Europa set fra bunden

ØJENVIDNER. Da Linda Awanis flygtede til Bulgarien med sine to børn i 1993, var tingene nemmere, end de er i dag. Hun kunne indskrive børnene i den bulgarske skole, og de fik alle sprogundervisning og en smule økonomisk støtte, som var finansieret af Røde Kors og FN’s flygtningehøjkommissariat UNHCR.

Sådan er det ikke længere, fortæller Linda Awanis, der dengang flygtede fra styret i Irak. Efter Bulgarien blev en del af EU, er det den bulgarske stats ansvar at hjælpe de flygtninge, som får asyl. Men siden januar 2013 har staten droppet al hjælp til flygtninge – herunder lægehjælp og skolegang.

Der er derfor hårdt brug for Lindas organisation Council of Refugee Women in Bulgaria. En organisation, hun startede i 2002 for at hjælpe flygtninge med at navigere i det bulgarske samfund. Organisationen indsamler også tøj, gryder og andre fornødenheder til flygtninge.

»I dag er der ikke noget statsligt integrationsprogram. Så flygtninge kommer til os eller til bulgarsk Røde Kors. UNHCR betaler huslejen for vores lokaler, og så donerer folk penge, ellers ville vi ikke kunne købe bleer, som vi deler ud. Vi havde en bulgarsk dame, der ønskede sig penge til sin fødselsdag, som hun kunne give til os. For de penge har vi købt modermælkserstatning. Mange kvinder er så traumatiserede, at de ikke producerer brystmælk og derfor ikke kan give deres små børn mad,« siger Linda Awanis.

Chancen for et bedre liv
Det er langt fra kun flygtninge og migranter, der ankommer til Bulgarien, som har svært ved at få tilværelsen til at hænge sammen i EU. 2016-tal fra Eurostat viser, at risikoen for at blive ekskluderet fra samfundet er stigende for alle mennesker, der ikke er født i EU. I dag er risikoen helt oppe på 40 procent.

At få et job er heller ikke nødvendigvis en sikker vej ud af fattigdom for flygtninge og migranter. I 2016 er 21 procent af de arbejdstagere i EU, som ikke er født i unionen, såkaldte arbejdende fattige. Det viser tal fra Eurostat.

Rohat Shikho på 29 år er en af de arbejdstagere, som har et lavtlønsjob. Han er flygtet til Tyskland fra borgerkrigen i Syrien. Inden flugten arbejdede han otte år som tømrer, og hans kvalifikationer betød, at han efter kun tre måneder blev tilbudt et job. I dag tjener han 10 euro i timen – hvilket er 1,5 euro mere end den tyske minimumsløn på 8,5 euro i timen, som trådte i kraft i januar 2015.

»Lønnen er fin nok. Jeg bruger ikke mange penge, for det eneste, jeg laver, er at tage på arbejde og så tage hjem igen. Det, jeg bruger flest penge på, er transport,« fortæller Rohat Shikho, der i alt har været ni måneder i Tyskland.

Da han blev tilbudt jobbet, talte han hverken engelsk eller tysk, så han er meget taknemmelig over, at hans tyske arbejdsgiver alligevel kunne bruge ham.

»Min chef er en meget god mand, fordi han gav mig en chance. Lige nu er lønnen ikke så høj, men jeg tror på, at jeg kommer til at klare mig godt fremover, så jeg også kan starte en familie og forhåbentlig også mit eget firma,« siger Rohat Shikho.

Rohat Shikho forklarer, at han stadig ikke taler særlig godt tysk. Han ser dog frem til den dag, hvor han har lært sproget godt nok til også at kunne tale med de lokale tyskere i den landsby han bor i i den tyske delstat Saarland.

Den danske udfordring
Netop sproget er en af de helt store barrierer for flygtninge og migranter. Det gælder også for de mennesker, der kommer til Danmark. Det er dog ikke kun sproget, der spænder ben for, at flygtninge kan komme i gang med at blive en del af det danske samfund i stedet for at ende i fattigdom. Det mener Jann Sjursen, der er formand for Rådet for Socialt Udsatte.

»Fattigdomsydelserne, som mange flygtninge vil havne i, er en ekskluderende faktor, og derfor fokuserer vi meget på dem. Det gælder for flygtninge, som skal integreres, at der både er sproglige og kulturelle barrierer i forbindelse med at få en uddannelse og et job. Og hvis man så samtidig også skal slås med sin økonomi, så forringer man chancen for at klare den,« siger Jann Sjursen og fortsætter:

»Der er forskel på ydelsesniveauet, som flygtninge får rundt om i EU, og her er Danmark ikke det dårligste land. Men vi kunne sagtens være langt bedre til at integrere folk på arbejdsmarkedet.«

Han foreslår derfor, at der også bliver investeret flere penge i mentorordninger og støttepersoner, der kan hjælpe flygtninge ind på arbejdsmarkedet. Derudover så han gerne, at både uddannelsessystemet og arbejdsmarkedet blev indrettet, så det i højere grad kan rumme mennesker, der ikke nødvendigvis er 100 procent effektive.

I det hele taget mener Jann Sjursen, at der slet ikke bliver investeret nok penge i at løfte svage borgere ud af fattigdom og eksklusion i Danmark. Det betyder også, at mange af de mennesker, som allerede lever på bunden af samfundet, føler sig endnu mere pressede, når der kommer flygtninge, som har akut brug for hjælp.

»Vi lever i et konkurrencesamfund, og på mange måder ender vi måske med at se hinanden som konkurrenter, og det gælder også i de lavere samfundsklasser. Lige nu oplever vi et samfund, der er præget af mere og mere ulighed. Så hjælper det ikke så meget, at man i toppen af samfundet synes, at man skal være solidarisk med bunden, hvis man i øvrigt ikke tager notits af, hvilke behov der er i forhold til de problemer, som mange slås med i bunden af samfundet«.