Fri bevægelighed i mangfoldighedernes Europa

ANALYSE. I år 2000 blev EU’s motto ”Forenet i mangfoldighed” vedtaget af de daværende 15 medlemsstater. De vedtog mottoet, fordi de stod overfor den største hidtidige udvidelse af EU, og fordi mange af EU’s befolkninger udtrykte skepsis over for EU-projektets retning.

Med EU’s udvidelse fra 15 til 28 medlemslande over de sidste 11 år rummer EU nu 28 mangfoldige arbejdsmarkeds- og omfordelingsmodeller med dyb forankring i hundrede år gamle nationale velfærdssystemer baseret på kulturer og værdier. Det har gjort ’foreningsdelen’ langt mere utopisk.

I 1986 vedtog de dengang kun 12 relativt homogene medlemsstater det indre marked indeholdende den frie bevægelighed for kapital, varer, service og arbejdskraft. De blev siden enige om et fælles overordnet europæisk regelsæt for koordinering af sociale rettigheder over grænser.

I takt med at ikke blot antallet, men også typen af velfærdsstater er udvidet fra 12 til 15 til 27 og nu 28 er denne enighed blevet langt sværere for ikke at sige umulig at opnå. Så her står vi nu med et fælles indre marked med fri bevægelighed uden tilstrækkeligt regulerede fælles rettigheder og uden en fælles vision for, hvordan disse rettigheder skal reguleres, når arbejdskraften rent faktisk bevæger sig frit.

Forskellige interesser

Som det fremgår af traktatens art. 152 stk. 1, ”støtter og supplerer Unionen medlemsstaternes indsats” på det social- og beskæftigelsesmæssige område. Men enighed blandt medlemsstaterne om en tidssvarende opdatering af regelsættet har vist sig at være en kompleks affære, hvilket bl.a. kan ses i EU-lovgivning som Håndhævelsesdirektivet, Udstationeringsdirektivet og Forordningen om koordination af social sikring, der alle regulerer vandrende europæiske arbejdstageres rettigheder.

I disse sager er der er en klar opdeling mellem ”afsenderlandene”, der har en generel interesse i høj grad af fri bevægelighed, men som lider under såkaldt ”brain drain”, og ”modtagerlandene”, der nyder godt af fleksibel og billig arbejdskraft, men hvis befolkninger er skeptiske over for social dumping og den såkaldte velfærdsturisme.

Konsekvensen er, at man ikke kan blive enige om, hvordan de vandrende arbejdstageres rettigheder skal reguleres i det indre marked. Det skaber en ubalance mellem den frie bevægelighed og de frit bevægendes rettigheder, hvilket i mange tilfælde overlader beslutningen til EU-Domstolen. Domstolen har skiftevis vægtet den frie bevægelighed og rettighederne højest, hvilket eksempelvis ses i sager som Viking, Laval, Rüffert og senest RegioPost-dommen.

Lange udsigter til løsninger

Også befolkningerne giver udtryk for, at grænsen for ”foreneligheden” er nået, og at de nationale ønsker ikke er forenelige med EU’s ”mangfoldighed”. Det ser man bl.a. i de EU-kritiske partiers massive fremgang ved EU-Parlamentsvalget i 2014 og ved nationale valg.

Så på trods af at der er et akut behov for opdateret fælleseuropæisk lovgivning på social- og beskæftigelsesområdet, så man sikrer, at de arbejdstagere, der bevæger sig frit, har tidssvarende rettigheder, ser det desværre ud til, at ”mangfoldigheden” vil blokere for ”foreneligheden” af den frit bevægende arbejdskrafts rettigheder i mange år endnu.

Nadja Lundholm Olsen er arbejdsmarkedskonsulent og har tidligere arbejdet med europæisk social- og beskæftigelsespolitik i hhv. centraladministrationen, den europæiske fagbevægelse og Folketingets Europaudvalg. Hun har en dobbelt kandidatgrad i EU-politik med speciale i europæisk social- og arbejdsmarkedspolitik.