EU's indsats mod fattigdom er utilstrækkelig

ULIGHED. I 2010 kaldte EU til kamp mod fattigdom og social eksklusion i Europa. Inden for de næste ti år skulle antallet af personer i risiko for at blive fattige og marginaliserede reduceres markant. Målene blev skrevet ind i Europa 2020-strategien, og det er herefter op til politiske indsatser på tværs af Europa at sikre, at de bliver opfyldt.

Over halvvejs mod 2020 står det dog klart, at EU er langt fra målsætningen. Ifølge Eurostat har andelen af europæere, som risikerer at ende i fattigdom, været støt stigende fra 2008 til 2014, hvorfor det nu gælder for 122 millioner mennesker. Det vil sige næsten en fjerdedel af EU's befolkning.

Her er lande som Rumænien, Grækenland og Italien blandt de lande, hvor andelen af fattige er steget mest. En rapport fra hjælpeorganisationen Caritas fra 2015 viser derudover, at hver tredje barn lever i fattigdom i 14 ud af EU's 28 medlemslande.

Arbejdsløshed og arbejdende fattige
Der er i stigende grad tale om en generationskløft i Europa, hvor risikoen for fattigdom og social udstødelse er væsentligt højere for unge europæere. Uligheden stiger mellem generationerne både med hensyn til beskæftigelse og formue-beholdning. At komme i arbejde er ikke nødvendigvis en sikker vej ud af fattigdom. Blandt EU-borgerne i beskæftigelse er 8 % såkaldte ”working poors”.

Tal fra OECD viser desuden, at omfanget af midlertidige kontrakter er steget gevaldigt i løbet af de seneste 25 år. Det drejer sig blandt andet om sæsonarbejde, løsarbejde, distancearbejde og såkaldte nultimers kontrakter. Hertil kommer et stort omfang af ulønnet arbejde, hvor arbejdsløse arbejder gratis i håb om på sigt at få fastansættelse. Omfanget af arbejdende fattige i EU er endnu større blandt flygtninge og migranter. I 2016 gælder det for hele 21 procent af de arbejdstagere, som ikke er født i unionen.

Fra EU’s side er der opmærksomhed på, at man er langt fra målene i Europa 2020. På et rådsmøde i oktober sidste år var hovedbudskaberne, at den økonomiske krise stadigvæk har tag i Europa i form af høj og langvarig arbejdsløshed, højt niveau af fattigdom og stigende ulighed.

Ændringer i borgernes rettigheder
Uligheden er i høj grad bundet op på den status og de rettigheder, man som borger har i samfundet, forklarer arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet, Trine Lund Thomsen.
Politiske tiltag på tværs af de europæiske lande har skabt en større forskel mellem forskellige grupper af individer.

Det handler ikke kun om stramninger tiltænkt immigranter, men vedrører en større gruppe af borgere i samfundet. I disse år sker der en udvikling væk fra den universelle velfærdsstat, hvor folk har rettigheder alene i kraft af deres statsborgerskab.

»Der er en tendens til, at man i højere grad taler om, at nogen skal have flere rettigheder end andre. Det kommer an på, om man har gjort sig fortjent til det ved at bidrage tilstrækkeligt til samfundet, og det er i sig selv med til at skabe større ulighed,« siger hun.

Et spørgsmål om prioritering
Den negative udvikling kan dog vendes, hvis det politiske fokus ændres. Det vurderer Fintan Farrell, der er direktør i European Anti Poverty Network (EAPN), som er en paraplyorganisation for fattigdomsbekæmpende grupper i EU.

»Virkeligheden er den, at alle europæiske lande har været domineret af en bestemt økonomisk tankegang. Den type politik, vi har ført på europæisk plan, hvor vi har nedsat skatter og været mindre opmærksomme på at skabe omfordeling, har skabt en fornemmelse af, at der ikke er nok til alle, selvom vi aldrig har været rigere, end vi er i dag,« siger Fintan Farrell.

Den udvikling har været i gang de sidste 20 år, siger han, og den skaber i større og større grad desperation i bunden af samfundet, hvorfor fattige mennesker begynder at bekæmpe hinanden i stedet for at samarbejde om at ændre det økonomiske system.

»Vi har været uvillige eller ude af stand til at distribuere rigdommen, der er til rådighed i samfundet. I stedet har vi omadresseret en masse rigdom fra den offentlige sektor til private formuer. Det ser vi også nu, hvor Panama-skandalen viser, at en masse rigdom, der burde tilhøre fællesskabet, er gemt væk på offshore-konti. Vi har accepteret den her adfærd som en norm i det europæiske samfund.«