Kapital i stramme, løse eller meget løse tøjler

For femten år siden var den amerikanske økonom James Tobin et navn på de politiske dagsordner. Tobins idéer om en skat på valutatransaktioner havde affødt en ny politisk bevægelse – ATTAC (Association pour la Taxation des Transactions pour l'Aide aux Citoyens). Bevægelsens formål var, som det lå i dens franske navn, at virke for en transaktionsskat til gavn for borgerne.

I Europa-Parlamentet blev Kommissionen spurgt om det kunne lade sig gøre i EU. Spørgsmålet var baseret på den kendsgerning at skattepolitik ikke er EU-anliggende, men noget som medlemslandene selv bestemmer.

Kommissionens svar var alligevel et meget bastant nej, leveret som seks håndkantsslag af den ansvarlige kommissær Frits Bolkestein:

»Hvis et medlemsland indførter en Tobinskat ville de sandsynligvis være i strid med artikel 56, sammen med artiklerne 12, 39, 43 49 og tilsvarende artikler i EØS-aftalen (EU-aftale med Norge, Island, og Lichtenstein – red). En sådan skat på EU-niveau vil sandsynligvis også være i strid med artikel 57(2),”  sagde han den 15. februar 2001.

Forbudt og umuligt

Det, som Bolkestein hentydede til i en meget koncentreret form, var (med den nu gældenden nummerering af traktatens artikler):

* Alle restriktioner af kapitalbevægelser mellem EU’s medslemslande er forbudt (artikel 63).

* Beskatning af kapitalbevægelser vil sandsynligvis også kollidere med forbuddet mod national forskelsbehandling (artikel 18), bevægelighed for arbejdskraften (artikel 45), etableringsfrihed (artikel 49) og bevægelighed for tjenesteydelser (artikel 56).

* Beslutninger for at lette kapitalbevægelser mellem EU og lande udenfor vedtages med kvalificeret flertal. Men beslutninger som at indføre restriktioner, vil være et ”tilbageskridt med hensyn til liberalisering af kapitalbevægelser”. Den slags kræver enstemmighed (artikel 64.2 og 64.3). Traktaten har med andre ord en skraldeklausul som minder om lignende konstruktioner i handelsaftalerne CETA, TiSA og TTIP.

Lovgivning om kapitalbevægelser kan som en skraldenøgle, kun virke den ene vej, mod mere, men ikke mod mindre, liberalisering.

Finanskrise og skattesager

Den stærkt markedsorienterede kommissær Bolkesteins afvisning af en Tobinskat i to sætninger for 15 år siden, var i sagens natur ikke den endegyldige sandhed. Den slags leveres i EU-systemet i den sidste ende af EU-domstolen i Luxembourg.

EU, og resten af verden, har siden hen også gennemlevet en finanskrise, flere eurokriser og befinder sig stadig i en uløst gældskrise.

Dertil kommer omfattende medieomtale og opmærksomhed på skatteunddragelser udløst af på lækkede dokumenter i Offshore Leaks, Swiss Leaks, Lux Leaks, og senest Panamapapirerne.

Reaktionerne fra Kommissionens og til dels medlemslandene er bland andet kommet til udtryk i flere politiske initiativer hvor man balancerer på kanten af det EU-retsligt mulige, eller prøver at gå rundt om de begrænsninger som kommissæren Bolkestein nok så bombastisk henviste til for 15 år siden.

Panamapapirer

Nogle eksempler på forslag, som i en eller anden grad vil kunne indebære en regulering af kapitalbevægelser:

* En finansiel transaktionsskat (FTT– Financial Transaction Tax) – oprindelige tænkt at gælde for alle, men nu reduceret til et initiativ fra ti  medlemslandene, som prøver få et så kaldt forstærket samarbejde op at stå. Udsigterne til at de ti kan blive enige, er usikre i skrivende stund.

* Kommissionens aktionsplan mod skatteunddragelse fra 2015, fulgt af en ”Skatteunddragelsespakke” (The Anti Tax Avoidance Package) fra januar 2016 med 15 forskellige tiltag. Pakken blev fornylig kompletteret med et forslag om at alle EU-lande skal samordne måden at beregne underlaget for virksomhedsbeskatning på (The Common Consolidated Corporate Tax Base).

* Kommissionens forsøg på at komme til rette med skatteunddragelser fra globale virksomheder som Starbucks og Apple. Ifølge den ansvarlige kommissær Margrethe Vestager er der ikke tale om skattepolitik – som er en rent nationalt anliggende – men om tiltag mod unfair konkurrence, helt i overensstemmelse med EU-retten. Det er den irske regering, hvis love Apple har nydt godt af, til gengæld ikke enig i.

Tilbage til start?

På den anden side har Kommissionen også gået i stik i modsat retning med udspillet om en Kapitalmarkedsunion (CMU – Capital Market Union). Forsalget fra september i år går ud på at skabe et ”virkeligt frit marked for kapital”. Tilværelsen skal gøres nemmere for udenlandske investorer, kapitalfonde og andre udbydere af finansielle tjenester ved siden af bankerne.

Forslaget motiveres ved at de traditionelle banker er blevet alt for forsigtige i deres udlåningspolitik efter finanskrisen, så nu må andre, ”skyggebanker”, træde til. Derfor skal der lettes på restriktioner på finansselskaber og lempes på krav om sikkerhed ved lån – lige den politik som skabte en bobleøkonomi, og udløste finanskrisen i 2007­­–2008.

Med det udspil kan Kommissionen siges at være tilbage på den platform som kommissæren Bolkestein agiterede fra for 15 år siden – reguleringer af kapitalbevægelser er hverken ønskeligt, tilladt eller praktisk muligt.

Om det er et endeligt skridt tilbage til tiden før finanskrisen, eller kun et tilfældigt tilbagefald, kan den fortsatte behandling af forslagene mod skatteunddragelser og tiltagene mod unfair konkurrencetiltag måske give et fingerpeg om.