Syriza har en plan

ANALYSE. Den 25. januar vandt venstrefløjspartiet Syriza stort ved valget i Grækenland. Sejren må primært ses som en folkelig reaktion mod fem års nedskæringspolitik - en politik, som har været dikteret af EU.

Tallene taler næsten for sige selv: En arbejdsløshed på omtrent 26 pct., en ungdomsarbejdsløshed på 60 pct. og en økonomi, som længe har været i frit fald. Det samlede økonomiske output er faldet med 25 pct. Resultatet har ikke været økonmisk genopretning, og færre og færre tror på, at der kommer gang i hjulene ved at spare, skære i lønnen og privatisere offentlige ydelser og offentlig ejendom.

Her kommer Syriza ind i billedet som fremtrædende kritiker af den økonomiske politik – og med en plan under armen, der skal vende skuden. Den plan er populær i Grækenland, men dens skæbne ligger ikke bare i græske hænder. Uden en ny aftale med EU’s regeringer bliver det svært, og de første signaler er entydigt negative.

Fire konkrete skridt

Planen blev fremlagt af Syrizas formand Alexis Tsipras i den græske by Thessaloniki i september under stor mediebevågenhed.

Den udgør Syrizas regeringsprogram, og var kernen i partiets valgkamp. Den er kortfattet, og falder i to kapitler – et kapitel om, hvad partiet vil gøre i Grækenland, og et kapitel om, hvordan man vil ændre de betingelser, landet er underlagt fra kreditorernes side, særligt EU.

Planens kapitel om Grækenland er meget konkret, og de fire initiativer er valgløfter, der er til at tage og føle på.

Det første initiativ handler om at imødegå landets "humanitære krise". Den førte politik har kostet mennesker dyrt, og for mange er basale behov som sundhed, mad, tag over hovedet og opvarmning ved at være uden for rækkevidde. Partiet vil råde bod på den humanitære krise ved blandt andet at give gratis elektricitet til 300.000 husstande, yde statsstøtte til fødevarer og husleje, og sænke afgifterne på opvarmning af husstande.

Det andet handler om at sætte gang i væksten. Forbruget skal øges ved at lette beskatningen i bunden af indkomstskalaen, og der skal oprettes en offentlig investeringsbank med en startkapital på 7,5 mia. kroner.

Det tredje er en plan for skabelse af 300.000 nye arbejdspladser, der også indebærer ophævelse af en lov, som tillader ubegrundede massefyringer.

Det fjerde handler om at styrke demokratiet – det skal være muligt for borgerne at fremtvinge en folkeafstemning om særligt vigtige emner.

Det koster penge

Ifølge Syriza vil planen koste 12 milliarder euro, men indbringe et tilsvarende beløb. For at komme i gang, skal der være penge til rådighed til investeringer, og det forudsætter, at der findes en løsning på Grækenlands gældsproblemer. Landet er forgældet for 319 milliarder euro, og det er mere end tre gange størrelsen på statsbudgettet. I 2015 skal der betales 17 milliarder euro af på gælden, efterfulgt af 11 milliarder i 2016.

Spillerummet for en ny regering er begrænset, hvis der ikke findes en ny ordning for landets gæld, og derfor rummer partiets plan da også et batteri af forslag til, hvordan gælden gribes an. Syriza vil indkalde til en europæisk konference om gælden, hvor de nærmere betingelser for gældslettelse skal aftales. Partiet sammenligner det med en lignende konference i 1953, hvor en række europæiske lande enedes om at stryge halvdelen af Tysklands gæld, herunder Grækenland og Spanien.

For Grækenlands vedkommende er målet at få samme gode behandling – en afskrivelse af halvdelen af gælden. Og det er gælden til andre EU-lande og til Den Europæiske Centralbank, partiet først og fremmest vil have strøget. Derudover skal tilbagebetalingen af resten af gælden gøres betinget af, at det lykkes at skabe vækst i økonomien. Ydermere vil partiet have EU til at vedtage store puljer til offentlige investeringer.

Et stort nej – indtil videre

Der er støt vækst i antallet af eksperter, som vurderer, at Grækenland – og i øvrigt andre gældsplagede EU-lande – umuligt kan betale hele gælden tilbage, og at grænsen er nået for, hvor meget der kan afdrages. Syriza siger det, som mange tænker.

Men det ville være et vendepunkt af dimensioner for EU, hvis håndteringen af gældsproblematikken skulle tage den drejning – væk fra spareprogrammer og mod en omfattende gældslettelse. Det venter ikke lige om hjørnet, at dømme efter reaktionerne på Syrizas forslag og partiets politiske fremmarch. Chefen for Den Europæiske Centralbank Mario Draghi har afvist enhver snak om støtteprogrammer, og den tyske regering har afvist at omskrive betingelserne for lån, såvel som en ny ordning for Grækenlands gæld.

Det varer næppe længe, før det viser sig, hvem der har fat i den lange ende.

Og det politiske sammenstød, som udestår, handler ikke bare om Grækenland, men om hele EU’s håndtering af eurokrisen og gældskrisen.

Et slag poker

Med Syriza's valgsejr i Grækenland går et nervepirrende spil i gang.

Grækerne skal i første række kæmpe med den tyske regering, og begge parter har lagt første kort på bordet. Syriza’s kort er den omtalte plan, mens Angela Merkels er en trussel om, at Grækenland må forlade euroen, hvis både gældsafdrag og nedskæringsprogrammer ikke respekteres og gennemføres som aftalt.

Selvom kredse i Syriza selv ville se en euro-exit som en gave, der giver større mulighed for at føre en selvstændig økonomisk politik, så betoner flertallet, at en euro-exit vil gøre Grækenlands gæld større, hvis der indføres en egen mønt, da den i udgangspunktet vil have en lav værdi på valutamarkedet.

På den anden side af bordet sidder Syriza’s ledelse og den nye regering, som satser på, at Angela Merkel bluffer, og at hun inderst inde frygter, at en græsk euro-exit vil udløse en ny krise, der hurtigt spreder sig. Den frygt håber Syriza vil hindre hende i at skubbe på for at få Grækenland ud af euroen.

Nu er spørgsmålet så, hvilket kort, der bliver grækernes næste. Om de vil true med at standse gældsafdragene, og om de uden videre vil bakke ud af de programmer, landet er blevet pålagt at gennemføre af kreditorerne.

Hvor stor en succes Syriza får med sine forslag på europæisk plan, afgør også hele venstre-eksperimentets succes i Grækenland. Spillerummet for en anden økonomisk politik end den, som doceres af eurozonen og Den Europæiske Centralbank, er stærkt begrænset i dag.

Artiklen blev bragt i NOTAT nr. 1280 1. februar 2015

Kennet Haar er researcher ved Corporate Europe Observatory, som har fulgt eurokrisen tæt fra begyndelsen, og som hører til kritikerne af EU's krisepolitik. I december deltog han i en konference i Grækenland om eurokrisen arrangeret af Nicolos Poulantza Institute, der er tæt forbundet med Syriza.