ARTIKLER


ISDS-forvirret? Kom til konference på Christiansborg

Som med meget andet i den frihandelsaftale, der på andet år forhandles med USA, kan investeringsmekanismen være svær at gennemskue. Derfor holder centrum-venstre tænketanken Cevea en konference om emnet tirsdag den 15. september. 


Af Tine Toft Jørgensen
25. august 2015

Et bestemt punkt i forhandlinger om frihandelsaftalen har skabt stor debat rundt omkring i Europa. Det drejer sig om, hvilke rettigheder investorer skal have, og hvordan uenigheder mellem dem og de stater, de investerer i, skal løses. Bestemmelsen er kendt som investor-to-state dispute settlement - i daglig tale ISDS - og det kan kun gå for langsomt med for alvor at få debatten om mekanismen skudt igang i den danske offentlighed. 

Nyrup-effekten

Som skrevet før på denne side har det pustet til debat-flammen, at den tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen har kastet sig ind i debatten om ISDS. Det gjorde han i Deadline søndag d. 16 juli, hvor han over for Martin Krasnik argumenterede for frihandelsaftalen, men imod ISDS-mekanismen.

Han taler på dagen, stærkt flankeret af ISDS-ekspert Lauge Skovgaard Poulsen, der har udgivet flere bøger om emnet. Det er ikke nogen hemmelighed, at Lauge Skovgaard Poulsen er kritisk over for nødvendigheden af at inkludere ISDS-mekanismen uden yderligere analyse og udredning af misforståelser, hvilket man som forberedelse kan læse om i hans indlæg her: 'Juridisk enklave for multinationale selskaber'.

Udover den dynamiske duo bestående af Rasmussen og Poulsen kommer også Jan Kleinheisterkamp fra London School of Economics, hvis ændringsforslag til ISDS-mekanismen man kan læse lidt om her. 

Derudover er det yderst positivt, at der kommer en voldgiftsadvokat. Det er et ekspertoplæg ved Niels Schiersing, voldgiftsadvokat og partner i Copenhagen Chambers.

Høringen er offentlig, og du kan tilmelde dig via dette link. Bemærk, der kommer løbende ændringer i programmet.

At stille de rigtige spørgsmål

Det er klart fra arrangementstitlen, at Cevea er en tænketank, der tænker i røde baner: ’Skal multinationale selskaber kunne sagsøge Danmark uden om danske domstole’? Et spørgsmål til hvilket, de fleste umiddelbart tænker ’nej, det lyder da intuitivt ubehageligt’. Hvis nu det i stedet havde været den borgerlige tænketank Cepos eller Dansk Industri, der var kommet dem i forkøbet, havde titlen måske været lidt anderledes, og nærmere noget i retning af: ’Skal Danmark have flere arbejdspladser’, ’Skal din udenlandske investering beskyttes mod diskrimination i udlandet’, ’Vil du også sætte globale standarder for investeringsbeskyttelse’ eller ’Vil du beskytte Danmarks eksporteventyr udi grøn teknologi?'

Man bør altid tage forbehold over for debatter med titler, man kun kan svare ja eller nej til, men forhåbentlig formår Cevea på dagen at afholde et balanceret arrangement. Man kan i hvert fald krydse fingre, og opfordre folk fra alle sider af ISDS-spektret til at deltage, bliver klogere og om nødvendigt nuancere billedet, om ikke andet så på Twitter via #ISDS, #TTIP, #eudk eller de 15 minutter, der i programmet er afsat til spørgsmål fra salen. 

Læs mere om tænketanken Cevea her.

NOTAT jagter TTIP: Henover efteråret dækker vores fagmedarbejder frihandelsforhandlingerne med særligt fokus på den udskældte ISDS. Efterårets forhandlingsrunder står for døren, og det er for alvor nu, der skal skrues op for debatten. Følg #TTIP, #ISDS og @tinetoft1 på Twitter for mere. For kontakt og tips til os: tine@notat.dk tlf. +45 40 52 61 12.