Nej, borgere og erhvervsliv har ikke samme interesse

Vi glæder os over, at det er lykkedes at sætte gang i en debat om aftalens indhold og måske særligt om ISDS-mekanismen, som udgør en slags voldgiftssystem, hvor investorer kan lægge sag an mod stater.

»Hvis du starter en diskussion med at sige nej, nej, nej og uden overhovedet at ville høre Kommissionens position, uden at ville lytte til substansen af argumenterne, så er det ikke en debat.« Sådan lød det fra Frans Timmermans, øverste næstformand i Kommissionen, på et møde i København.

Det kan man kun være enig i. Men man kunne ønske, at Kommissionen var lige så skarp til at se problemet med et ”ja, ja, ja”. Man kan hverken forklare eller diskutere en så omfattende aftale som TTIP med en generel vurdering. For aftalen har vindere og tabere – den skaber risici og muligheder for forskellige aktører.

Stol på mig

I den ophedede debat om TTIP er der ikke nogen, der kan sige noget med sikkerhed. For aftalens effekter kender vi naturligvis ikke med sikkerhed, før den er indgået. Derfor handler debatten i høj grad om, hvilke risici vi er parate til at leve med. 1.450.000 EU-borgere har skrevet under på kampagnen ”Stop TTIP”, så bekymringen for aftalen rækker langt ud over de lukkede kredse af radikale frihandelskritikere.

Her er Kommissionens og EU’s regeringslederes svar til den bekymrede offentlighed: Stol på os. Vi laver ikke en dårlig aftale. Men et sådan autoritetsargument er ikke meget værd. For spørgsmålet er jo, en dårlig aftale for hvem?

En af de risici, som aftalen indebærer, tager vi fat på. For formålet med aftalen er, som det står meget tydeligt i et notat fra Erhvervs- og Vækstministeriet, at ”opnå en så høj grad af binding af det nuværende liberaliseringsniveau som muligt” og at ”skabe mulighed for ny markedsadgang”.

Kommissionen og regeringerne i EU understreger gang på gang, at aftalen ikke kommer til at undergrave den offentlige sektor. Men helt centralt i aftalen står de to principper: Dels en fastfrysning af nuværende liberaliseringer. Og dels princippet om, at man kan liberalisere yderligere – uden mulighed for at rulle den udvikling tilbage igen.

Stol på logikken

Når EU’s kommissær for handel, Cecilia Malmström, forsikrer om, at aftalen ikke vil rokke ved for eksempel europæisk regulering af kemikalier, så er det ikke noget, der vækker dyb tillid hos miljøorganisationerne. Simpelthen fordi logikken tilsiger, at hvis man vil øge handlen over Atlanten, så må man fjerne forhindringer. Det virksomhederne oplever som forhindringer, kan meget vel være det, vi som borgere og forbrugere oplever som beskyttelse.

Derfor er det også afgørende, at forholde sig til, hvordan aftalen konkret kan komme til at påvirke områder som miljø, klima, energi, forbrugerbeskyttelse og de meget forskellige velfærdsstater i EU og USA.

Det er også afgørende at se på, hvad aftalens mekanismer kan betyde for erhvervslivets mulighed for at øve indflydelse på fremtidig lovgivning og regulering. Det gælder både ISDS-systemet og de såkaldte reguleringsråd, hvor der i forhandlingerne lægges op til, at ny regulering skal drøftes med erhvervslivet på begge sider af Atlanten.