kød, vi importerer, bør vi i højere grad diskutere antibiotikaforbrug i et europæisk perspektiv, mener lektor ved Københavns Universitet Helle Stege, der forsker i brugen af antibiotika til svin.

»I virkeligheden bruger vi meget lidt i Danmark, og det er helt forkert, når folk tror, at de hellere skal købe udenlandsk kød for at undgå antibiotika – det forholder sig lige omvendt,« siger Helle Stege og opfordrer til at købe dansk.

Ifølge Europa-Kommissionen anvender Tyskland samlet set 205 milligram antibiotika pr. kilo dyr, og er dermed blandt de fem lande, der anvender mest antibiotika i Europa. Danske landmænd anvender 44 milligram antibiotika pr. kilo dyr, hvilket er langt under det europæiske gennemsnit på 114 milligram.

Danske landmænd er antibiotika-dukse

De store forskelle i brugen af antibiotika skyldes blandt andet, at reglerne for hvornår, der må udskrives medicin, er meget forskellige i Danmark og i Tyskland, fortæller Asger Kjær Nielsen, der er kvalitetschef i Videncenter for Svineproduktion. For eksempel må dyrlæger i Danmark ikke sælge antibiotika, kun udskrive det på baggrund af en diagnose, mens dyrlægerne i Tyskland gerne må både udskrive og sælge antibiotika.

I løbet af de seneste år er der sket en udvikling i antallet af danske smågrise, der sendes til Tyskland for at blive opfodret og slagtet, inden de sendes tilbage til Danmark som svinekød. Denne grænseoverskridende handel gør, at der er stor uenighed om, hvem der egentlig har ansvaret for de mange resistensproblemer i Europa.

Resistente bakterier fra svin (MRSA) spredes primært  ved kontakt med levende grise, i og fra svinestalde og slagterier, og ikke ved at spise inficeret kød.

Forekomst af resistente bakterier i kød er derfor mere en indikation på problemets omfang end en umiddelbar sundhedsfare.