Fortrolige møder med bankerne

MØDER. I marts 2014 bad Corporate Europe Observatory om at få udleveret referater fra møder mellem EU-Kommissionen og repræsentanter for finanssektoren siden januar 2013. Det skulle ende i et langvarigt tovtrækkeri, der først sluttede i marts 2015 et år efter den første henvendelse. Og selv efter den lange ventetid var resultatet mangelfuldt. Kun en brøkdel af møderne var dækket af de udleverede dokumenter.

Indrømmet. Det lyder af meget, at bede om dokumenter fra møder, der har fundet sted over 16 måneder. For det var ikke så få. Generaldirektoratet for det indre marked havde holdt 433 møder med repræsentanter for finanssektoren, hvilket er mere end ét for hver arbejdsdag.

Men ansøgningen var ikke sendt afsted for at chikanere embedsmændene. Den var et forsøg på at få et indblik i, hvad Kommissionen talte med finanssektoren om i en tid, hvor mange store reformer var på tapetet. Der var diskussionen om indførelse af en skat på finanstransaktioner (sommetider kaldet Robin Hood-skatten), bankunionen og centralisering af banktilsyn hos Den Europæiske Centralbank.

Sidst men ikke mindst var det behandlingen af et forslag, der blandt andet har til formål at begrænse bankers brug af deres kunders penge til spekulation, og andre aspekter af en pakke  om "bankstruktur", som potentielt kunne ændre måden, man driver bankvirksomhed på i Europa. Alt dette var på tapetet i 2013, og det i sig selv retfærdiggjorde en stor ansøgning.

Borgere har faktisk krav på at få udleveret den slags dokumenter. Det siger EU-reglerne. Men der er også undtagelser, og dem havde Kommissionen brugt flittigt, da svaret på ansøgningen kom efter et halvt års ventetid. 11 af de  36 mødereferater, der blev udleveret, var censureret for at beskytte lobbyisternes ”forretningshemmeligheder”. Faktisk var de så beskårede, at mange kun rummede en beskrivelse af den høflige velkomst og præsentation af mødedeltagerne – med navnene omhyggeligt streget ud. Og så var der i øvrigt 31 dokumenter, som blev tilbageholdt i deres helhed.

Problemerne sluttede ikke her. Ud af de 433 møder, som CEO havde bedt om referater fra, havde Kommissionen kun omtalt 67 i sit svar. Forklaringen var, at ikke alle møder "fører til officielle dokumenter som sådan". Med andre ord kan det sagtens være, der findes referater fra møderne. De er bare ikke "officielle dokumenter", og skal "som sådan" ikke udleveres.

Den slags er en rød klud for en gruppe som CEO, der har åbenhed som en central værdi og i mange år har krævet det håndhævet af EU-institutionerne. Så  i de følgende måneder udspandt sig en brevveksling med argumenter og modargumenter, og til sidst havnede sagen hos Kommissionens  klagekasse.

Her faldt den endelige afgørelse i slutningen af februar 2015, hvor CEO fik fuldt medhold i de fleste klagepunkter, og fik udleveret de 67 dokumenter med kun navne på personer og nogle enkelte afsnit udeladt.

Det var ikke uinteressant læsning. CEO kunne sammenligne de 67 dokumenter med de tidligere og mere censurerede versioner, og på den måde konstatere, at langt det meste af det, der var blevet strøget af hensyn til "forretningshemmeligheder", såmænd bare var beskrivelser af klassiske lobbymøder, hvor banker, investeringsfonde eller andre repræsentanter for finanslobbyen klager over bestemte forslag, og forsøger at vinde gehør for konkrete ændringsforslag. Tekster, som er fuldt omfattet af retten til aktindsigt.

Sagen som helhed var dog ikke en sejr for CEO. For med 67 dokumenter i hånden efter et års arbejde var CEO stadig helt uden informationer om 366 møder mellem Kommissionen og navngivne finansvirksomheder og -lobbyorganisationer. En åbenhed med så store begrænsninger er af tvivlsom værdi. 

Lobbyklummens skribent Kenneth Haar er researcher i organisationen, Corporate Europe Observatory, der overvåger lobbyisme. Han kommenterer jævnligt på
lobbyisme i medierne.

Artiklen blev først bragt i NOTAT 1283 'Skal EU være solidarisk om flygtninge?', der udkom 1. maj 2015