Nye vilkår på arbejdsmarkedet

BESKÆFTIGELSE. Det europæiske opsving snegler sig afsted i øjeblikket. Det går langsomt med at få øget beskæftigelsen og sænket arbejdsløsheden – særligt i de sydeuropæiske lande. Eurostats tal fra januar 2016 viser godt nok, at den gennemsnitlige arbejdsløshedsprocent er faldet til 8,9 mod 10,8 i 2012, da ledigheden var på sit højeste.

Særligt ungdomsarbejdsløsheden hænger dog fast, og det kan få dybe konsekvenser for Europa, lyder vurderingen fra Erik Bjørsted, der er cheføkonom i Arbejderbevægelsen Erhvervsråd.

»Det er store skader, der skal udbedres. Der er virkelig mange unge, der har tabt tilknytningen til arbejdsmarkedet under krisen, specielt i de gældsplagede lande. Det er svært at se for sig, hvordan man inden for en overskuelig årrække skal få udbedret de skader,« siger han.

For stort fokus på lavtlønsmarkedet
Selvom arbejdsløsheden langsomt er på vej ned, har Europa fortsat et stort problem med langtidsledighed, påpeger Erik Bjørsted. I euroområdet har cirka halvdelen af de arbejdsløse været ledige i over et år, og denne form for ledighed er vanskelig at få bugt med. Den lediges kompetencer bliver forældet, og der er risiko for at miste modet, når der ikke er udsigt til beskæftigelse, forklarer han. Derfor kræver det en aktiv politisk indsats at få rettet op på situationen, mener han.

»Man bliver nødt til at investere i de her mennesker og få dem opkvalificeret, så de bedre kan klare sig på arbejdsmarkedet. Derudover må man hjælp dem med de sociale problemer, de slås med, og som måske også er en medvirkende årsag til, at de ikke længere er på arbejdsmarkedet«.

Erik Bjørsted mener, at der er for stort fokus på at skabe strukturreformer, der skal styrke lavtlønsarbejdsmarkedet i Europa. I Tyskland har man indført mini- og midijobs, som skal fungere som overgang til det ordinære arbejdsmarked for mennesker, der vurderes ikke at kunne trække en fuld løn. Det har ganske vist sænket ledigheden, men har haft en række konsekvenser, mener han.

»Det kan godt være, at Tyskland har en lav arbejdsløshed, men der er mange, der har svært ved at leve af deres indkomst. De bliver også i høj grad hængende i de lavtlønnede jobs, så det er slet ikke det springbræt til det ordinære arbejdsmarked, som man havde håbet på.«

Stigning i sårbare europæere
Den udvikling kan Trine Lund Thomsen nikke genkendende til. Hun er arbejdsmarkedsforsker og lektor ved Institut for Kultur og Globale Studier på Aalborg Universitet.

»I Europa er der en stigning i andelen af befolkningen, som befinder sig i mere sårbare positioner på arbejdsmarkedet. De er mere løst tilkoblet og har derfor ikke den samme sikkerhed i forhold til arbejde og indkomst, og det gør levevilkårene mere usikre end tidligere,« siger hun.

Fra sin forskning i immigranter på det danske arbejdsmarked kan hun se, at den udenlandske arbejdskraft ofte er ringere stillet end den danske. Deres arbejdskraft bliver ofte udlejet gennem vikarbureauer til arbejdsgivere, der kræver stor fleksibilitet både i forhold til arbejdstid, løn og arbejdsvilkår.

Kravene om større fleksibilitet er dog ikke kun et problem for udenlandsk eller lavt uddannet arbejdskraft, men en del af en længere udvikling. Hvor arbejdsmarkedet i det 20. århundrede var kendetegnet ved faste jobansættelser, er der i det 21. århundrede sket en stigning i omfanget af ikke-standardiserede arbejdsformer. Det drejer sig blandt andet om sæsonarbejde, løsarbejde, distancearbejde samt udbredelsen af såkaldte nul-timerskontrakter, hvor folk betragtes som ansatte, men ikke er garanteret noget fast timeantal.

Langsigtede konsekvenser
Prekariatet, lyder en nyere klassebetegnelse for disse mennesker. En forskellig-artet gruppe med hensyn til økonomisk og kulturel baggrund, som har det til fælles, at de har en løs tilknytning til arbejdsmarkedet og ikke har udsigt til fast beskæftigelse. En gruppe, som indeholder alt fra ufaglærte til folk med lange videregående uddannelser.

»For disse mennesker kan den løse tilknytning til arbejdsmarkedet få nogen gennemgribende konsekvenser for deres levevilkår. Det gør det blandt andet svært at planlægge fremtiden, når man ikke ved, hvilke jobmuligheder man har fremover,« siger hun og understreger, at det ikke kun gælder det enkelte individ, men også har konsekvenser for hele familier.

Stigningen i antallet af mennesker, der lider materielle afsavn i hverdagen er også steget betydeligt blandt børn, forklarer Erik Bjørsted. Det kan få sociale konsekvenser for deres senere liv, mindske deres chancer for at få en uddannelse og på sigt gå ud over tilknytningen til arbejdsmarkedet. Jo længere EU venter med for alvor at tage fat på problemerne og forsøger at nå målene i Europa 2020, desto værre bliver det, mener han.

»Det vil få langsigtede konsekvenser. Ikke bare på det menneskelige plan, men også for vækstniveauet i Europa. Det er en udvikling, man skal se på med stor bekymring, og det er ikke noget, man bare lige vender fra den ene dag til den anden.«