Bankunionen: EU’s værn mod nye finanskriser

For knap otte år siden brød finanskrisen ud. I de efterfølgende år gik hele 13 procent af EU’s BNP til at pumpe penge ind i nødlidende banker. Over 12.000 milliarder kroner gik fra statskasserne til bankerne i årene 2008-2012 ifølge tal fra Kommissionen bragt i den britiske avis The Telegraph.

Den slags nødhjælp kan ingen stater give i længden. Som svar på hvordan man kan undgå, at fremtidige finansielle kriser trækker stater og skatteborgere med ned i sølet, har EU derfor lavet en bankunion. Alle eurolande er automatisk med, mens øvrige medlemslande kan vælge at gå med.

Bankunionen består af flere ben. Som en underliggende præmis – og gældende for alle europæiske banker og finansielle institutter i hele EU – er der en fælles regelbog (the Single Rulebook), hvor blandt andet strengere kapitalkrav til bankerne skal sikre, at de har nok penge på bogen i forhold til størrelsen på deres aktiver.

Fælles banktilsyn
Dernæst er der det fælles tilsyn. Den europæiske centralbank, ECB, har siden november 2014 haft direkte tilsyn med de 129 største banker i eurozonen. De øvrige banker bliver stadig tilset af de nationale myndigheder, som sikrer, at de følger reglerne i den fælles regelbog.

Pr. 1. januar i år er EU så kommet endnu et skridt tættere på en funktionel bankunion. Nu er den fælles afviklingsmekanisme nemlig også trådt i kraft. Formålet her er at opstille processer for, hvad der skal ske, når en bank – trods de strengere krav og ECB’s tilsyn – alligevel kommer i problemer. Skal den afvikles, skal den reddes, skal den splittes op? Og med hvis penge?

På sigt: Bankernes. Over de næste otte år skal de betale ind i en fond, der bliver på 55 milliarder euro (ca. 410 milliarder kr.), som så skal anvendes, hver gang en bank kommer i problemer.

Dertil er der også ønsker fra Kommissionen om et fælles europæisk forsikringssystem, hvor kunder med under 750.000 kroner på bogen bliver beskyttet. Her er planerne dog foreløbig strandede med Tysklands modstand. Kansler Merkel og finansminister Schäuble frygter, det i sidste ende bliver de mindre risikovillige tyske banker, der kommer til at betale prisen for andre bankers fejl.

Danmark: Inde eller ude?
I Danmark står vi foreløbig udenfor bank-unionen. Men bør vi det? Og hvilken betydning har bankunionen for os? Spørger man tænketanken Krakas vicedirektør Jens Hauch, som har udarbejdet flere notater om bankunionen, er det ikke lige sådan at svare på. På den ene side er der flere finansieringsforhold, vi endnu ikke kender. På den anden side har Danmark især en bank, som vi kan få meget svært ved at krisehåndtere alene:

»Med Danske Bank har Danmark en særlig stor risiko på grund af bankens størrelse i forhold til dansk økonomi. Så vores gevinst ved at tage del i en forsikringsordning som bankunionen kan være tilsvarende stor,« lyder vurderingen.

 Lars Pehrsson, direktør i en af de mindre banker, Merkur Andelskasse, ser ikke umiddelbart de store fordele ved en bankunion. For ham er det snarere en måde at undgå at gøre noget fundamentalt ved en af finanskrisens væsentligste erfaringer: At der er banker, der er ’too big to fail’ (for store til at gå ned red.).

»Danske Bank har jo eksempelvis en balance, der er flere gange Danmarks BNP – vi kan reelt ikke håndtere et eventuelt sammenbrud, og det bruger tilhængerne så til at sige, vi skal med i en bankunion. Men man kunne jo også vende den om og spørge, om vi skal have banker, der er så store i det hele taget,« siger han.

For Pehrson og Merkur har EU’s fælles regelbog gjort livet som bankmand væsentligt sværere. »Det er langt mere komplicerede og vanskeligt overskuelige regler. De store banker kan sagtens afsætte folk til det, men vi har jo ikke en juridisk afdeling til den slags, og så må ledelsen bruge uforholdsmæssigt meget tid på det.«

Han frygter, at bankunionen i sidste ende fører til mere »ensrettede banker, hvor det bliver stadig sværere at skille sig ud med særlige produkter, der eksempelvis fremmer bæredygtighed. Og bankunionen kommer ikke til at ændre på, at man ligesom før lader fusion med en endnu større bank blive svaret, når en bank er i krise,« mener han.

Kapitalkrav er ikke hævet
Jens Hauch er enig i kritikken i, at EU er gået for langt med detailreguleringen.
Omvendt mener de begge to, at EU ikke er gået langt nok med kapitalkravene til bankerne. Et af hovedproblemerne her er, at de store banker har lov til at benytte sig af såkaldte IRB-modeller - komplekse statistiske regnemodeller, der måler bankens risici og udsathed.

»IRB-modellerne blev indkørt i de største banker lige før krisen. Og målt i forhold til ved krisens udbrud, så har vi højere kapitalkrav i dag. Men måler man, før IRB-modellerne blev indført i 2007-08, så er bankerne ikke bedre kapitaliserede i dag end dengang,« fortæller Jens Hauch.

»Uanset om vi træder ind i en bank-union eller ej bør EU hæve kapitalkravene yderligere. Samtidig skal EU sikre, at den afviklingsmekanisme, der netop er trådt i kraft, fungerer efter hensigten, så bankerne ved, at de risikerer afvikling og opsplitning, hvis de kommer i krise,« mener Hauch. Til gengæld kan man så slække på detailreguleringen.

Milliardbonus for at være for store
Et problem ved ’too big to fail’-bankerne er, at de har haft og til dels stadig har en slags statsgaranti for at blive reddet fra at krakke. Og den er penge værd, forklarer Hauch.

»Vi opgjorde den til mellem 10-17 milliarder kroner i Danmark. Markedet og bankerne har haft en forventning om, at staten ville træde til, hvis de kommer i problemer. Og det gør det billigere for de systemiske banker at låne penge og fratager dem en del af ansvaret for at styre deres økonomi. Med det svage kapitalkravsdirektiv, en stor fleksibilitet i krisehåndteringsdirektivet og en meget stor dansk bank, er det sandsynligt, at der fortsat i et vist omfang eksisterer en implicit statsgaranti,« siger Hauch.

»En velfungerende bankunion, det vil sige med et troværdigt afviklingsregime, vil reducere den statsstøtte, fordi bankerne og deres aktionærer -– ifølge planen – først selv skal betale, når lokummet brænder. Hvorvidt beløbet på 410 milliarder kroner er stort nok til det, er kritikerne ikke overbeviste om. Men det er dog et skridt på vejen,« slutter Hauch.