Derfor søgte Abo og Muhammad asyl i to EU-lande

SYSTEMKRISE. Jeg mødte Abo Ibrahim og Muhammad Amin sidste år i en flygtningelejr i Bulgarien. Det var i april måned. Vejret var godt, men det føltes gråt på grund af lejrens nedslidte bygninger.

Jeg var sammen med to medstuderende taget af sted for at samle materiale til vores speciale. Vi talte med mange flygtninge, som var strandet i Bulgarien, fordi de var blevet opdaget ved grænsen og efter EU’s regler blev nødt til at søge asyl i landet.

Da vi kom hjem til Danmark, tog jeg kontakt til Abo over Facebook, men til min store overraskelse var Abo ikke i Bulgarien længere. Han var i Tyskland sammen med sin kone, og de havde fået lov til at søge asyl. Det undrede mig, fordi Abo efter vores møde havde fået asyl i Bulgarien.

»Efter otte måneder fik vi asyl og rejsedokumenter i Bulgarien, så vi lovligt kunne rejse i Europa. Men det betyder ikke, at man bare kan rejse videre med fly. Man bliver nødt til at lade som om, man er turist. Jeg skulle tegne en rejseforsikring og booke et hotel i Paris i fem dage og så selvfølgelig købe en returbillet,« fortalte Abo.

Derudover skulle han have en del kontanter på sig, så de ikke virkede fattige. Planen lykkedes. Selvom Abo blev afhørt i lufthavnen i Paris, blev de til sidst lukket ind i Frankrig.

»Derfra tog vi toget mod Tyskland. Det stoppede ved grænsen, og en tysk betjent kom ind og spurgte, om han måtte se vores pas. Jeg gav ham mit pas, og så sagde han:’Velkommen til vores land’. Jeg var virkelig overrasket og glad, fordi jeg troede, at politiet ville fængsle os ligesom i Bulgarien.«

Herefter søgte Abo og hans hustru asyl i Tyskland, forklarede han mig. Det havde jeg svært ved at forstå. For mig gav det ikke mening, at de overhovedet kunne få lov til at søge asyl og ikke straks blev sendt tilbage efter reglerne i Dublin-forordningen. Abo kunne ikke give mig et svar. Til gengæld fortalte han, at Muhammad også var ankommet til Tyskland.

Den alternative rute
Jeg tog derfor kontakt til Muhammad, som fortalte næsten samme historie. Han havde først fået asyl i Bulgarien, hvorefter han var rejst med fly til Østrig og dernæst med en minibus til Tyskland.

Jeg har hørt mange historier om, at folk straks rejser videre, selvom de har fået taget deres fingeraftryk i Italien, Ungarn eller Bulgarien. Så jeg undrede mig over, at Muhammad og Abo ventede med at rejse fra Bulgarien, til de havde fået asyl.

»Jeg planlagde ikke at søge asyl i Bulgarien, men da vi blev stoppet ved grænsen, blev vi arresteret, og samtidig tog de alle vores dokumenter. De tog vores fingeraftryk, og så sagde de, at de ville fængsle os i et år under forfærdelige forhold, hvis vi prøvede at krydse den nordlige grænse for at tage til Tyskland. Så vi var meget bange, og da de havde taget vores dokumenter, kunne vi ikke rejse lovligt tilbage til Tyrkiet, så vi blev nødt til at søge asyl,« forklarer Muhammad.

Han kender mange, der alligevel tog chancen og kom uskadt frem til Tyskland. Så heldigt faldt det dog ikke ud for en af hans venner, som blev fanget, da han ville krydse grænsen til Rumænien. Han blev efterfølgende fængslet i et år.

I løbet af sommeren 2015 blev det også sværere at krydse landegrænserne, selv med lovlige rejsedokumenter. Folk blev stoppet i Rumænien, Ungarn og Serbien, og derfor udviklede der sig en ny måde at komme fra Bulgarien til Tyskland, fortæller Muhammad.

»I starten rejste folk med fly til Belgien og Holland og andre vestlige lande, men efter noget tid begyndte Holland at sende folk tilbage til Bulgarien. Senere gjorde Østrig og Belgien det samme, så nu kan man kun rejse til Paris,« siger han.

Asyl i to lande
På trods af Muhammads forklaring, var jeg stadig forvirret. Hvis man ikke kan få asyl i to lande i EU, hvorfor kunne alle disse mennesker så rejse til Tyskland og søge asyl?

»Da jeg var i Bulgarien, indførte Tyskland en lov om, at alle syrere, som ankom fra Østeuropa, var fritaget fra reglerne i Dublin-forordningen. Loven virkede kun i to måneder, men jeg var så heldig at nå til Tyskland i den periode,« siger Muhammad og forklarer, at han derfor fik asyl meget hurtigt.

Abo og hans kone var ikke lige så heldige. De ankom til Tyskland, før loven trådte i kraft, så de ved først til april, om de får asyl. I mellemtiden har de fået det barn, de altid har drømt om, men som de ikke kunne få i Syrien, hvor Abo's kone aborterede fire gange, på grund af den stress hun oplevede, hver gang der blev skudt på deres hjem.

Deres chancer for at få asyl afhænger af synet på flygtninge i den delstat, som behandler sagen, så det er endnu usikkert, om de bliver sendt tilbage. Sandsynligheden for at få asyl er dog større, fordi de har fået en lille dreng, som ville få det svært i Bulgarien.

»Tyskland har mange delstater, og hver stat har deres egen måde at forholde sig til flygtninge. Nogle er positivt stemt, andre er ikke. Jeg kender mange, som har måttet betale en advokat, som har ført deres sag med argumentet om, at de ikke skulle tilbage til Bulgarien, fordi systemet er brudt sammen dernede. Hvis dommeren er på deres side, kan de få asyl, men nogle bliver også sendt tilbage,« forklarer Muhammad.

Korruption i alle led
Selvom forholdene for flygtninge er meget dårlige i Bulgarien, må andre EU-lande stadig sende dem tilbage, hvis de har fået taget deres fingeraftryk i Bulgarien først. Der er dog forhold i landet, som er stærkt kritisable. I den lejr, mine medstuderende og jeg besøgte, er alle led i asylprocessen forbundet med afpresning. Hvis man vil have sin sag optaget, skal man betale penge under bordet. Hvis man vil have en advokat, og hvis man vil have en positiv afgørelse, må man også til lommerne, fortæller Muhammad.

For dem, som så får asyl, er der ingen offentlig hjælp til hverken mad eller bolig, og der er meget få jobs. Det værste er dog korruptionen, forklarer Muhammad.

»Mange af os fra Syrien gjorde jo oprør mod Assad, fordi der var så meget korruption og kontrol. Vi ville leve i et frit land. Krigen startede, fordi vi ville have et demokratisk styre. Så da vi ankom til Bulgarien, kunne vi slet ikke fatte, at vi var kommet til EU.«

Et godt eksempel er den vagt, der fulgte med os rundt i lejren, da vi var på besøg i april. Han skulle sikre sig, at ingen sagde noget dårligt om lejren, hvilket resulterede i, at stort set alle asylansøgerne var meget positive, selvom forholdene tydeligvis var ret dårlige.

Selv da vi flyttede interviewene uden for lejren og hen på en café, fulgte vagten efter os. Det gjorde Muhammad mig opmærksom på flere måneder senere.

»Det var derfor, jeg ikke sagde så meget dengang. Jeg var bange for, at min asylansøgning ville blive udsat eller afvist,« siger han.

Navnet Abo Ibrahim er opdigtet af hensyn til familiens sikkerhed, som kan være i fare, hvis de tilbagesendes til Bulgarien. Hans rigtige navn er redaktionen bekendt.