Glem konventionerne

LØSNINGER. De seneste år har journalist og satiriker Mikkel Andersson været en af flygtninge- og indvandrerdebattens mest markante stemmer. Med kronikker, debatindlæg, artikler og hyppige Facebook-opslag har han sat fokus på konsekvenserne for Danmark ved at modtage flere ikke-vestlige indvandrere og flygtninge. Han har stillet svære spørgsmål til ”humanisterne” med indlæg som ”Hvad vil humanisterne med indvandringen?” og ”Nej, vi skal ikke redde verden”. Men hvad mener han egentlig, vi skal gøre i den nuværende situation? 

Mikkel Andersson, har vi slet ikke et ansvar for verdens flygtninge?


P.t. har vi jo et konventionsbundet ansvar for alle, der kan sætte foden på dansk jord. Humanitært mener jeg også, at vi som et rigt land har et moralsk ansvar for at hjælpe. Spørgsmålet er så bare, hvordan du gør det mest effektivt og hjælper flest muligt.


Og der er du skeptisk i forhold til den førte politik?


Ja. Problemet er, at FN’s flygtningekonvention fra 1951 de sidste 35-40 år er blevet brugt til noget andet, end den var tiltænkt. Nemlig asylbaseret migration og flugt fra ikke-vestlige lande i stort omfang frem for beskyttelse her og nu og så hjem igen bagefter.

Hvorfor er det et problem?


I forhold til flygtningene – fordi vi hjælper ekstremt få for ekstremt mange penge. Alene i januar sidste år forhøjede den daværende SR-regering det beløb, der skulle til for at modtage flygtninge, med over fire milliarder kroner. Det er mere end de ca. 3,8 milliarder kroner, som UNHCR bruger på sin indsats i Libanon.
I forhold til Danmark – fordi integrationen har fejlet. For få kommer ud på arbejdsmarkedet, for mange har sociale problemer, efterkommerne klarer sig dårligt, og vi ser en overrepræsentation i kriminalitetsstatistikkerne. 


Hvis du sad med magten til at kunne lave en ny flygtningepolitik for Danmark og Europa, hvordan ville den så se ud?


Så skal vi enten helt af med konventionerne eller lave en radikal omfortolkning af dem. Og så give al hjælpen til nærområderne i stedet. Hvis tilstrømningen fortsætter – og det tyder tallene på – tror jeg også, vi kommer til at se på konventionerne.


Hvorfor?


Fordi incitamentstrukturen simpelthen er for stærk lige nu. Konventionerne er jo sådan nu, at hvis du er berettiget til asyl, bruger en hel masse penge på at komme hertil og sætter dit liv på spil i en hullet båd på Middelhavet, så er du garanteret at kunne skabe en fremtid her med din familie. Og så er det da klart, de kommer. Merkel har jo også direkte inviteret dem. Jeg ville selv gøre det samme, hvis jeg troede, det kunne skabe mig et bedre liv.

Så argumentet er, at i nærområderne kan vi hjælpe mange flere og som bonus beskytte vores eget samfund mod en fejlslagen indvandring?


Ja. Der er noget grundlæggende usympatisk i den nuværende incitamentstruktur. Vi hjælper de – relativt set – stærke flygtninge, der kan og tør rejse, mens resten får peanuts i nærområderne. Og når de europæiske økonomier bliver tilstrækkeligt påvirkede, er det jo tit bistanden i nærområdet, der bliver nedprioriteret. Både SR- og V-regeringen har taget penge fra udviklingsmidlerne og brugt dem på indkvartering her. Det er en indlysende skæv prioritering at bruge alle pengene på de meget få, der kommer herop. 


Hvor mange penge skal vi så sende mod nærområderne?


Nu er jeg ikke økonom, men f.eks. fire-seks milliarder kroner ville gøre en helt enorm forskel, når du kigger på, hvilke budgetter UNHCR og World Food program opererer med. Lejrene i nærområderne er slet og ret for dårlige, og det får folk til at flygte, når de er garanteret asyl, hvis de når frem