Forberedelse af EU-skat holdes skjult for borgernes eget bedste

GENNEMSIGTIGHED. En arbejdsgruppe under ledelse af den tidligere kommissær Mario Monti har siden februar 2014 haft til opgave at se på finansieringen af EU’s budget.
Formålet er at bane vejen for en mulig overgang til en direkte EU-skat, for eksempel ved en fast procentdel af momsen. EU har som organisation ingen ret til at indkræve skat af borgere eller virksomheder.

I dag finansieres størstedelen af budgettet ved, at medlemslandene betaler ind til den fælles kasse i forhold til, hvor rige de er. Rigdommen måles i landenes bruttonationalindkomst og momsunderlag – hvor mange penge der omsættes i den officielle økonomi. Den ordning har Mario Monti's ”Højniveaugruppe om egne ressourcer” til opgave at kigge nærmere på.

Hvordan arbejdet skrider frem, kan vi dog ikke rigtigt vide. Det er det heller ikke meningen, at vi skal.

Politisk følsomt og kontroversielt
NOTAT har søgt om aktindsigt i Monti-gruppens arbejde.
Nogle dokumenter er blevet frigivet, blandt dem rapporter som gruppen har fået lavet eller har læst som baggrund for deres kommende forslag.

Men dokumenter, som kunne vise, hvad arbejdsgruppen ræsonnerer sig frem til, og hvilke argumenter der bliver brugt, var overstreget med sort (se illustration).
Denne beslutning blev truffet af Kommissionens daværende generalsekretær, Catherine Day, som i dag er særlig rådgiver for kommissionsformand Jean-Claude Juncker.
Det er generalsekretæren, der tager stilling til ansøgninger om aktindsigt, som er blevet afvist på et lavere niveau i Kommissionen.

Begrundelsen for ikke at udlevere de centrale oplysninger var, at spørgsmålet om en direkte EU-skat er ”politisk følsomt og kontroversielt”. Hvis indholdet blev kendt, ville det true den fortsatte proces og det endelige resultat.

Maskineriet har behov for ro
Kommissionens argumentation går ud på, at kommende forslag om en ny måde at finansiere EU’s budget på risikerer at gå i vasken, hvis det bliver kendt i forvejen, hvad den særlige arbejdsgruppe pønser på.

Hvis Kommissionen beslutter sig for, at gruppens arbejde skal udmøntes i konkrete beslutningsforslag, vil det i sagens natur blive offentligt. Men i den følsomme opstartsfase har embedsapparatet brug for at holde kortene tæt på kroppen.

Behovet for mørklægning gælder dog ikke kun over for borgerne, som menes at være skeptiske på forhånd i forhold til enhver tanke om en EU-skat.
Mørklægningen gælder også over for medlemslandenes egne regeringer.
Kommissionen forklarer:

”Fordi analysen af medlemslandenes bidrag til budgettet, som det fungerer i dag, er lavet uden om landenes medvirken, foreligger der ”en reel og ikke hypotetisk risiko for, at åbenhed ville true den gensidige tillid mellem medlemslandene og EU’s institutioner”.

Interesse i ikke at vide
Lidt groft sagt: Medlemslandene kan blive godt gale i skralden, hvis de får vide, hvordan Kommissionen regner på deres bidrag til det fælles budget.
Derudover mener Kommissionens generalsekretær, at vi som borgere har to modsatrettede interesser om åbenhed. Vi har som borgere en interesse i, og rent faktisk en ret til, at følge og forstå beslutningsprocessen i EU. Denne ret er nedfældet i reglerne om aktindsigt i EU’s institutioner, en forordning fra 2001.

Men, forklarede Kommissionens daværende generalsekretær, vi har som EU-borgere også en interesse i ikke at vide, hvad der foregår.
Catherine Day skrev i sit afslag på aktindsigt:

”Selvom jeg kan forstå, at offentligheden har en interesse i at følge beslutningsprocessen om egne ressourcer (EU-skat – red.), kan jeg ikke se, at den interesse vejer tungere end offentlighedens interesse i at beskytte den beslutningsproces, som er knyttet til Højniveaugruppens arbejde.”

Anke for egne penge
Borgernes interesse i ikke at vide, hvad der foregår, er baseret på en undtagelse i EU’s regler for aktindsigt. I undtagelsen (artikel 4.3) står, at der gives afslag på aktindsigt (…) ”hvis udbredelse vil være til alvorlig skade for institutionens beslutningsproces, med mindre der er en mere tungtvejende offentlig interesse i udbredelse af dokumentet.“

Undtagelsen har altså en juridisk grund. At det ligefrem er i borgernes interesse, at denne undtagelse bliver brugt, er Kommissionens udlægning af sagen.
Ganske vist kan et afslag på aktindsigt prøves ved EU-Domstolen, som i flere tilfælde har dømt til fordel for åbenhed.

Men en retslig prøvning kan tage flere år og koster i advokathonorar. Taberen af en retssag kan også komme til at betale modpartens omkostninger.
Forsøgene på at få indblik i arbejdet med en direkte EU-skat sluttede derfor med Kommissionens afslag. Højniveaugruppens officielle konklusioner vil blive fremlagt senere i år.

Gennemsigtighed gennem tonede ruder

Arbejdet med en direkte EU-skat er en af tre eksempler på, hvordan reglerne for aktindsigt fungerer i EU-Kommissionen. Eksemplerne indgår i en rapport skrevet af NOTATs medarbejdere og publiceret af tænketanken OEIC (Organization for European Interstate Cooperation). De to andre eksempler handler om EU’s forhold til Saudi Arabien og om muligheden for at få adgang til kommissionsformand Junckers korrespondance.
Ud over de tre eksempler omhandler rapporten lovgivningen på området, statistik over hvordan de gældende regler bliver brugt og en vejledning til, hvordan man selv søger aktindsigt.
Rapporten er skrevet og udgivet på svensk (”Insyn genom tonade rutor”) og oversat til engelsk (”Transparency through tinted windows”).